Skabt til at imponere

Scenerummet på Østre Gasværk Teater er ideel til Lene Kaaberbøls heksefortælling. Den fantastisk store loftshøjde og de rustikke mure og det, at publikum sidder i en arena-bue rundt om spillepladsen, gør, at man kan skabe et sus af både teater(maskine)magi, uendelighed og fantasyroman-univers.

Historien er fyldt med identifikationsmuligheder for tween-målgruppen. Hovedpersonen, pigen Clara, er samme sted i livet som de unge blandt publikum - der, hvor mor og far begynder at blive virkelig irriterende og omklamrende med deres bekymringer og bemærkninger. Der, hvor man gerne vil være mere sig selv. Der, hvor man begynder at mærke, at man er i en overgang fra barn til voksen. Der, hvor livet begynder at blive noget, man gerne vil dele med en kæreste.

At teatret skriver 'frarådes under 9 år' i programmet, giver også god mening. Historien rummer verbale og visuelle drabeligheder, som givetvis vil kunne virke uforståelige og skræmmende for nogle børn under ni år, hvis de ikke har begrebet den kontekst, de indgår i og kan se, at de er en del af en overført betydning – Claras frigørelses- og modningsproces.

Fx er ordlyden af alle de ildprøver, som Clara kaster sig ud i for at bevise, at hun er vildheks, ikke barnemad. Det samme gælder mørket, vildhekse-besværgelserne og den pludselige tilsynekomst af Kimæra, som kommer susende ned fra oven for at gøre Clara fortræd og siden tøjrer hende i tunge metallænker.

For aldersgruppen er der derimod masser af både hverdagsgenkendelige situationer og fantasyunivers-gys på spil.

Drejescene med etage-scenografi

Spillet foregår i og omkring en kæmpestor drejescene og i midtergangene ude ved publikum. Lyset toner op på en mange meter høj etageinddelt stillads-scenografi, som er placeret rundt langs drejescenens periferi. Mens det myldrer frem med liv på etagerne cykler Thit Aaberg rundt om scenografien som Clara.

I Claras hverdagsunivers – da hun er på vej op ad trappen til sit værelse - springer en kæmpestor kat frem (smidigt og adræt gestaltet af danseren Jens Schyth Brøndum). Katten overfalder Clara og bider hende til blods. Hun havner på skadestuen, hvor hun får at vide, at hun har fået kattekradsesyge.

Lige fra begyndelsen fornemmer vi, at katte-blod-biddet er forbundet med noget hekse-agtigt. Det forstærkes, når Clara kort efter oplever en kæmpestor sort fugl/engel dukke truende frem, og når hendes mor, Milla, lidt efter sender hende ud til hendes moster, Isa.

Milla har længe ikke villet have kontakt med Isa, fordi hun gør for hende at se skræmmende og mærkelige ting – Isa uddanner nemlig unge piger til at blive vildhekse. Piger, der ligesom Clara har en vildheks gemt i sig eller i udbrud. Og at Mille ved, at Clara har det i sig, lader forestillingen os klart forstå.

Fra Isas hjem - langt fra byen fornemmer man på mørket og alle de dyr, der i form af  spillere som springer frem iført mørke sølvglitrende dyremasker – går det stærkt med vildhekse-fortællingen.

Anstrengt og anonymt skuespil tilsat ørehængere

Ifølge programteksten er 'Vildheks' ikke en musical, den skal mere opleves som en live musikvideo. Teksten og iscenesættelsen ligger også langt fra musical-genrens udtryk, fordi rollerne ikke bryder ud i sange, som udtrykker, hvordan de har det. Men sangene og musikken er som flest nogle rigtigt ørehængere. Lettilgængelige – som teksten i øvrigt - og med et ungt drive.

Især indledningsvist, men også undervejs, spiller skuespillerne med overdrivelser, som ikke er klædelige. Mads M. Nielsen kunne med held have lagt en dæmper på hist og her og sørget for mere elegante pauseringer. Katja Holm gestalter Claras mor på en noget anstrengt måde. Mens andre roller aldrig rigtigt træder i karakter. Fx virker Jens Andersens udgave af både lægen og Mester Milaconda kedeligt anonyme.

Anderledes fylde forstår Thit Aaberg med sit levende og næsten for (kunstigt/påtagede) naturlige spil at give Clara. Laurids Skovgaard Andersen tager kegler som drengen Oscar, klassekammeraten som rigtigt godt kan lide Clara. Det er også ham som på tekstsiden har mest humor at jonglere med. Kaya Brüel forstår også at fremstille Isa med en troværdig portion autoritet.

Og endelig er luftakrobaten Michiel Tange Van Leeuwen (der spiller Kimæra) et scoop for forestillingen, fordi han med sine nycirkus-evner, sine evner til at svinge og snurre sig rundt i lange stoffer og flyve gennem luften i lange reb, tilfører forestillingen krop og spænding. Modsat flere andre, som virker noget stive eller påtagede skuespiller-agtige i deres spil, er der her ingen slinger i valsen.

Mere fantasy- end computerunivers

I programmet kalder teaterchef Pia Jette Hansen 'Vildheks' en drøm, som er gået i opfyldelse om at 'bygge bro mellem computeruniverser, medrivende bøger, dans, musik og nycirkus'.

Alle de kreative udtryk er med, omend computeruniverset kun kommer på banen via de ordvekslinger, Oscar og Clara har om, hvilken virkelighed det lige nu er, de er i – den virtuelle eller den faktisk virkelige – den reale. Og den iblandes fantasyunivers-verdenen – en virkelighed som ikke er der i virkeligheden.

I forhold til den tilfører 'Hitman'-komponisten Niels Bye Nielsen via sine kompositioner forestillingen et fint løft.