Når klokken falder i slag

Stemning, humor og musik – af den helt særegne Teatret Møllen-agtige slags kommer én i møde lige fra det øjeblik Klaus Andersen og Bo Larsen sætter mund til deres blæseinstrumenter og Ole Sørensens fingre rører harmonikaen.

En særlig afart af cirkus, gøgl og intimoptræden fylder rummet med hensyn til lyd. Tonerne går hånd i hånd med den ligefremme og uhøjtidelige måde de tre gamle mænd tager sig ud og optræder. Iført nattøj i form af gammeldags lange, hvide underbukser.

Bo Larsen har – vist for variationens skyld – også en gammel sort vest på. Og alle tre griber snart fat i hver deres gamle vækkeur, stiller det til at ringe og en af mændene lader snart en bemærkning falde om, at han havde en mærkelig fornemmelse, da han vågnede her til morgen – noget som angår dem alle – Sørensen, Andersen og Larsen – som de meget realisme-retteligt kalder sig.

Endegyldigt slut

Og ja, et brev dumper ind af deres brevsprække. Først bliver de glade, men da de læser indholdet afviser de det brat. Der står nemlig, at alle deres dage er brugt op.

'Tre gamle mænd der ikke ville dø' kredser om erkendelsen af at skulle dø. Den viser i en række små optrin, hvordan de tre gamle mænd først forsøger at overbevise sig selv og hinanden om, at de er så lyslevende, at de aldrig vil dø, men i stedet leve evigt.

De remser alt det op de har lyst til og med lethed kan gøre. Fra at ride på kamel i vild galop, over at tage på sej piratskibssejlads, til så let som ingenting at kunne bestige Himalaya.

Kærlighed og død

Så sniger den tanke sig ind på dem, at enhver anstrengelse vil kunne tage livet af dem, og samtalen sporer sig – hen over en kop the - ind på, at døden ligger på lur; en snak om hvordan døden mon ser ud og en fabuleren om alt det, de ikke vil kunne lave mere, når de er døde.

Det styrer samtalen hen på om de har haft et godt liv og i særdeleshed om de har oplevet kærlighed. Derfra kommer de til at tale om, hvor man kommer hen, når man dør.

Det har de mange bud på inden de lægger sig til at sove (ind) i deres udtrækssenge for at konstatere, at det egentligt ikke er så svært.

Døden som faktum

Teatret Møllen og AbstraXteater taler i 'Tre gamle mænd der ikke ville dø' med krop, ord og musik på en meget humoristisk og hyggelighedsfyldt måde om, hvad der kan ske, når man tager hul på at prøve at indse, at livet for os hver især ikke er uendeligt her på Jorden.

Forestillingen er et fint lille underholdende, charmerende og musikalsk epos om at erkende døden som et faktum. Det smiler og ler med de tre nattøjs-mænd. En række centrale spørgsmål og tanker bliver vendt på en humoristisk tallerken.

Det man ikke kommer i forbindelse med i forestillingen her er de mere smertelige ting ved døden – for både den, som er døende og de, som står den døende og døde nær. Men det har tilsyneladende heller ikke være intentionen.