Af: Janken Varden

9. juni 2014

Sjovt og bevægende

Svensk-finsk-tyrkisk teatergruppe fortæller 'Romeo & Julie' på en ny og spændende måde – og med stor kropslig dygtighed

The MishMash Theatre Company er et nyt indslag i den danske teaterfauna og et nyt bekendtskab for mig.

De fire medlemmerne har alle samlet sig en skuespilleruddannelse hist og her og mange steder, men fælles har de en stærk betoning af klovn, commedia dell’arte og fysisk teater, samt at de alle – også – har været to år på Commedia School i København.

Og det har de fået meget ud af.

Evnen til ubesværet at udtrykke sig kropsligt er stærk: Timing, rytme og tempi er musikalsk og nøje afstemt, fortællende arrangementer udtrykker såvel sorg, som had, som jubel – dette er simpelthen dygtigt lavet.

Kritikere er og bliver gamle teaterrotter. De har set alt før. Flere gange. Romeo og Julie er fortærsket og opbrugt og skal vi nu til det igen…?

Der er bare det ved det, at 'Romeo og Julie' er verdens bedste stykke om brændende, håbløs kærlighed, ligesom Antigone er verdens bedste stykke om civil ulydighed, osv. osv.

Så, hvis du er 16 år gammel og ny i teatrets verden, fortjener du hele den 400 år gamle historie om Romeo og Julie, fortalt af Franco Zeffirelli eller Baz Luhrman på det store lærred, eller Det Kongelige eller Aalborg Teater og det store sceniske udtræk, eller – som her – i en udtryksfuld 40 minutters version. For historien gælder til alle tider. Punktum.

Tilbageholdende dygtighed

De fire aktører i MishMash er iført sort-hvide dragter – lidt forskellige, men med det samme udtryk. Og de har mere eller mindre den samme baggrund uddannelsesmæssigt, de har fundet en fælles spillestil, de kan bruge hinanden som illustrationsmateriale, mimisk, akrobatisk, billedmæssigt.

De har kun sig selv. Et sort bagtæppe, javel – men ingen rekvisitter, ingen kunstig belysning, ingen scenografi. Alt hvad de behøver, er evnen til at agere samlet, at lave skulpturer og opløse dem, at variere mellem langsomt og hurtigt, højt og lavt, stærkt og svagt, varmt og koldt.

De er ikke kun kropsekvilibrister, slet ikke, og jeg skal være forsigtig, så jeg ikke overbetoner det fysiske. For de er ikke cirkusaktører og heller ikke akrobater eller pantomimikere. De er slet og ret skuespillere med en stor fysisk udtryksevne.

Og jeg frapperes af, at deres dygtighed aldrig bliver blæret. Her er ingen show off, intet forsøg på at vise, at 'vi kan alle tricks i bogen'. Når de finder en slående overgang, eller et dramatisk frys-øjeblik, er det fordi historien kræver det, ikke fordi de kan det. Og jeg frydes.

De spiller alle sammen mange, mange roller, men man husker Jens Molander og Elif Temucin som Romeo og Julie, Erkan Uyaniksov som Mercutio og Päivi Raninen som både munk og alter.

Shakespeares historie

For dem der kender den berømte historie, er alle de vigtige scener med: Det første møde, giftermålet, kampen mellem Mercutio og Thybalt, landflygtigheden, giften, og den uafvendelige død i gravkammeret.

Sådan set er de væsentlige situationer både præcenteret og forklaret. Men jeg er sikker på, at et (helst solidt) forhåndskendskab til historien vil hjælpe gevaldigt for den ovenfor nævnte 16-årige. Både når det gælder forståelsen af historien og for opfattelsen af de (mange) dramatiske og komiske situationer, der også opstår undervejs.

Ubetalelige øjeblikke, som når krucifikset taler i brylluppet, når en tand slås ud under et slagsmål og dukker op igen flere scener senere, er der flere af. Men sådanne sjove øjeblikke – gags – er aldrig kun indfald. Hver idé er indenfor formen, og publikums latter er ikke noget at svælge i.

Både forelskelsen, dramatikken og smerten får rigeligt plads i denne udgave af 'Romeo og Julie'. Det agile ensemble formår at give plads til det meste, om end ikke det hele. 'Romeo og Julie' behøver trods alt mere end 40 minutter.

Men bøjet over bøjlehesten i gymnastiksalen (jeg kom for sent til at sikre mig en stol) var jeg omgivet af jublende teenagere, da forestillingen var slut.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.