Af: Henrik Lyding

6. april 2009

Sig noget, Pjerrot!

Tivoli slår atter portene op for alskens underholdning i form af forlystelser og mad og drikke. Men der er også tænkt på kunsten. Også for de små. For selvom børneteatret Valmuen har drejet nøglen om, eksisterer Pantomimeteatret i bedste velgående og drager børn og voksne til. Pantomimeteatrets faste dramaturg fortæller her om aktiviteterne på scenen med det velkendte Påfugletæppe.

Engang råbte børnene ’Sig noget, Pjerrot!’, når aftenens forestilling var slut på Pantomimeteatret i Tivoli. Det gør de ikke mere. Den tradition er for længst afgået ved døden. Men Pjerrot siger heldigvis stadig noget – og børnene kommer også i lige så stort tal som tidligere.

For der er noget ved blandingen af mime, klovneri, eventyr og dans, der lokker. På samme tid svært tilgængeligt, fordi de ikke siger noget under forestillingen, og letfatteligt, fordi det sprog og de følelser, der formidles, er så enkle og så universelle.

En fortælling om to unge, der elsker hinanden, men som ikke kan blive forenet før til allersidst. Fortalt om og om igen på mange forskellige måder, inden historien ender som den skal: med Harlekin og Columbine knælende foran Feen, der giver den unge kærlighed sin velsignelse, mens farmand Kassander og tjener Pjerrot bare må se pænt til.

Vi kender den, og vi kender persongalleriet. Det gør ungerne også. Den smukke Columbine, som man bare må ligne eller blive forelsket i; den mystiske og maskerede Harlekin, der er røver og charmør i et, den sure far Kassander – hvem kender ikke ham – og så endelig Pjerrot. Barnet over dem alle, klovnen, drillepinden, elskelig og irriterende på samme tid. Ham, der gør oprør, ham der får smæk, ham vi slet ikke kan lade være med at holde af, fordi han får os til at grine.

Og så er der jo alle de andre. De tykke, dumme og latterlige friere, troldmændene, fiskerkonerne og de smukke feer, der danser på tå. Der er nok at se på, mens kulisserne skifter for øjnene af os. Pludselig kommer vi fra en nydelig stue ud i skoven eller ind i en troldmands værksted, inden vi til sidst ender hos Overfeen. Det er det rene teatertrylleri. Fornøjeligt for børn og interessant for voksne, der kan fryde sig over det gamle teatermaskineri.

Casorti-familien

Teaterhistorien fortæller, at i slutningen af 1700-tallet kom to gøglertrupper til Danmark, Casorti-familien fra Italien og Price-familien fra England. I København optrådte de blandt andet på Dyrehavsbakken, og i 1801-02 spillede de i flere perioder uafhængig af hinanden på Hofteatret på Christiansborg.

Herfra stammer to af de pantomimer, der stadig findes i repertoiret, Harlekin Skelet og Harlekin mekanisk Statue. Efter sæsonen 1802 drager dele af Casorti-familien videre, mens andre slår sig ned i København og fortsætter med at optræde.

Da Tivoli åbner i august 1843, ligger et interimistisk sommerteater lige til venstre for hovedindgangen. Åbningsprogrammet består af akrobater, klovner, tableauer, linedans og stærke mænd. Året efter, i maj 1844, flytter en række af pantomimefolkene ind og blander sig med cirkusfolkene, bl.a. den unge artist, Niels Henrik Volkersen, der er oplært af Pettoletti. Han debuterer som Pjerrot i juni 1844, og det er ham, der bortset fra nogle få års fravær i de næste 50 år frem til sin død i 1893 lægger den godmodige danske Pjerrot-type fast.

16 pantomimer har overlevet

I dag findes på repertoiret 16 forskellige pantomimer. Oprindelig har der været mange flere, men kun dem, der løbende er blevet spillet, har overlevet.

Og hvorfor er det så lige, at man råber hurra? Hvorfor var det, at børnene engang råbte på Pjerrot? Historien om Pjerrots hurra går langt tilbage. Engang under pantomimen ”Røverne” i 1880’erne var Columbine kommet for tæt på et tændt stearinlys på scenen. For øjnene af publikum gik der ild i hendes kjoleskørt.

Pjerrot i skikkelse af Niels Henrik Volkersen fik slukket ilden, mens tæppet gik ned. Forståeligt nok var tilskuerne urolige over, hvad der mon var sket, og råbte på Pjerrot. ”Sig noget, Pjerrot!”, lød det.

Volkersen kom frem foran fortæppet og fortalte, at ‘det var pigens brændende kærlighed til ham, der var slået ud i lys lue’.

Henrik Lyding, dramaturg på Pantomimeteatret siden 2001.

Seneste artikler

Seneste artikler

Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere