Hvem skal bestemme, hvad der er godt teater?

Pernille Carlsen kommenterer Refusionsudvalgets arbejde og funktion i kølvandet på afviste forestillinger og lukning af sit eget teater:

Jeg er stadig rystet og lidt målløs.

Og bekymret for dansk børneteater.

Og efter at have afventet lidt, er det vist på tide, at jeg også kommer på banen med vores erfaring og tanker efter at have været igennem refusionsudvalgets trædemølle.

For kan vi leve med at et udvalg reduceret til fem mennesker bedømmer, hvad der er rigtigt teater?

Og hvordan kan en forestilling overhovedet dømmes ude af refusionsordningen, når et tidligere udvalg har set og godkendt den?

Jeg har aldrig helt forstået piveriet over, at der er for mange børneteatre, og at nogle forestillinger er alt for ringe. Hvis ikke forestillingen når sit publikum, ja så har den alligevel en begrænset levetid og forestillingen ryger af markedet. På den måde er skaden i mine øjne ikke så stor. Problemstillingen bliver først interessant, når kritikken rettes mod produktioner, der er salg i. For hvem, udover køberne, skal bedømme om det er godt teater? Og hvem siger at professionelt teater nødvendigvis er godt? Jeg har set mange professionelle forestillinger, der i min optik var røvsyge, men som blev rost.

Vi debatterer desværre alt for sjældent, hvorfor vi synes noget er dårligt, eller hvad vi synes godt børneteater er? Hvor mange af jer har efter en forestilling været modige nok til at sige, at I ikke brød jer om forestillingen eller dele af den? Ikke kun til de kollegaer, der stod omkring jer, men til dem, der rent faktisk havde lavet forestillingen? Hvor er den konstruktive kritik? Og har vi ikke alle oplevet at være en del af en lemmingeffekt omkring en forestilling alle lige pludselig synes var god? Uden at vi fik sat ord på hvorfor.

Vores to gamle forestillinger "Mi Mi Mi" og "Muh eller mæh" har, efter at være på showcase den 18.januar i år, ikke fået fornyet deres refusionsgodkendelser. Begrundelsen er klogt formuleret: "For begge forestillinger anerkender Refusionsudvalget det pædagogiske afsæt og sanseligheden i den musikalske formidling, men vurderer samtidigt, at det drama- og musikpædagogiske projekt overskygger forestillingens idé og kunstneriske intention, som bør være det centrale i en professionel scenekunstnerisk produktion"

Jeg har aldrig brudt mig om tendensen til at fortælle historien i stedet for at spille den. En tendens dansk børneteater er gennemsyret af. Jeg har set mange roste forestillinger, der alle lider under den misforståelse, at handlingen på bedste pædagogiske vis fortælles - den spilles ikke. Derfor er denne form for teater ikke-eksisterende i vores forestillinger. Til gengæld har vi erfaret, at lyde er magiske for vores målgruppe - de 1,5 – 4- årige. En ny lyd, spillet på et af Thomas instrumenter, tager så meget fokus fra børnene, at du ikke kan spille/etablere billeder samtidig. Derfor har begge forestillinger indlagt en musikalsk præsentation af instrumenterne som indledning. Jeg forstår godt, at det som voksen tilskuer kan virke tungt, men er selvfølgelig dybt uenig i, at det musik-pædagogiske projekt overskygger forestillings idé, men jeg forstår godt kritikken. At spille teater for de yngste tilskuere er en udfordring. Og jeg har set mange eksempler på forestillinger, der spillede hen over hovedet på børnene og som slet ikke ramte dem.

En professionel scenekunstnerisk produktion er for mig én, der gør historier levende og skaber billeder for sine tilskuere. En produktion hvor flere parametre smelter sammen til én oplevelse. Og for mig er det vigtigt, at man ikke bagefter kan reducere forestillingen til én fortælling, der skal helst være flere lag. Og her falder meget børneteater i mine øjne igennem, da der bliver lagt for meget vægt på at fortælle - ikke spille - historierne. Det pædagogiske fortællerfænomen styrer så at sige for meget. Så måske kan det meste børneteater, i mine øjne, slet ikke kaldes professionel scenekunst?

Men er børneteater, der spiller hen over hovedet på målgruppen, overhovedet børneteater? Hvordan kan man lykkes med forestillinger for de alleryngste, hvis man ikke må være pædagogisk på den ene eller den anden måde?

Hvis ikke vi debatterer, hvad godt børneteater er, og hvordan vi får plads til, at dansk børneteater hele tiden kan udvikle sig, kan vi lige så godt begrave det med det samme. Og hvis ikke vi giver plads til mangfoldigheden i udtrykket - bliver det svært for børneteatret at udvikle sig.

Begrebet professionel scenekunst er ikke objektivt, men vil altid være udtryk for en subjektiv vurdering.

Jeg vil afslutningsvis sige, at jeg ikke kender Kasper Sørensen og Fortællekunstens forestillinger, og at min kritik af at fortælle historierne i stedet for at spille dem ikke er møntet på ham.

Vi har valgt at lukke og slukke Carlsen & Ko. Tak til alle jer, der kunne li' vores forestillinger.

Pernille Carlsen er skuespiller m.m i teatret Carlsen & Ko