14. juni 2013

Sidste aften som spirer

Deltagerne i DramatikerVæksthus 2012/13 afsluttede torsdag aften deres trekvart år lange  uddannelsesforløb med en særdeles velbesøgt cafeaften på ZeBU, hvor der blev givet smagsprøver på dramatiske tekster fra de seks deltagere, der dermed ikke længere kan regnes for spirer, men udvoksede, håbefulde dramatikere, der har forladt planteskolen for at bidrage til nye, gode stykker til landets mange børne- og ungdomsteatre.

De har, som projektleder Jane Rasch sagde i sin velkomsttale, haft et frirum til deres talentudvikling i det dramatikerprojekt, der har kørt siden 1997 i regi af BørneTeaterSammenslutningen (nu Teatrenes InteresseOrganisation) og med støtte fra skiftende Teaterråd/Scenekunstudvalg.

Stemningen var god blandt de knapt 100 tilstedeværende, der udgjorde en bred vifte af  teaterkolleger, organisationsfolk m.v. – inklusive ganske mange deltagere fra de tidligere dramatikervæksthuse-forløb.

For seks af de tilstedeværende skuespillere var aftenen dog hårdt arbejde, idet Birgitte Prins, Jakob Fauerby, Jesper Pedersen, Lotte Bergstrøm, Peter Hald og Rosa Sand Michelsen måtte på scenen til de seks readings – hjulpet på vej af  instruktørerne Mia Lipschitz og Per Linderoth.

Nu er readings jo pr. definition netop oplæsning af replikker i en ofte ganske sparsom scenografi, men der var masser af dramatik og godt skuespil i de seks ganske interessante, underholdende og forskellige bidder af hele manus fra Merete Oona Byrial ('Pils Puslespil'), Eva Boland Koch ('Rent mel i posen'), Laura  Ljungdalh ('Flødeboller og hindbær'), Lars Holmsted ('Vov sagde koen'), Alexandra Moltke Johansen ('Drømmen om et skib') og Stine Ruge ('Danske helte').

Der var så afgjort potentiale til hele forestillinger – og med flere interesserede teaterledere til stede i salen kan flere af dem sagtens ende på et af teatrenes repertoire.

Med emner som ufølsomme voksne, overbeskyttende børn, dysfunktionelle familier, børn i militærlejr, fars skæve jobsamtale – og en kostelig tur i det grønne med talende dyr – er der nok at tage fat på…

Men allerede 15. juni er der ansøgningsfrist for næste udkald af Dramatikervæksthus, betitlet 2013/14. Det bliver dog uden Jonna Beha Oulund, der ellers har været med hele vejen med de p.t. syv dramatikerhold og 55 spirer – og i skiftende funktioner som   styregruppemedlem og projektkoordinator og som daværende leder af Odsherred Teatercenter også vært for internatkurserne i det nordvestsjællandske.

Styregruppemedlem Marc van der Velden, der i sin tid var med til at få DramatikerVæksthus-projektet på skinner og derfor også har været med hele vejen, benyttede lejligheden til at takke og sammen med de fremmødte at hylde Jonna Beha Oulund for indsatsen.

Fremover flytter DramatikerVæksthus-projektet i øvrigt til Teaterøen på Amager, og Jonna Beha Oulund afløses af Kenneth Gall (administrator på Teater Hund) i funktionen som projektkoordinator.

Se mere om projekterne, historien m.v. på www.dvhus.dk

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne