Af: Anne Middelboe Christensen

1. februar 2022

Skønhedsteater med mumitrolde og frikadeller

Mumitroldebogen ’Kometen kommer’ af Graense-Loes og Anemonen er blevet til æstetisk og kærligt teater fuld af sjove scener mellem mumitrolden og hans ikke helt så modige ven. Heldigvis uden at Jorden går under.

Skønheden omringer publikum i ’Kometen kommer’. Først med blå himmel og snefnug, og senere med tyste granskove og vilde bjergskråninger, når mumiverdenen pludselig opstår rundt om publikum. For Anemonens hyggelige sal er til lejligheden omskabt til en anden verden. I hvert fald til et teater med tilskuerpladser på tre af scenens sider – med den fineste lille drejescene inde i midten. En drejescene med lysende kant og silhuetter af ting, der dukker op og forstørres med lygter undervejs.

Det er en vidunderligt æstetisk forestilling, som teatret Graense-Loes og Anemonen her har skabt sammen. Forestillingens univers er inspireret af Tove Janssons mumitroldebog ’Kometen kommer’. Men selve scenefortolkningen er af instruktøren og dukkemageren Katrine Karlsen, der sammen med scenografen Sissel Romme har fundet en sanselig form, der gør historien konkret og visuelt pirrende. 

Samtidig er det æstetiske udtryk med til at løfte forestillingen op på et abstrakt, visuelt plan, hvor der også er plads til de yngste skolebørns egne drømme og tanker. En kærlig teaterform, der virker dejligt tidsrigtig og respektfuld over for børnene – og som samtidig rummer en sjov leg med figurer i forskellige størrelser. Inklusive kække rumlige hop fra silhuetter i 2D til dukker i 3D.

Betuttede øjne

’Kometen kommer’ handler om mumitrolden Mumi og vennen Sniff, der tager på udflugt i bjergene. De har hørt et rygte om, at en komet er på vej mod jorden, så målet for deres vandretur er at komme frem til et observatorium med en stor stjernekikkert langt borte.

Men det er egentlig venskabet mellem Mumi og Sniff, der er udgør historiens kerne. De er vidt forskellige, og de reagerer meget forskelligt på tanken om den kommende komet og den fare, den måske udgør, hvis den nu lige lander i nærheden… For de har hørt nogen sige, at verden snart går under.

De to skuespillere og dukkeførere bærer omhyggeligt rundt på Mumi-dukken og Sniff-dukken. De er nænsomme og samtidig diskrete, når de hele tiden forandrer dukkernes placering og dermed også de scenebilleder, der blæses op på alle rummets fire vægge bag børnene. 

Christine Gaski har en fin opmuntrende stemme i sin fortolkning af eventyrlysten hos Mumi med de betuttede øjne. Og Henriette Aarup spiller på det mere generte og skeptiske i sin fortolkning af Sniff, ikke mindst af Sniffs hjemve undervejs. 

Frikadeller på video

Begge dukkeførere fører deres dukker kært og forsigtigt. Men de sender også blide og beroligende smil ud til tilskuerne, så man som tilskuer hele tiden kan mærke, at de virkelig gerne vil fortælle denne historie. Det er virkelig vigtigt. 

Samtidig sætter de silhuetfigurer op på drejescenen og belyser dem med farvede lommelygter, når de da ikke videofilmer de sjoveste ting, der skaber kontrast til eventyruniverset. En tallerken med frikadeller bliver for eksempel videofilmet og projiceret op på væggene, mens hænder omhyggeligt skærer frikadellerne over på videobilledet – med et motiv, der er løsrevet fra figurerne i forestillingen, men som fungerer perfekt som parallelbillede på familiemiddagens ritualer og hygge. For eksempel. 

Scenerummet er desuden hele tiden indhyllet i stemningsskabende musik med glade guitartoner og bølgeskvulp af Andreas Busk og Kristian Hverring – lyd, der følger dukkeførernes diskrete koreografi og installation af alle silhuetterne. 

Dans og fest

Jorden går snart under. Sådan lød det bange budskab tydeligvis, da Tove Jansson skrev sin mumibog lige efter Anden Verdenskrig – med den afsluttende beroligelse, at det ikke skete alligevel. Her i 2022 er budskabet om verdens undergang blevet aktualiseret yderligere. Ikke mindst på grund af klimakrisen, som mange børn er uhyggeligt meget optaget af. Men de sidste par år også på grund af coronaens livsødelæggende kraft.

Det er derfor interessant at se, hvordan også genopsætningens fine og præcise iscenesættelse af Adelaide Sofie Bentzon i høj grad tager højde for denne frygt hos børnene – og hos de voksne.

I ’Kometen kommer’ er det i hvert fald de nære ting, der ender med at tage fokus. Alle de ting, der viser, at man passer på hinanden. Hele tiden er der en særlig omsorg for de yngste tilskuere, der måske kunne blive bange. Som Sniff siger det på de yngstes vegne: »Når man er lille som mig, så kan man ikke tåle sådan noget.«

Samtidig er der også en god portion humor til de større børn – og til de voksne. Ikke mindst ved den formelle ankomst til observatoriet og den forjættende kometkikkert.

Undergangsfrygten giver en glimrende fremdrift i mange af scenerne. Men den lettede slutning betyder faktisk, at man forestillingen i en herligt løftet stemning, da det hele nærmest munder ud i en glædesfest.

»Hvis vi i det hele taget skal danse, så skal det være nu!« siger de til hinanden. Og så danser de til festmusik og partylys: Skønhedsdans for mumitrolde.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.