Af: Henrik Lyding

8. november 2017

Sikken de løber!

Hæsblæsende og ikke helt velkomponeret komedie om unges drømme og ambitioner.

Se så at få sat jer ned og slukket jeres mobiltelefoner! Tjep, tjep, vi skal i gang.

Tonen er let kommanderende. Det store stræberløb skal i gang, og her er ingen tid at spilde. Tre spøjse skikkelser i gult – vistnok racerkørere – koster rundt med hinanden i forsøget på at erobre nogle gode teenagere. Som er symboliseret ved en stribe håndholdte mikrofoner og kulørte ledninger. Teenagere med hver deres drømme. Om at blive den bedste håndboldspiller, om at redde verden, om at blive kæreste med Kasper eller bare dyrlæge med særlig forkærlighed for heste.

Komedien er skruet finurligt sammen. De tre skuespillere spiller både striben af teenagere og de gule, ret aggressive kampvæsener i stræberløbet. Hvad løbet helt konkret går ud på, er svært at sige. Det er vist bare et billede på verdens generelle jag efter karriere og betydning.

Sjovt er det i hvert fald, når de undervejs skiftes til at sabotere hinandens historier. Når håndboldspiller Kasper fx erklæres død af en af de andre kørere, som på den måde spænder ben for sin kampkollegas fremdrift ved at 'slukke' for hans figur og dermed historie.

Heldigvis 'lever' Kasper op igen. Det var bare en hjernerystelse, erklærer de andre, og så er han med i spillet igen, omend i reduceret form.

Skægge komediegreb

Kampen om rollerne og de indbyrdes chikanerier er skægge komediegreb, der effektivt modvirker enhver ansats til klæg naturalisme. Men det er også greb, der kommer til at brede sig unødigt ud over forestillingen. For det er jo de unges karriere- og følelsesmæssige kvababbelser, der burde være det væsentlige og relevante for målgruppen. Skildringen af den unge fyr, Julius, der drømmer om en stor fremtid i karriere- og business-samfundet. 'Du er som en aktie', siger han, og påpeger, at det gælder om at have en stadig stigende værdi på markedet. Og så er der hans modsætning, Nanna, der vil bruge sit kommende voksenliv på at gøre en forskel, være speciel, blive husket. Hun er idealisten med de høje mål. Og så altså Cecilie, der bare håber på at blive kæreste med Kasper.

Forestillingen spurter af sted mellem de to universer og mellem personerne indbyrdes. Undervejs tegnes omridset af nogle relationer og værdier, uegennyttige såvel som selviske. Hjælpsomhed, hensyntagen, lytten og respekt for hinanden over for egoisme, karriereræs, veninde-jalousi.

Og ansats til en fortløbende historie bliver der også. Interessant endda; den foldes bare aldrig ordentlig ud. Stræberløbet fylder simpelthen for stor en del af de 45 minutter, forestillingen varer.

Og vel er det sjovt, at de fiktive teenagere i skikkelse af mikrofonerne overtager virkeligheden til slut, mens racerløbet reduceres til en forvirret piges fantasier, men er det reelt andet og mere end en abrupt slutning på den historie, vi hellere ville høre?

Glimrende anslag, forkert vægtning

Så skal vi summe op, er anslaget glimrende, tonen dejligt rå, det sceniske udtryk fuld af skub og slåskampe, og dobbelt-grebet sjovt fundet på. Derimod er vægtningen af de to universer efter min bedste mening forkert.

Lige så elegant det er fx at placere Darwin og hans teori om den bedst egnedes overlevelse som det pensum, de unge skal til eksamen i, lige så ærgerligt er det, at det aldrig foldes ud og ikke bruges til den oplagte perspektivering, både historisk og psykologisk, der kunne have givet forestillingen den indholdsmæssige tyngde, jeg sad og savnede.

Det er muligt, at livet er et stort og hæsblæsende stræberløb, men derfor behøver teatret jo ikke nødvendigvis også at være det.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.