4. januar 2017

Sidste omgang med Refusionsudvalget

Refusionsudvalget kan med den sidste omgang showcase over to weekender i januar skimte afslutningen på fire turbulente år på det, der ikke uden grund er kaldt øretævernes holdeplads, og som det afgående udvalg har gjort deres til at fastholde med det, der i manges øjne har været en nidkær praksis omkring genindkaldelse af gamle forestillinger med mange års godkendelse – og fratagelse af samme.

Udvalget selv har fastholdt, at man holder sig til 'regler og ikke forventninger', idet bekendtgørelsen giver mulighed for at se og vurdere alle forestillinger fra ikke-støttede teatre, når disses refusionsperiode på maksimalt fem år udløber. Og altså uanset hvor mange tidligere udvalg eller papirafgørelser, der har holdt disse forestillinger.

Der kan således tænkes at være glæde over embedsperiodens udrinden hos både udvalget og de teatre, der har undladt overhovedet at søge refusionsgodkendelse på deres gamle forestillinger i håb om, at det kommende udvalg vil vise sig mere fleksibel.

Det gælder ikke mindst Niels Vandrefalk, Holberg Teatret, der efter seneste showcase og efterfølgende afslag på refusionsgodkendelse til 'En landsbydegns dagbog' og et voldsomt opgør med udvalget (se artiklen 'Vandrefalk med voldsomme vingeslag') har valgt at trække forestillingen 'Alle Tiders Jeppe' fra den kommende showcase, idet han betragter et negativt resultat for givet på forhånd fra det nuværende udvalgs side.

Det har han meddelt både showcase-arrangørerne og Teateravisen, der ellers ikke får lister over deltagende forestillinger, men alene får mulighed for siden at bringe navnene på de forestillinger, der får refusionsgodkendelse efter showcase.

Det forlyder dog, at 22 forestillinger fra 20 teatre er tilmeldt showcase-weekenderne, der foregår 14.-15 januar i København (Skolen på Amagerbro, tidligere Sønderbro Skole), igen 28. januar på Skolen på Amagerbro og endelig 29. januar i Horsens (Byskolen).

Det nuværende Refusionsudvalg, der sidder frem til 31. maj 2017, består af Jens Frimann Hansen (formand), leder af Helsingør Teater – Pernille Planeter Holst, Det Lille Turneteater (tidligere teaterleder på Grønnegade Teater) – Leiv Arne Kjøllmoen, instruktør – Marianne Søndergaard Madsen, skuespiller og medleder af Teatret st.tv – og  Thomas Eisenhardt, kunstnerisk leder på danseegnsteatret Aaben Dans.   

(Billedet: Niels Vandrefalk og HolbergTeatret har meldt afbud til den kommende showcase med forestillingen 'Alle Tiders Jeppe', der mistede sin hidtidige refusionsgodkendelse pr. 30.6.16 og således pr. automatik ikke får den fornyet. Foto: HolbergTeatret)

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne