DEBAT
07-06-2022
24-05-2022
21-03-2022
17-03-2022
10-03-2022
Fra SWOP 2022: ’Club Origami’; ’Der Lauf’; ’Enhjørninge’; ’Park Kastrol’ og ’Avec le Temps’ – samt event-plakaten for ’Mellemrum’. Fotos: Summer Dean, Lena Pilitowski, Pr-foto; Phile Deprez og La Mary Rosa

Skæve forbindelser

11-05-2022
SWOP 2022-danseteaterfestivalen er nu fortid efter en håndfuld hektiske dage fra 5.-9. maj med forestillinger, fællesdans, workshops, seminar m.v. Teateravisen havde bedt Betina Rex tage til festival i Roskilde for at bevare nogle indtryk. Her er hendes reportage.
Af: Betina Rex
FAKTA

SWOP-festival i Roskilde 5.-9. maj 2022. Arrangør: Aaben Dans.

* Sete forestillinger:

- CLUB ORIGAMI (UK/JP). Koreograf og danser:  Takeshi Matsumoto. Danser – Makiko Aoyama.  

- ENHJØRNINGE  (N/DK). Dansere:  Julie Rasmussen, Hilde I Sandvold, Ray Roa, Birgitte Lundtoft og Andreas Haglund. Koreografer – Julie Rasmussen og My Grönholdt.  

- AVEC LE TEMPS (F). Performere:  Claire Ducreux og Toni Mira:
Koreografi, koncept – Claire Ducreux

- PARK KATROL (BE). Koncept og performance:  Giovani Vanhoenacker, Griet Herssens, Bolwerk, Michiel Soete
 - MELLEMRUM (DK/BE/FI). Koncept og kunstnerisk leder:  Kitt Johnson Medvirkende: Circus Katoen (B): Sophie van der Vuurst de Vries og Willem Balduyck. Two Women Machine Show (DK): Ida-Elisabeth Larsen og Marie-Louise Stentebjerg. Viivi Roiha (FI). Musikklassen på Østervangsskolen 7M

- DER LAUF (BE/FR). Koncept og idé – Guy Waerenburgh, Baptiste Bizien og Julien Lanaud

* Øvrige events: SWOP-seminar for professionals, ’About caring’; workshop ’Balancekunst med sten’

* Se mere på: https://swopfestival.dk

* Næste SWOP-festival bliver 2.-6. maj 2024

Alt er skævt – intet er lige. Selvom sætningen egentlig er en del af manifestet for forestillingen ’Park Katrol’, der kunne opleves på dette års SWOP-festival, rummer den samtidig en essens, der også kan spores i festivalen som helhed. 

SWOP er det skæve i ordets mest positive betydning. I hvert tilfælde, hvis man forstår det skæve som det, der tilbyder os et andet blik på verden og hjælper os med at se det, vi ellers ikke bemærker, og får os til at stoppe op og betragte steder og momenter vi ellers haster forbi. 

Festivalen strakte sig over fem dage, præsenterede 11 forestillinger, syv såkaldte ekstra aktiviteter og et seminar for scenekunstfaglige under overskriften ’About caring’. Undertegnede fik snuset til seminaret samt oplevet en god håndfuld forestillinger og et par af ekstraaktiviteterne.

Selvom det desværre ikke var det fulde program, så var det nok til at få et godt indblik i festivalen og få suget den sommerlune stemning til sig blandt kendte og nye ansigter. Da der er tale om en biennale, var begejstringen over faktisk at kunne afholde festivalen også tydeligt tilstede, idet COVID-19 betød at den, som så eget andet var aflyst i 2020. 

Papir og rullegræs

På forestillingsfronten gjorde særligt ’Club Origami’ en britisk/Japansk produktion med Takeshi Matsumoto og Makiko Aoyama på gulvet i Takeshi Matsumotos koreografi med musik med og af Rob Howat og Johsons indtryk. Ikke blot på undertegnede, men i høj grad også på de mange børn blandt publikum, der sad total fordybede i det papirfyldte univers, der igen og igen overraskede med nye greb og ’konfetti-kostumer’ og til sidst inviterede børnene helt med ind i det knitrende land.

At den var placeret på biblioteket i et lokale med smukke planker og loftslamper, der passede så godt ind i scenografien, at man skulle tro, de var medbragt var kun et yderligere scoop. 

Forestillingen var ikke mindst en fornøjelse takket været de to nærværende performere, der vakte den formfuldendte, kontrollerede og stringente japanske origami til live på humoristiske, overraskende og legesyge måder. Samtidig var den også dramaturgisk interessant, idet den, i kontrast til det nydelige folderi endte i en veritabel papirfest med ritsch og ratsch og flaksende stykker i luften. Man kan vist godt kalde det et skævt blik på Origami.   

Også Kitt Johnsons vandreforestilling ’Mellemrum’ var en bevægende og bevægelig oplevelse igennem byens mellemrum med plads til det skæve, øjenåbnende, bevægende og humoristiske. 

Det er vanskeligt at fremhæve noget frem for andet på den velkomponerede æstetiske rejse, men det var tydeligt, at de to akrobater i belgiske Circus Katoen fik skabt smil på kirkegården og grønt i krogene med deres hurtigt løbende rullegræs-koreografi. 

Musikklassen 7M på Østervangsskolen var et sandt overflødighedshorn af overraskelse. Både som nysgerrige, men sky dyr, der dukkede de op her og der undervejs på vores vandring og senere som et lifligt forårskor, der med deres ømme og fine sang, fik ledt os rundt i alle afkrogen af en offentlig og alligevel hemmelighedsfuld byhave. 

Anderledes tæt på og samtidig dragende utilnærmelige var bidraget af danske Two Women Machine Show, der underspillet overlegent fik både publikum og forbipasserende til at stoppe op på Hestetorvet og betragte deres jordnære og kraftfulde koreografi i de sanselige og underfundige kostumer af KASPERSOPHIE. Et velplaceret, og i mangel af bedre begreb lidt unhemlich indslag, midt i byens cafefyldte hygge. 

Pastelfarver og gør-det-selv skævt

Ude på selve Musicon-området i den anden ende af byen, hvor Aaben Dans holder til, summede det også af liv, legelyst og danseglæde, hvilket kom til udtryk i meget forskellige kunstværker, der stod i den skønneste og skæveste kontrast til hinanden. Og bestemt skabte de forbindelser, som festivalen også havde som iboende tema. Fra dansk/norske Nordlys’ pastelfarvede børnehit ’Enhjørninge’, til Claire Ducreux og Toni Miras skønt altmodiche duet ’Avec le temps’ med så franske fornemmelser, at man næsten kunne dufte Paris.

Eller den belgiske forestilling ’Park Katrol’, der i sand pionerånd trak publikum med helt ind på det dertil opsatte udendørs værkstedsområde for sammen at skabe og hylde det skæve. Nærmest ved siden af, og så alligevel langt derfra, i ly af et buskads kunne man betages af og prøve kræfter med en af ekstra programmets aktiviteter; stenkunstneren Thomas Schrolls balancekunst med sten. En skæv disciplin, der uden tvivl fik publikum til at lege med balancen og overgive sig til flowets tyngdekraft. 

Tre af festivalens forestillinger spillede på Scenen i Laboratoriet på Musicon, heriblandt belgisk/franske ’Der Lauf’, som undertegnede var så heldig at se tidligere på året som del af cirkusfestivalen CICAF. På trods at forskellen i kontekst er det ikke vanskeligt at forestille sig, at Guy Waerenburgh, Baptiste Bizien og Julien Lanauds kringelkrogede fantasieksplosion af en cirkusforestilling har gjort sig godt på SWOP. Uanset om man betragter festivalen gennem skæve briller eller ej.

Et omsorgsfuldt seminar og en overskudsarrangør 

At arrangøren Aaben Dans kæmpede lidt med publikums lyst til at booke billetter vs. deres reelle fremmøde er jo desværre en gammelkendt problematik, når man, generøs på kunstens vegne, tilbyder oplevelser kvit og frit. En venlig og informativ mail, uden bismag af voksen skældud udsendt søndag morgen, har tilsyneladende haft en positiv indvirkning på at få dem, der måske alligevel heller ville bruge søndagen på noget andet, til at melde afbud, så andre kunne få glæde af deres billetter. Der var i hvert tilfælde godt fyldt til de forskellige aktiviteter.

At hele det lille og hårdtarbejdende team fra Aaben Dans fløj rundt over hele festivalen og sørgede for at publikum såvel som kunstnere fik en god oplevelse  og samtidig altid havde tid til en snak og en anbefaling  gør deres mantra om at skabe forbindelser desto mere nærværende og reelt. Stor respekt for det.  

Slutteligt et par ord om det, der for undertegnede blev starten på SWOP. Seminaret ’About caring’ med den hollandske dansedramaturg Merel Heering som keynote speaker. Det er altid interessant at høre, hvad hun har af betragtninger, hvorfor det også var med stor ærgrelse, at nogle personlige omstændigheder bevirkede, at jeg først nåede seminaret til frokosttid. 

Hvad jeg til gengæld fik med, var en meget rørende work in progress-visning af ’The show for young men’ af skotske Eoin McKenzie. Et værk han startede med at arbejde på som del af Aaben Dans’ PUSH + lab omkring ’failure’. 

De to performere John Pace Bjørnsen og Jon Hoff fik gennem deres sammenspil og fælles nærvær på fin vis sat krop på de følelsesmæssige aspekter af (yngre) mænds fællesskaber, som det ofte kan være vanskeligt at sætte ord på.

 Ord kom der også på bordet i den afsluttende rundbordssamtale, hvor ordet ’failure’ sammen med ’different bodies’ var overskriften, som der kunne tales ud fra i mindre grupper. Det var stærkt og smukt at sidde om et rundt bord med ukendte ansigter i forskellige aldre, og mærke, at her var der plads til at have en sensible samtale om vanskelige og personlige emner som at ældes og at bo i en ældre krop.

Og om hvilke perspektiver forskellige kroppe og forskellige erfaringer muliggør – og om, hvor, og om, der er plads til den form for erfaringsudveksling. Her i dette rum og denne samtale var der både plads til at blive berørt, og til at berøre dem, der havde brug for en trøstende hånd. På sin vis kan man sige at det skæve perspektiv og det at skabe forbindelse mødtes med og under overskriften ’About caring’. 

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Skæve forbindelser
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718192021

27-06-2022
 

17-06-2022
 

13-06-2022
 

03-06-2022
 

26-05-2022
 

21-05-2022
 

18-05-2022
 

28-04-2022
 

25-04-2022
 

22-04-2022
 

16-04-2022
 

10-04-2022
 

08-04-2022
 

29-03-2022
 

24-03-2022
 

17-03-2022
 

14-03-2022
 

07-03-2022
 

01-03-2022
 

24-02-2022
 

17-02-2022
 

09-02-2022
 

24-01-2022
 

13-01-2022
 

08-01-2022
 

01-01-2022
 

16-12-2021
 

29-11-2021
 

27-11-2021
 

24-11-2021
 

15-11-2021
 

05-11-2021
 

01-11-2021
 

06-10-2021
 

04-10-2021
 

27-09-2021
 

22-09-2021
 

16-09-2021
 

02-09-2021
 

28-08-2021
 

Flere anmeldelser