Den tunge adskillelse

Når man er i teatret, skal man helst ikke sidde og tænke på, at det man kikker på er skuespil. Medmindre selvfølgelig, at der bevidst er tale om verfremdung i Brecht'sk forstand. 

Desværre er det et sådan s-k-u-e-s-p-i-l-fokus, man med det samme får i Randers EgnsTeaters 'Muren'. I sprogtydelighedens tegn bliver replikkerne formet med en kunstig ekstra tydelighed og skuespillernes mimik falder i dertil behørige spil-folder. Det skaber et noget teatergammeldags og anstrengt udtryk.

Det er rigtigt ærgerligt, fordi de tre optrædende skuespillere, Lisbeth Knopper, Erik Viinberg og David Elnebo i andre sammenhænge på teatret og i andre teatres regi har vist, at de evner at optræde anderledes afslappet og interessant. 

Nuvel, dårligt skuespil er det ikke, takket være den erfaring, de to ældste skuespillere, Knopper og Viinberg, har indbygget i deres kroppe gennem flere ti-års optræden, og takket være den præcision i replikkerne, som Elnebo - sin korte karriere til trods - altid har udvist i sine rollegestaltninger (eksempelvis i solo-afgangsforestillingen 'Korankriger' og i Teater Katapults 'Tvang', som han spillede sammen med Sara Hjort Ditlevsen). 

Aktuel tematik 

Min fornemmelse er, at stykket vil falde i god jord hos mange opkøbere på grund af aktualiteten i det valgte emne – at blive ufrivilligt adskilt fra den familie, man er en del af. 

Andreas Garfields tekst tager afsæt i det nære – i en lille østberlinsk familie bestående af en mor (Erika), en far (Hans) og deres seksårige søn (Heinrich). Gennem deres drømme om frihed beskrives tiden fra dengang Muren blev bygget i 1961, til den faldt i 1989. En cykel, som Heinrich aldrig når at få, fordi Hans bliver tilbageholdt i Vestberlin, hvor han skulle hente cyklen ved sin bror (Klaus), sætter dramaet i gang.

Derfra ruller det frem mod Murens fald. Stadigt med afsæt og fokus på det familiært nære og udmærket, når nu det er en forestilling primært for børn, set gennem Heinrichs optik. 

Underligheder 

Vi følger Heinrich fra han bliver seks år til han er over 18. En årrække, hvor han den første lange tid håber og tror, at hans far vender tilbage, og at de måske alle tre kan tage til Vestberlin, derovre hvor alle de fine ting er, og der, hvor ingen har problemer, - som det hedder et sted. 

Med tiden mister han tålmodigheden og når næsten at flygte via den tunnel, han selv har bygget. Akkurat det sted knækker troværdighedskæden. Jeg blev i al fald forbavset over flugtforsøgsscenen, som fulgte efter en scene, hvor Heinrich havde lovet sin mor at vente, til hun var klar. Nok et kiks – og et større et – findes i slutscenen, hvor det virker meget underligt, at Heinrichs far står tilsyneladende helt upåvirket af situationen og læser i avis, den dag efter Murens fald, hvor hans søn dukker op i hans - hører vi - fine lejlighed i Vestberlin. 

Garfield er jo ingen vårhare som dramatiker. Som noget positivt kan nævnes, at hans tekst på forskellige måder skildrer, hvordan det er at leve i Østberlin på det tidspunkt. Hvordan vagter skyder østberlinere, som forsøger at flygte over muren. Hvordan usikkerheden breder sig, fordi man ikke ved om dem, man møder eller omgås, er venner eller fjender. Hvordan Stasi-agenter forsøger at hverve folk som blindt vil adlyde styret. Etc. etc. 

På Vestberlin-siden vises scener, der beskriver hvordan Hans nægtes hjemreje. Og senere hvordan han – da han vil søge familiesammenføring – havner i et sandt bureaukrati. 

Arrangementer uden krummer

Akkurat den scene er iscenesat anderledes end forestillingens øvrige. Her klapper lågerne og skufferne op og i i et hurtigt tempo i den scenografi af grimme lysebrune finer-elementskabe på hjul, som er gennemgående i hele forestillingen, alt imens den ene skrankepave efter den anden sender Hans og hans papirer rundt i manegen. 

Den farceagtige iscenesættelse virker underligt påklistret. Som et forsøg på at skabe en let stemning midt i alt det, som ikke er rart. Alle de øvrige arrangementer, som er styret ganske meget af de tre elementskabskolonner, får med tiden noget mekanisk over sig. 

Og åbningsscenen, hvor de tre spillere i et pingpong-spil mundhugges for sjov om hvem, der har bedst styr på Berlinmurens historie, spreder der sig nok en munterhed af en slags, men det er også en noget fortærsket måde at indlede en forestilling på. 

Ideen med 'Muren' er god, fordi det giver anledning til eftertanke i forhold til, at det ikke er længere siden, at Jerntæppet gik gennem Europa og Berlins befolkning var delt af en mur. Og al den tid, der i dag er masser af mure og grænser og politiske polariteter verden over at sammenligne tiden dengang med.