25. september 2019

Sidste udkald til COTYA på Teaterøen 26.-29. september

Det er noget af en opgave, som Teaterøen har givet sig selv ved at løbe en helt ny teaterfestival for børn og unge i gang i et tidligere ret så upåagtet hjørne af Amager, nemlig i skyggen af det store rensningsanlæg Lynetten på Refshaleøen.

Men folkene bag Teaterøen – der kalder sig et internationalt vækstcenter for scenekunst og har status af lille storbyteater i Københavns Kommune – har nu aldrig været bange for udfordringer. 

Og nu er der kun et par dage til starten på COTYA – COpenhagen Theatre festival for Young Audiences – der afvikles 26.-29. september, hvor en række af Teaterøens scener tages i brug til 13 forestillinger/events fra 11 forskellige teatre (se note).

Festivalens energiske producent, Mikkel Søndergaard Kryger, siger til teateravisen, at selvom man ikke har afhændet alle 2000 biletter, går det rimeligt med tilmeldinger og uddelinger af billetter, der alle er gratis:.

Således havde man forleden uddelt præcis 666 billetter, mens 16 lokale dagtilbud og ungdomsuddannelser kommer og ser forestillinger.

COTYA præsenteres som en festival for 'børn, unge, familier og daginstitutioner, skoler, formidlere og teaterbranchen'', og opererer gså med et særligt formidlerpas, der giver gratis og garanteret adgang  for teaterformidlere, opkøbere, forskere og undervisere.

Og til den gruppe har man også et særligt tilbud, idet der torsdag fra kl. 10-15 afvikles et særligt seminar, 'Hack the Theatre', hvis  koncept går ud på at få børn og unge i teatret gennem samarbejde og medkuratering mellem børn, unge, scenekunstnere, lærere, pædagoger og teaterformidlere.
Programmet:
– Åbningstale v. kulturborgmester Franciska Rosenkilde
– Børn og unge som publikum v. forsker Pernille Welent Sørensen, RUC & Teatercentrum
– 'Hack the Theatre' – nye metoder i publikumsdialog v. Naja Birke, Teatercentrum
– Hverdagsaktioner og Aktionsuniversitetet v. forsker Christa Breum Amhøj, CBS og stifter af Aktionsuniversitetet
– Børneteater på Sjælland og hvorfor det er vigtigt med COYTA – Københavns Teaterfestival for Børn og Unge v. Peter Kirk, direktør for Teaterøen
– Forestillingen 'Holger' med Det Fortællende Teater
* Man kan tilmelde sig  "Hack the Theatre" ved at skrive en mail til producent Mikkel Søndergaard Kryger på mikkel@teateroen.dk 

Udover forestillinger og seminar byder COTYA også på en interaktiv kunstinstallation, 'Tankespind', skabt af billedkunstner Maria Lau Krogh og arkitekt Hasse Sandell.

Publikum inviteres til at samskabe værket ved hjælp af små udskårne træstykker, hvorpå der vikles snor og garn – som tankespind og erindringstråde. Omkring på festivalen mødes man af mindre konstruktioner, de fungerer både som vejvisere og som en tråd til den større installation. 

Se mere om program, spilletider og -steder, billetinfo m.v. på www.cotya.dk

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne