Skal jeg drikke den?

’Min sidste øl ‘er en modig, åbenhjertig og drilsk forestilling. En sceneoptræden, som Teater V rettelig kalder ”Et teaterforedrag”. For det er en monolog af og med Frederik Ingemann Brandt som ene optrædende i et næsten nøgent rum. 

I det ikke-scenograferede spillerum har Brandt kun en ølkasse, en flaske sprut, en vand, en øl og den læderjakke, han tit tager af og på. 

Drilsk og genkendeligt identitetskoks 

’Min sidste øl’ er ikke ude i et moralsk ærinde. Det er ikke et teaterforedrag, som med løftet pegefinger, formaner et ungt publikum om at stoppe med at drikke alkohol. Forestillingen handler om identitetskoks. Om at finde ud af, hvem man selv er som teenager i samspil med andre, primært jævnaldrende. Piger, såvel som drenge. 

Hele vejen igennem og især i begyndelsen og til slut er Brandt særlig drilsk. Han indleder forestillingen med at sige, at han hedder Blekke og er alkoholiker og stofmisbruger. Og slutter den af med at trække en øl frem, som har stået gemt under ølkassen, knapper den op og tømmer flasken i én slurk. 

I den mellemliggende times tid har han fortalt om sin store fascination af alkohol. Sit gigantiske forbrug. Om en livsførelse i beruselse, som han ikke vil bytte for noget på grund af al den selvsikkerhed og beundring, det var forbundet med. Og alle de venskaber, piger og kys det førte med sig. 

Men han har også givet publikum indtryk – både verbalt og kropsligt – af, at han er holdt op med at drikke. Han har talt om hvor meget selvdisciplin, det kræver at fravælge alkohol. Og han har adskillige gange nærmet sig den flaske sprut, som står på gulvet, men i stedet valgt vandflasken. 

Her til slut tager han så fat i øllen og spørger publikum: ”Skal jeg drikke den?, Hvis det var, kunne det være den sidste!” Måske kommer det som en overraskelse, måske har man luret ham. Læst mellem de mange skælmske linjer, at han vist alligevel ikke er stoppet med at drikke. Forstået sådan at det, teaterforedraget vil, er at pege på såvel de gode som de dårlige sider ved den danske alkoholkultur, som mange unge udlever. Men især pege på, hvad der ofte driver et for overdrevet alkoholforbrug. 

Brandt siger det faktisk meget præcist i begyndelsen af forestillingen: ”Egentlig skyldes det et desperat behov for at virke spændende og selvsikker”. 

Mestendels ord

Det er lidt af en tilsnigelse i programflyeren at skrive ”Den unge performer, Frederik Ingemann Brandt, taler, danser og synger sig gennem sine oplevelser med alkohol”. For sang og dans er der ikke særligt meget af. Et sted synger Brandt nogle sentenser af Leonard Cohens ’Hallelujah’. Og en del gange agerer han meget fysisk ekspressivt. Men forestillingens 60 minutter går nu fortrinsvis med tale. 

Brandt fortæller. Om Blekke og dennes forhold til alkohol. Han gør det med en naturlighed og en hudløshed, som gør, at man oplever forløbet meget autentisk og som identisk med Brandts eget. 

Så her holder programteksten vand. Både med dens henvisning til, at teaterforedraget er biografisk og med hensyn til det, der også står om, at teaterforedraget både viser de positive og de negative sider ved dansk alkoholkultur blandt unge i dag. 

Hudløst og narcissistisk 

Man kan på flere måder sige, at ’Min sidste øl’ er et ret narcissistisk teaterforedrag. Men det er unge på sin vis også i deres bestræbelser på at finde ud af sig selv og en vej i livet mellem andre – unge især. 

I og med, at Brandt på ingen usmagelig måde virker selvhenført, får teaterforedraget noget alment genkendeligt over sig. Det er bygget op over en række små episoder i Blekkes alias Brandts teenageliv. Episoder, han er stolt af, og episoder, hvor han i fuldskab er gået langt over stregen. 

Hændelser, hvor han tager fusen på to politibetjente. Hvor han går en pige for nær, da et kram bliver til brystbefamling. Og hvordan han i sommerhus med tre andre fyre overfuser nogle unge piger i den tro, at det er nogle helt andre piger, nemlig dem, som kom tidligere på natten og som truede med at melde fyrene for voldtægtsforsøg. 

Brandt fortæller om, hvordan han tænker og ser på sig selv, og hvordan andre betragter ham. Han lever med en selvopfattelse af at være spændende og selvsikker. I de andre unges øjne er han også sej. Den sejeste. Til både at drikke mest og hurtigst. Han fortæller det med replikker som: ”Alle har ikke modet til at drikke sig så stive” og ”Alle der kender mig, ved hvor selvsikker, jeg er. Hvad skulle det være, som gør mig usikker?. De kan sige det mest pinagtige. Det vil ikke påvirke mig”.

Han fortæller også, at pigerne flokkes om ham (”Pigerne kommer faktisk til mig. De er så nemme. De vil have mig.”)

Tid til refleksion og bud på nuanceret debat

Af og til afbryder han sig selv og siger fx henvendt ud til publikum: ”Tror I ikke på mig?” og ”I dømmer mig i stilhed. Og tænker, godt det ikke er mig” Afbrydelserne har en fin effekt, fordi de skaber ”huller” til publikum at reflektere i. Til at overveje, hvorvidt vi nu tror på ham eller ej. 

Og undervejs vender han også blikket indad og kommer med nogle vanskelige indrømmelser. Som fx det, at han har en selvopfattelse, som det vil være for smertefyldt at se efter i sømmene eller revidere. Det at han efter døddrukken at have fået et blowjob af en pige følte både skam og utilpashed. Samt en endnu mere eksistentiel replik: ”Hvorfor skulle nogen elske mig, når jeg ikke elsker mig selv?” 

På den vis blive ’Den sidste øl’, akkurat som der står i programflyeren, en invitation til at samtale om alkoholkultur på en ”relaterbar, forståelig og menneskelig måde”.