KOMMENTAR af Kirsten Dahl

5. maj 2020

Skærmteater

Teateravisen har bedt anmelder Kirsten Dahl om at kigge på Asterions Hus' livestreamede premiereforestilling af 'Alice i Eventyrland, som teatret efterfølgende har gjort tilgængelig via digitale platforme. Det præciserede opdrag var, at der ikke måtte være tale om en egentlig anmeldelse af den konkrete forestilling. Så her er hendes refleksioner og strøtanker om live-stream-teater versus live-teater efter oplevelsen.

TEATERFORESTILLINGER er noget, man ser online. Til premiere-live-streaminger på et ganske bestemt tidspunkt eller senere, når optagelsen fortsat er tilgængelig på Facebook eller Youtube. 

Typisk ser du forestillingen hjemme hos dig selv. Fra din computer. Men det er – qua det, at forestillingen ligger på nettet, også muligt at se den andre steder. Forestillingen er til at komme til for alle. Hvor som helst og når som helst. Alene, sammen med nogle andre, og samtidig adskilt fra alle de andre, der måtte se forestillingen på samme tidspunkt, eller – som det oftest sker – før eller efter, at du har set den. 

 

ENGANG VAR DET sådan, at man skulle tage hen til det sted, teatret holdt til eller der, hvor teatret havde lejet sig ind. Man skulle oftest gå ind i en sal indrettet til formålet. Herinde var der noget, som blev kaldt en publikumsopstilling. Oftest var den organiseret i lige rækker i samme plan som det, forestillingen spillede på, eller i et plan som skrånede ned mod spillepladsen. Som publikum skulle man sætte sig på en pude, en bænk eller en stol, som især til voksenteaterforestillinger oftest var nummereret.

Der var typisk mange andre publikummer tilstede. Det kunne være folk, man slet ikke kendte. Men også – i tilfældet teater for børn og unge – være andre fra ens skoleklasse plus børn fra andre klasser. Klasser over eller under en. Et sted sad også de lærere, man fulgtes med derind.

Forestillingen spillede ofte på et gulv eller på en scene foran en. Men den kunne også foregå rundt omkring. Alle mulige steder i teatersalen og nogle gange flere steder samtidigt. 

Måske var det indbygget i forestillingen, at en eller flere af de medvirkende tog kontakt til publikum undervejs. Stillede publikum spørgsmål, bad dem gøre noget, eller på anden vis inddrog dem i fiktionen. Spillerne kunne også interagere spontant på det ikke forudsete, som måtte ske på scenen eller blandt publikum.

 

UNDERTIDEN udspillede forestillingen sig slet ikke i en teatersal. Det sted, den spillede, kunne være på den skole, man gik på eller i ens småbørnsinstitution. Teatret kom rejsende til én. Eller teatret og publikum mødtes et helt andet sted. På steder, som primært blev brugt og var designet til andre formål end teater. Om bord på et skib. Inde i en bus. Nede i en underjordisk bunker. På et gammelt hospital. I en øde fabrikshal. I en kirke. Eller i gange og celler på et nedlagt fængsel.

Måske foregik det hele udenfor. På en åben plads, i en gågade, eller inde i en skov. 

Det kunne være, at man slet ikke sad ned, men bevægede sig rundt. Alle sammen sammen, eller inddelt i mindre grupper. Det kunne være, at man fik opgaver, man skulle løse sammen i løbet af forestillingen; sammen med de andre publikummer, eller sammen med en af de medvirkende skuespillere, performere eller dansere.

Forestillingen begyndte på et bestemt tidspunkt og sluttede på et bestemt, men ikke helt så fast defineret tidspunkt. Den varede en vis tid. En tid, man forinden kunne læse sig til, og undervejs – mens man oplevede forestillingen med alle sine sanser og lod blikket vandre hvorhen man ville – kunne have en mavefornemmelse af, hvis ikke man (af kedsomhed eller nørdet teaterfaglig interesse) sneg sig til at kikke på sit ur eller mobil.

 

UANSET OM forestillingen spillede inde eller ude, kunne det være, at publikum undervejs i forløbet eller bagefter blev tilbudt noget; en bolle, et lille bæger saft, en småkage, en lille sten, en perle, en ballon, en plakat eller noget andet.

Når forestillingen var slut kunne det være, at de medvirkende inviterede publikum op at se på scenografien og rekvisitterne. Undertiden måtte de røre ved og måske endda lege i fiktionens fysiske rum. 

Det var mest udbredt ved forestillinger for de yngste børn. Var børnene ældre eller voksne lagde de medvirkende måske bagefter op til at publikum kunne stille spørgsmål til og diskutere forestillingen.

***

LIVE-TEATRETS TID er heldigvis ikke ovre. Så ovenstående er tankespind. Men den sidste tid har forestillinger ikke måttet møde deres publikum i virkelighedens verden på grund af corona-pandemien. Hvad gør man så? De fleste lukker ned. Afventer bedre tider. Nogle teatre undtaget. Heriblandt Asterions Hus. 

For nylig (2. maj kl. 15) satte teatret en ny 'teaterballon' i luften. I samarbejde med Møn Sessions premiere-live-streamede de 'Alice i Eventyrland' med skuespiller og performer Tilde Knudsen, som grundet corona-krisen ikke måtte spille live.

 Jeg kikkede med. Dog ikke akkurat den 2. maj, men to dage senere, hvor premiereforestillingen fortsat var at se via teatrets Facebook-side.

