DEBAT
20-11-2019
19-11-2019
17-11-2019
24-10-2019
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019
05-10-2019

Grønnegade Teater: Grev Gris

Det er efterhånden en gammel gris, som Peter Holst optræder med, men forestillingen og udførelsen er stadig både vital og relevant. Foto: Grønnegade Teater

Skønt tørklædeteater

24-10-2014
Med ganske få kulørte tørklæder fremtryller Peter Holst en både underholdende og indholdssolid kritik af det goldt tæmmede voksenliv.
FAKTA
Grønnegade Teater: Grev Gris -

Manuskript og instruktion: Thorstein Thomsen. Medvirkende: Peter Holst. Aldersgruppe: 4-9 år og voksne. Varighed: 35 min. Turneforestilling. Set i september 2014 på Horsens Teaterfestival. www.groennegadeteater.dk

Tilpasning og socialisering til låste normer og stereotype manerer trækker smilet ud af folk. At blive dresseret til en forfinet og dresseret (voksen)civilisation ødelægger al (barne)glæde. Det dyriske og tilfredsstillelse af ens umiddelbare lyster frisætter energi. Det giver humør og liver en op.

Det er i kortform det, som Grønnegade Teaters 'Grev Gris' handler om. Men der er langt herfra og så til at forestille sig og mærke den enkelhed, hvormed det kan fremstilles scenisk, hvis ikke lige man før har oplevet forestillingen – som er 'tudsegammel', men ikke af den grund i dag anno 2014 er blevet mindre vital eller mindre relevant.

Mudderpøl-begejstring

Det er Peter Holst iført skarlagenrød silkeskjorte og mørke bukser som står for hele forestillingen. Til hjælp har han udelukkende nogle farverige tørklæder og en båndoptager, som afspiller musik, når han behændigt giver den et dask med den ene fod.

Holst ruller indledningsvist gelinde og med musik i kroppen et pink tørklæde om til Grev Gris. Voila, med snegle-roulade-tryne og kække slaskede foldeørere har vi nu stykkets hovedperson. Det væsen som glædesgryntende boltrer sig i slotshavens allermest fjerne og øde krog. I mudderpølen der.

Vi er på Holts gestik og lyde ikke i tvivl om, at Grev Gris nyder det sanseligt jordnære i fulde drag.

Siden støder Prins Knud til i form af et lyst tørklæde og siden – da prinsen vokser op og bliver konge: Et tørklæde med fire konge-krone-knuder. Prinsens hof består af en 'wanna-bee-maskulin' Kaptajn Snu med og en affekteret Grevinde Finke. Og ham, som skal gøre prinsen klog, er en slaskelemmet fløs som på nonchalant-flabet københavnsk skal forestille at være en underviser importeret direkte fra klodens anden side – fra Kina via et opslag i en blød tørklæde telefonbog og et enkelt mobilopkald...

Mudder frem for laksko

Prins Knud falder som ung for grisen og dens basale mudderpøl-begejstring og som konge udnævner han grisen til greve og så snart grisen bliver trukket med op til hoffet, går det galt. 'Kan du stå, kan du også gå', siger de, og derfra går det slag i slag med at få skolet Grev Gris til at blive en fin og fornem greve i skinende laksko og silkebukser.

Grevinde Finke kaster sig dansebegærligt over grisen, som i fornemhedens tegn er blevet godt alkoholberuset. Men så sker det – Grev Gris dratter fortumlet og helt punkteret for liv omkuld på det sorte linoleumsgulv, og der sanser Kong Knud, at Grev Gris er havnet på en forkert hylde. Han må tilbage til sit mudderhul og finder der det smil frem, som længe har været jaget af vejen.

Hele det cirkel-forløb gennemspiller Holst på bare 35 minutter. Med præcist og overskudsfyldt figurarbejde, og med et godt blend af galoperende glæde og sviende alvor. En skuespilpræstation som også har en fin balanceret tekst og en gedigen iscenesættelse at fundere sig på.

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Grev Gris
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
1112131415161718192021222324252627282930

05-01-2013

02-01-2013

30-12-2012

28-12-2012

20-12-2012

17-12-2012

13-12-2012

11-12-2012

09-12-2012

07-12-2012

05-12-2012

03-12-2012

01-12-2012

29-11-2012

27-11-2012

25-11-2012

23-11-2012

21-11-2012

19-11-2012

16-11-2012

14-11-2012

12-11-2012

09-11-2012

07-11-2012

05-11-2012

02-11-2012

31-10-2012

29-10-2012

26-10-2012

24-10-2012

22-10-2012

19-10-2012

17-10-2012

15-10-2012

12-10-2012

10-10-2012

08-10-2012

05-10-2012

03-10-2012

01-10-2012

Flere anmeldelser