Hvordan er det nu, når man rigtig har glædet sig til at lege – og når så de andre vil lege noget, man ikke tør? Det ved skuespillerne i ’Fra månen og ned’ alt om. De spiller i hvert fald, som om de ved det. Som om de mærker lysten til at blære sig med ting, som man så måske alligevel ikke helt kan. Som om de kender frygten for, at de andre hellere vil lege uden én.
På Det Lille Teater har instruktøren Charlotte Munksø og en skuespillertrio skabt en forestilling om at være venner. Mest om at være venner, når man starter med at gå i skole – i de år, hvor dagene er uendeligt lange, og hvor de fleste løgnehistorier kan føles som virkelighed, bare man lader som om, at de findes. Pippi-alderen, hvor der ikke findes grænser for magien. Eller Orla Frøsnapper-alderen, hvor der ikke findes grænser for rædslen for det ukendte.
Kælderskakt og verdenshav
’Fra månen og ned’ foregår i en baggård. Christian Q Clausen har skabt et skægt baggårdshjørne ud af Det Lille Teaters mikroskopiske scene, så der både er blevet plads til tre døre, en skorsten, to kælderskakte og en kloak. Godt gået. Her kan legen så begynde.
Forestillingen følger en lang dags leg, lige fra de tre venner mødes og leger tagfat. De drømmer om at flyve ud i rummet. Og de drømmer om en tiptiptipoldemor, der plantede en smuk have dér, hvor baggården ligger nu. For det var hende, der blev forelsket i kaptajnen, som sejlede rundt på verdenshavet; dét hav, som sjovt nok ligner vandet i den tilstoppede rist i gården. Men så blev der storm…
Direkte fra månen
Det er lykkedes at skabe to fortællelag på én gang – legen, sådan som den foregår mellem de tre venner, men også legen, som den opleves af de tre hver især. Ungerne fanger tydeligvis pointen og lever sig ind i forskydningen. Ikke mindst derfor virker forestillingen så vellykket.
På trods af sin banale handling bringer forestillingen alverdens raffinerede virkemidler i spil, så ungerne spejler sig i legen – og nok også ser sig selv udefra i glimt. Og det er ganske godt gået, ikke mindst når målgruppen er bred og både gælder de 4-årige og de 10-årige. Dramaturgen Trine Wisbech har kunnet sit kram.
Desuden bringer forestillingen nogle velvalgte rekvisitter i spil. Skønnest er en lille astronautdukke, der har det med at fire sig selv ned fra månen. Eller var det bare en lommelygte, der lyste op? Alt her sker lige så ubesværet som børns frie associationer, springende og enkle. Og det er sjovt at se, hvordan børnetilskuerne lever sig helt ind i legen – og hvordan de vil trøste skuespillerne. Akkurat som de trøster nogen, som de finder helt alene i et hjørne af skolegården.
Piger, der dimser
’Det skal bare være den BEDSTE dag,’ siger Kathrine Høj Andersen. Hendes stemme rummer lige akkurat den rigtige jubel – og frygten for at blive skuffet. Hendes spil bæres af et urokkeligt nærvær, og børnene holder tydeligvis af hende fra første øjeblik.
Som skuespiller har Kathrine Høj Andersen både spillet voksenteater og børneteater, og en af hendes seneste roller var et spiddende portræt af en intolerant skolelærer i teenageforestillingen ’Blind’ hos Carte Blanche. Spændvidde hedder det vist.
Kathrine Høj Andersen spiller op ad Rikke Bildes gæve pige, der også er med på den værste. Bare ikke på at kravle op ad skorstenen…
Rikke Bilde kommer fra flere år på Mungo Park, hvor hun bl.a. spillede den langsomt udviklede pige i ’Spasser Hund Kanin’, så alle blev urolige i sjælen. Rikke Bilde kan noget fascinerende med at trække et øjeblik ud på scenen. Noget med at gøre sine tanker synlige gennem sit spil, når hun dimser med et eller andet.
Og på Det Lille Teater kan man nærmest selv mærke, hvordan åndedrættet løber løbsk, hvis hendes højdeskræksben tvinges til at kravle opad.
Drenge er også bange
Fyren i flokken er Caspar Juel Berg, der senest har spillet med i sms-vold-forestillingen ’LoadNLoop’ på Café Teatret, men også i ’Libertineren’ på Grønnegårds Teatret.
Caspar Juel Berg er den kønne, mørkhårede dreng, der tilsyneladende får alt forærende – og som altid kan køre på charmen. Og derfor er det sjovt, at han på Det Lille Teater konsekvent sættes til at spille uden om klichéerne som modig dreng. Med vidunderligt åbent ansigt.
Dette skuespillerteam viser fint Det Lille Teaters sans for at prøve nye kræfter. Men også lysten til at lade småbørnsteatret blive målt op ad voksenteatret. Samtidig er forestillingen også ganske seværdig for voksne. For det med at komme med i en leg – eller blive holdt uden for en leg – det er jo sådan set det, som det meste af livet handler om.
Eller som de råber på Det Lille Teater: ’Jorden er giftig!!!’
