Skønt tørklædeteater

Tilpasning og socialisering til låste normer og stereotype manerer trækker smilet ud af folk. At blive dresseret til en forfinet og dresseret (voksen)civilisation ødelægger al (barne)glæde. Det dyriske og tilfredsstillelse af ens umiddelbare lyster frisætter energi. Det giver humør og liver en op.

Det er i kortform det, som Grønnegade Teaters 'Grev Gris' handler om. Men der er langt herfra og så til at forestille sig og mærke den enkelhed, hvormed det kan fremstilles scenisk, hvis ikke lige man før har oplevet forestillingen – som er 'tudsegammel', men ikke af den grund i dag anno 2014 er blevet mindre vital eller mindre relevant.

Mudderpøl-begejstring

Det er Peter Holst iført skarlagenrød silkeskjorte og mørke bukser som står for hele forestillingen. Til hjælp har han udelukkende nogle farverige tørklæder og en båndoptager, som afspiller musik, når han behændigt giver den et dask med den ene fod.

Holst ruller indledningsvist gelinde og med musik i kroppen et pink tørklæde om til Grev Gris. Voila, med snegle-roulade-tryne og kække slaskede foldeørere har vi nu stykkets hovedperson. Det væsen som glædesgryntende boltrer sig i slotshavens allermest fjerne og øde krog. I mudderpølen der.

Vi er på Holts gestik og lyde ikke i tvivl om, at Grev Gris nyder det sanseligt jordnære i fulde drag.

Siden støder Prins Knud til i form af et lyst tørklæde og siden – da prinsen vokser op og bliver konge: Et tørklæde med fire konge-krone-knuder. Prinsens hof består af en 'wanna-bee-maskulin' Kaptajn Snu med og en affekteret Grevinde Finke. Og ham, som skal gøre prinsen klog, er en slaskelemmet fløs som på nonchalant-flabet københavnsk skal forestille at være en underviser importeret direkte fra klodens anden side – fra Kina via et opslag i en blød tørklæde telefonbog og et enkelt mobilopkald...

Mudder frem for laksko

Prins Knud falder som ung for grisen og dens basale mudderpøl-begejstring og som konge udnævner han grisen til greve og så snart grisen bliver trukket med op til hoffet, går det galt. 'Kan du stå, kan du også gå', siger de, og derfra går det slag i slag med at få skolet Grev Gris til at blive en fin og fornem greve i skinende laksko og silkebukser.

Grevinde Finke kaster sig dansebegærligt over grisen, som i fornemhedens tegn er blevet godt alkoholberuset. Men så sker det – Grev Gris dratter fortumlet og helt punkteret for liv omkuld på det sorte linoleumsgulv, og der sanser Kong Knud, at Grev Gris er havnet på en forkert hylde. Han må tilbage til sit mudderhul og finder der det smil frem, som længe har været jaget af vejen.

Hele det cirkel-forløb gennemspiller Holst på bare 35 minutter. Med præcist og overskudsfyldt figurarbejde, og med et godt blend af galoperende glæde og sviende alvor. En skuespilpræstation som også har en fin balanceret tekst og en gedigen iscenesættelse at fundere sig på.