Skønne blå sko

Håret er et kunstværk i sig selv! Når Ragnhild Kaasgaard kommer frem for at hente sit vuggestuepublikum og sine børnehavetilskuere, falder både børn og voksne i svime hendes frisure.

Hendes Riddersalen-røde hår er nemlig sat op som i pavehuehøjde  og indbundet af blå tørklædestrimler. I hænderne holder hun et par små, blå sko – og selv har hun også blå sko på. Det er svært at stå for.

Inde i salen viser ’Små blå sko’ sig også at være en af disse vellykkede og raffinerede Riddersalen-forestillinger, der oser af overskud. Ikke en eneste detalje er tilfældig. Enhver chance for at levendegøre en skuffe eller tilføje en papirdukke eller sætte en gynge på træ bliver udnyttet med opfindsomhed og med stor viden om børnene sans for de bittesmå detaljer.

Dermed sker der hele tiden flere ting i historien på én gang – ting, som ungerne umiddelbart kan spejle sig i.

Og dermed kan hele målgruppen fra de 1 ½-årige til de 4-årige være med. I hvert fald hvis de voksne holder deres børn fast på bænken eller på skødet, så de ikke bliver så optagede af teaterscenen, at de løber med derop.

Pudseløjerligt

Ragnhild Kaasgaard har et smil, der bærer hele forestillingen - akkurat som hun gør det i småbørnsforestillingen ’Barnevognen’. Hun har en venlighed og samtidig en bestemthed, som gør børnene fuldkommen trygge. Og hun ser alle sine små tilskuere i øjnene undervejs.

I ’Små blå sko’ spiller hun en dame, der går tur med folk – uden at ungerne undrer sig det mindste over det pudseløjerlige i dette ellers temmelig usædvanlige job. Og så er det, at hun modtager en pakke, der viser sig at indeholde en ret usædvanlig ven med næb og vinger og store fødder… Med andre ord en and, som viser sig at hedde Alfred. (Ikke Andfred, som damen ellers skeptisk nævner det.)

Sjove rim

Det er Signe Birkbøll, der både har skrevet teksten og instrueret forestillingen. Med sine sædvanlige rimsætninger får hun fortalt børnene en historie, der på samme tid er helt enkel og samtidig vildt sprogligt raffineret.

’Jeg kan bare vente her / Så ser vi, hvad der sker,’ som damen med det høje hår siger. Og der sker faktisk en hel masse. Og Birkbøll ikke bange for også at introducere børnene lytte til klassisk musik, når ordene forsvinder, og dukkerne overtager scenen. Fra Vivaldi til Schubert.

Dukkeføreren Erik Olsen er på pletten og får alt på scenen til at leve. Derfor får den fine andrik også sit helt eget udtryk og en sjov selvstændighed, som ungerne allerede kan nikke genkendende til. For nogle gange vil to-årige altså noget helt andet end deres forældre…

Børnespejlinger

Scenografien er udformet som en stue med flap-ud-sider – med dør ud til postkassen og med vindue ud mod friheden. Enkel og multifunktionel på samme tid. Og med en perfekt knage til en jakke i størrelse fire år…

Samtidig optræder mange ting i flere størrelser i denne finurlige teaterverden. Når damen vil vande sine fine blomster i naturtro størrelse, er det med en mikroskopisk dukkehusvandkande. Og så videre. Her kan børnene føle sig spejlet konstant – som små i en voksenverden.

Langs scenekanten stiller den skønne gå-tur-dame alle de mange par sko, der passer hendes gå-tur-venner, så de kan være parate, når de kommer forbi. Store brune sko og mellem sorte sko og alle mulige andre. Og så altså de små blå sko, der naturligvis er de allerkæreste.