Børnebøger inspirerer ofte teaterfolk. Men det er sjældent, at det lykkes så overbevisende teatralsk og interaktivt som i Corona La Balances scenefortolkning af Louis Jensens børnebøger om de Hundrede historier
. Marc van der Velden har skrevet et manuskript, som overfører godnatlæsningens dialog med børnene til en teaterforestilling, hvor børnenes reaktioner hele tiden inddrages aktivt. Og hvor bogens 100 historier konkret bor i et magisk skuffedarium, hvis skuffer har højst markante personligheder.
»Det her skuffedarium har jeg fået af en god ven. På én betingelse…,« siger Lotte Bergstrøms vrangvillige fortællerske. Og dermed er forestillingens suspense
slået an. For hvad var den betingelse? Og hvorfor vil hun ikke fortælle om den?
Lotte Bergstrøm har en skøn genstridighed over sig i rollen som fortælleren – den samme muthed, som børn kan præstere, når ord bare bliver for besværlige, eller når frygten eller sorgen bliver for stor. Så hun gør sig straks til børnenes allierede.
Hævn over teatersæder
Instruktøren Marc van der Velden har selv overtaget rollen som hendes ven (efter Annfinur Heinesen), og det er en skøn overraskelse igen at se ham folde sig ud som skuespiller med en overrumplende selvironi, som både børn og voksne lader sig charmere af. Hans lille, velkoordinerede krop kaster sig ud i et overraskende fysisk spil, ikke mindst når han derefter kravler ’nedad’ en stige med hovedet først.
Men Marc van der Velden mosler også ind mellem tilskuerne på de trange rækker for at fortælle om ’en 87. gang, hvor der var en lille mand, der elskede at gå i teatret.’ Helt nede på knæene levendegør han historien om den lave mand, der ikke kan se noget, fordi der sidder høje mennesker foran ham – og ungerne griner over hans hævn over teatersæderne, fordi de selv har det på præcis samme måde.
7 – 9 – 13
De 100 historier tages bogstaveligt. Der er vitterlig 100 historier, men de fortælles ikke fra nr. 1 til nr. 100. Det ville jo være voksenlogik. Nej, hos Corona La Balance har publikums billetter fået numre, numrene 1-100, og skuespillerne river billetnumrene af ved indgangen til salen. Så råber de ellers numrene op undervejs i forestillingen – og den tilskuer, der har billetnummeret, skal fortælle om tegningen på billetten. Et uskyldigt lille trick, men ikke desto mindre en tilskuerinvolvering, der virker. For mon det er min tur med nummer 16 og dragetegningen næste gang?
Rekvisitterne til historierne ligger så gemt i skuffedariet, hvis 100 skuffer har alle mulige former og størrelser under numrene. Og skuespillerne kender autistisk placeringen af alle skufferne i Rasmus T. Finsens finurlige snedkerværk, hvor numrene 7, 9 og 13 selvfølgelig er ved siden af hinanden…
Rapper-turbo
Alligevel bliver denne forestilling ikke bare slap-stick og montage. Det er også en barsk historie. For der jo det med pigens hemmelighed… Netop evnen til at favne det svære og triste sammen med det muntre og legende er et af Marc van der Veldens fornemste kendemærker som instruktør – vel at mærke med barnets springende fokus som listig underlægningsdramaturgi. Her er alt det mærkelige det mest selvfølgelige. Undren er en forudsætning. Og klare svar findes ikke. Også derfor går man overvældet fra denne forestilling.
Samtidig er spillestilen befriende jordnær og hverdagsagtig, til trods for at billedsproget og besjælingerne konkurrerer i replikkerne. Talen er henkastet og nærmest underdrevet, som om ungernes egen jargon fungerer som sprogligt kommodeben. Som når fyren spørger pigen med rapper-turbo stemme: »Er du klar? Er du færdig? Vil du ha’ pause? Eller skal vi så videre?«
De skal videre. Heldigvis. For historierne ’bliver syge og krymper og bliver mindre og mindre, hvis de ikke bliver fortalt’. Den trussel får os på tilskuerpladserne til at klynge os til de to foran skuffedariet hvert sekund, indtil forestillingen er slut. Men da har en Kafka’sk dørmetafor med kærlighedsfortegn også givet de voksne blanke øjne.
Det vil sige, helt slut bliver forestillingen ikke. For Corona La Balances skuffer fortsætter med at glide ud og skubbe sig ind i tankerne på tilskueren bagefter – insisterende, drilsk og alvorligt. Og vidunderligt kærligt.
