Skæppeskøn sandal-dans

'M.I.S. - Natten Lang' er en sjældent sjov danseforestilling. Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen alias Don og Gnu sprudler af legelyst.

Det frygtløse og ikke-højtidelige er sat i højsædet, men ikke for at lave meningsløst spas. Næh, sammen med den også ekvilibristiske danser Simon Beyer-Pedersen, vil de 'udforsker mandens uventede veje', gå på jagt efter 'den moderne mands identitet' og forsøge 'at bygge noget, der er større end dem selv'.

Det sidste passer fint, i den forstand at forestillingens udtryk bliver poetisk i dens samspil mellem de maskuline (klovne)kroppe, det næsten tomme rum og den stemningsfyldte musik.

Og det første holder stik i og med at de udforsker deres eget køn. Men udtrykket rammer tillige lige så vel noget alment menneskeligt. De sætter spot på det at være menneske med alle de kiks og uheld, vi kæmper med i vores kampe for at finde os tilpas med os selv og hinanden.

Plankepoesi

En planke og tre bolde. Mere skal der ikke til. Blot planken er lang og boldene store og gule. Det passer selvfølgelig ikke helt, men er sandt på den vis, at de Don*Gnu'ske herrer fremtryller ufatteligt meget menneskelighed med nærmest ingenting.

Don og Gnu begår muskelkyndigt og balancetjekket en variations-fyldt vandring med en cirka tre meter lang træbjælke. En rundtur i manegen, som antager chaplinske dimensioner, fordi det, som med det blotte øje ser ud til at være spørgsmålet om, hvor og hvordan, de holder på træet, forvandler sig til ordløse udtryk for lyster, relationer, stræben, håb, held og uheld.

Resultatet af at have eksperimenteret og leget for at finde udtrykket frem er evident – og godt. De tre performere har publikum med sig. I hver bevægelse. Når de balancerer planken på kun en finger. Når Don eller Gnu pludselig slipper og lader den anden taget læsset. Når de danser lysteligt i samme eller uens takt. Når Beyer-Pedersen pludselig dukker op bag et plankeværk som en tredje bræt-medløfter, eller som en erstatning for Don eller Gnu.

Kugle-skøn stagefight

Siden kaster de tre performere sig ud i en dans med tre store gule bolde. Ved opfindsomt at bruge boldene på alverdens måder skaber de små fortællinger, fx om samspil og eksklusion. Intet synes forbudt. Der bliver trillet, tævet, løftet og kastet med boldene.

Beyer-Pedersen eksponeres fx også som et skvat, fordi alle de bolde, som han får fat i, siger en sølle lille piv-lyd, mens de bolde som rammer Dons og Gnus brystkasser giver et brag af en lyd fra sig.

Sådan spiller de tre performere non-stop morsomt op til dans på en scene, som er enkel og smuk scenografisk set med et plankeværk i baggrunden – et højt stakit som netop mangler denne ene planke, som danserne undervejs bugserer rundt med, og med en række små kulørte lamper i baggrunden og en rad af gule spots nærmest gulvet.

Omme i cirkuslampelyset skaber Alice Carreri og Rune Kaagaard live-musik, som løfter og indrammer de tre performeres fysiske krumspring.

Forestillingen får i høj grad spændvidde, fordi musikkens sanse-feminine takter og Alice Carreris skønne stemme flot kontrasterer de mandlige performeres fysiske udtryk.

Hertil bliver der skabt et afslappet nærvær mellem scene og sal gennem den lille koreografi, som vi helt fra begyndelsen skal kunne for at få lov at slippe ind i salen og som vi mod slutningen gladelig gentager.

'M.I.S. - Natten Lang' ('M.I.S.' står for 'Mænd I Sandaler') er en veludført, underholdende og lidt for lang trilogifinale (de to første hed 'Mænd i sandaler' og 'Kvinde Kend Dit Skab' og er begge anmeldt her på portalen, red.), som kulminerer i en seance af ritual karakter.

Hvilken skal opleves. Her kun siges, at der indgår blafrende englevinger, sandaler og uldsokker.