 

STREAMING-FORESTILLINGEN – som er inklusiv tekniske opstartsproblemer og de medvirkendes forestillings-efterfølgende vink til os publikum ”derude”, som de hverken kunne se antallet eller konturerne af, fik mig til at tænke på alt det, live-teatret kan. Ligesom den peger på hvor amputeret, styrende og reducerende online-teater er. 

Som noget af det mest udtalte slog det mig, at det ikke var som ”medbestemmende”, jeg så 'Alice i Eventyrland'. Jeg betragtede derimod forestillingen gennem de forskellige kameraers optik. Jeg så alt gennem deres ”øjne”. Via de udsnit, de vinkler og de afstande, der var valgt. 

Det føltes fx meget begrænsende ikke hele tiden at have mulighed for at se scenen i dens helhed. De øjeblikke, hvor kameraerne viste en close-up optagelse eller et udsnit i venstre side af scenen, kunne jeg ikke få adgang til at opleve helheden, eller den scenografi, som var i scenens højre side.

Kameraerne styrede også – via deres lejlighedsvise nærbilleder af Tilde Knudsens ansigt – hvilke stemninger, jeg skulle komme tæt på. Jeg kunne ikke på andre tidspunkter fokusere på hendes mimik. Kameraerne ”skærer” m.a.o. fortællingen, de sætter emotionerne, og de designer rummet.

 

RUMOPLEVELSEN er en helt anden end i liveteatret. Forestillingens rum er bag en flad skærm. Bag en flade, som tager sig ud næsten som armeret glas. Jeg kan se på og ind i et rum, som jeg ikke er en del af og ikke kan navigere frit indenfor med mit blik. 

Jeg har godt nok en fornemmelse af flere dimensioner. Af Tilde Knudsens fysiske krop, som bevæger sig i rummet med dynamik, smidighed, rytme og puls. Men jeg kan ikke mærke hverken hende eller mig selv som en fysisk interagerende del af helheden. 

Vi trækker ikke vejret sammen. Hun ved jo heller ikke, at jeg er derude. Der er ingen gensidig kontakt. Ingen sansebar sanselighed. Hertil er oplevelsen infiltreret af en følelse af om ikke ensomhed, så i al fald alene-hed, såfremt man sidder i et rum og ser streamingen helt alene. 

Den koncentration, energi og det røre, som bølger gennem en sal af tilskuere, som er fysisk sanseligt tilstede sammen med en forestilling, som opføres, er ikke-eksisterende i en streamet teaterudgave. Med den reducerende effekt på oplevelsen det har.

 

STREAMING-FORESTILLINGEN er en visning. Den bliver til en demonstration af det – må man sige på mange måder fantasifyldte – koncept, som Asterions Hus har skruet sammen inspireret af Lewis Carrolls klassiker som forlæg. En visning af den udholdenhed og de performative evner, Tilde Knudsen er i besiddelse af. Og en udfoldelse af de kompetencer og komponenter, som i øvrigt indgår – musikken, lyset, scenografien etc.

Det influerer også på oplevelsen, at dimensionerne er anderledes end ved live-teater. Tilde Knudsen og scenografien fremstår i miniature. Hendes på skærmen lille krop kan jeg i mange af filmningerne skjule bag et par af mine fingre. Ved live-teater vil det på en anden vis være et (1:1) levende menneske, der bevægede sig. Man kan se at og hvordan Knudsen bevæger sig. Men man kan ikke mærke det og man får ikke nær den samme fornemmelse af bevægelsernes følelsesmæssige ”farve”, som ved live-teater. Den sanselighed, som tydeligvis er, kan ikke rigtigt trænge gennem skærmen.

 

TIDEN ER heller ikke af samme karakter i de to slags teateroplevelser. I streamet teater kan man følge med på en digital tidslinje, samtidig med at man ser forestillingen udspille sig. Det skaber et fravær i forhold til fiktionen. 

Nu er det nok også noget, man oftest undlader at gøre. Vigtigere er det, at de valg, som kameraerne foretager med de udsnit, de tilbyder, tit forskyder betragterens oplevelse af tid. Man ser måske Tilde Knudsen gå hen imod eller række ud efter noget, som man først derefter ser hvad er. 

I en live-teater-version vil man hele tiden kunne have fulgt med i helheden. Vi vil have mulighed for at være der sammen med Tilde Knudsen hele vejen igennem – med alt hvad det betyder for ens sansning og meningsdannelse.

 

ASTERIONS HUS skal have ros for sin lyst til at realisere sin virketrang og lyst til at afprøve nyt. Eksempelvis med premiere-live-streamingen af 'Alice i Eventyrland', og teatret er selv opmærksom på at kommunikationen er en helt anden og teknikstyret. Indledningsvist, da der arbejdes med teknikken, siger Tilde Knudsen, at ”det plejer jo at være her [oppe fra scenen] kontrollen ligger”… 

Live-stream-teater kan give betragteren en slags fornemmelse af, hvad forestillingen er for en slags. Men det kan også give et uklart, misvisende og anderledes billede af det, teatret vil med forestillingen live. 

Og som det helt afgørende er det blodfattigt teater. Teater, hvor publikum ikke selv er med til at vælge fokus, og hvor de kommunikative og sansebårne tråde mellem scene og sal er klippet over.

Jeg glæder mig meget til at opleve forestillingen live! 

Seneste artikler

Seneste artikler

Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere