Af: Anne Middelboe Christensen

13. august 2018

Selvfølgelig bliver man vred på sin storebror

Limfjordsteatret har kastet sig over vreden med både charme og tegneseriehumor i forestillingen ’Vred’.

Alt fnyser og koger og brager i Limfjordsteatrets forestilling ’Vred’. For her er det vitterlig vreden, der er på spil. Lige fra den stille irritation til den forurettede undren og den uforsonlige krænkelse. Det skønne ved forestillingen er, at vreden optræder så uhørt charmerende – og så herligt konkret. 

Som tilskuer kan man sidde og spejle sig i den forudsigelige hævnlogik, der ligger bag alt raseri. Og man kan samtidig sidde og blive overrasket over det simple i ens egne følelser. Uanset om man er 5 år eller 50.

Zigzag-mund

’Vred’ er en ordløs musikforestilling. Holdet bag forestillingen har skabt forestillingen sammen – uden nogen tekst, men med en række ’påklædningsdukker’, der klaskes op på bagvæggen som visuelt og temperamentsfuldt bindeled mellem scenerne. 

Disse papirdukker har særlige ansigtsudtryk, som er let aflæselige: Det store, buede smil. Den tvivlende zigzag-mund af fremvæltende følelser. Eller det blottede tandsæt, der hvæser af raseri. 

Papirdukkerne er tegnet af billedkunstneren Klara Espersen. De smækkes op på en sort skærm af performernes hidsige hænder, efterhånden som deres indbyrdes uenighed vokser til kampklar krig. Og tegningerne forvandler sig tilsvarende fra ansigter til isolerede replikbobler – nærmest som i en tegneserie, hvor vredeslydene tager magten. Det er sjovt og herligt grotesk.

Ulidelig storebror

Skuespilleren Sune C. Abel er drivkraften. Med sit charmerende smil vinder hans drillesyge dreng børnetilskuernes tillid, og han får hurtigt performeren-musikeren Connie Pilgaard Nielsen til at blive nysgerrig. Jo, hendes lillepige vil rigtig gerne lege med hans tjek-på-det-hele-dreng. Altså lige indtil han begynder at snyde hende. 

Han opfører sig ulideligt storebroragtigt. Han kan ikke holde ud, at han skal dele alt med hende. Han driller hende. Han udnytter, at han er højere end hende. Han er gennemført tarvelig, og til sidst bliver hun faktisk så ked af det, at hun kommer til at græde. 

Men så bliver hun heldigvis rødglødende vred – og så må hun selvfølgelig tage hævn. Mens rasende vredestegninger spiddes op på bagvæggen.

Kanøflet lillesøster

Instruktøren Gitta Malling har i denne forestilling fundet en morsom og karikeret form til at skildre vreden. Scene for scene eskalerer vreden, så den bliver mere og mere ondskabsfuld og ubehagelig. Først hujer børnene begejstret, men efterhånden begynder de faktisk også at protestere. For de to voksne på scenen opfører sig mere og mere urimeligt over for hinanden – netop så urimeligt som børn gør. 

Heldigvis ender det med, at offerpigen driller tilbage – endnu mere udspekuleret end drengen. Så kan han lære det… 

Samtidig giver denne overdrevne spillestil Sune C. Abel mulighed for at spille rollens usympatiske egenskaber ekstremt langt ud ad tangenterne – hvilket tydeligvis overrasker flere af børnene, der jo ellers troede, at han faktisk var en god kammerat. Og Connie Pilgaard Nielsen får mulighed for at udvikle sin rolle som drilleoffer i tylsskørt til en kampklar ’lillesøster’, der ikke længere gider finde sig i at blive kanøflet. 

Samtidig er Connie Pilgaard Nielsen forestillingens muntre musiker, der puster sjove toner ind i al komikken med sin melodica eller sin tværfløjte. Ukrukket og finurligt.

At se skammen i øjnene

Det bedste er dog næsten den scene, hvor Sune C. Abel viser, hvordan han skammer sig over sin egen opførsel. Man kan fysisk mærke, hvor meget det koster ham at indse sin egen fejl. For det er jo netop dette øjeblik, der er det allersværeste ved at være vred: Når man ser i øjnene, at man er gået over stregen – og når man forstår, at man skylder nogen en undskyldning.

Derfor er det også så fint, at ’Vred’ aldrig mister sin muntre stemning. Her er vreden noget, der går over. Akkurat som mellem irriterende storebrødre og nærtagende lillesøstre.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.