DEBAT
11-01-2018
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017

ZeBU: Peer Gynt

Peer Gynt (Mikkel Reenberg) i underverdenen, her personificeret af Henrik Silver, Uta Motz og Jens Tolsgaard huserer. Foto: Søren Meisner

Selvfedme, selvbedrag og selverkendelse

14-03-2013
Henrik Ibsens 'Peer Gynt' er en af de rigeste tekster for teater, der findes. ZeBU får alle farverne med, og mere til, i en imponerende iscenesættelse.
FAKTA
ZeBU: Peer Gynt -

Manuskript: Jesper B. Karlsen og Marc van der Velden - efter Henrik Ibsen. Koncept og instruktion: Marc van der Velden. Med: Øzlem Saglanmak, Mikkel Reenberg, Uta Motz, Jens Tolsgaard og Henrik Silver. Komponist og kapelmester: Jens Tolsgaard. Scenografi: Mona Møller Schmidt. Lysdesign: Mårten K. Axelsson.Alder: fra 13 år. Varighed: 80 minutter. Set til premieren 12. marts 2013 på ZeBU, hvor den spiller stationært til 24. marts 2013. Turneforestilling. Kan også opleves på Festival 2013 (www.aprilfestival.dk) i april på Mors. www.zebu.nu

At være sig selv, hvad vil det sige? For hvem er jeg – egentlig – inderst inde? Er der overhovedet nogen kerne? Af mig selv? - eller er der kun lag på lag af skal, og ingenting indeni? Er jeg kun den jeg gerne vil være når jeg ser mig selv i spejlet?

Ingen teenager har næppe undgået tanker som disse. Eller ungdom i det hele taget. For denne aldersgruppe har ZeBU fundet frem til en 145 år gammel tekst af gamle skæggede Henrik Ibsen. Skal han nu kunne sige noget om mig – i dag?

Zebu har gravet 'Peer Gynt' op og moderniseret – fint, fint, og jo, jo, og lagt det gamle stykke til en anden tid og en anden virkelighed - ja, ja. Men det er da noget gammelt lort ikke?

Og så viser det sig, at resultatet er fremragende. Simpelthen femragende.

Tro mod Ibsen

Jeg ved ikke, hvor mange udgaver af 'Peer Gynt' jeg har set - ti, femten, tyve - men sjældent har stykket fremstået klarere end i den udgave, jeg så her. Så enkel, så musikalsk, så velspillet. Og først og fremmest: Så tydelig! Og jeg mener ikke pegefinger-tydelig, og heller ikke banalt forklarende. Tvært imod - at følge Peers slyngede rejse fra umoden pralerøv til afklaret menneske kræver en indsats med både hjerne og hjerte af os, der sidder bænkede på hver side af den lange scene.    

Nej, jeg mener tydelig på den måde, at Marc van der Velden og hans ensemble har grebet selve essensen i Ibsens 'Peer Gynt'. De har sat stødet ind der, hvor det angår os og interesserer os og morer os og smerter os. Jeg er overbevist om, at Ibsen ville have elsket denne forestilling om i dag, her og nu, om os alle, i 2013.

Javist er dette en fri fortolkning. Handlingen er lagt til vore dage, gerne i København, eller hvor som helst hvor unge mennesker færdes og flokkes. Referensrammen er ikke jagt på rensdyr og vilde ridt på bukkeryggen, eller norske fjelde og myter om trolde og grønklædte huldrer. Denne Peers fantasifulde løgnehistorie handler om nightclubs and chicks og spring fra 14. sal og ud i intet.

Det forbløffende er imidlertid, at forestillingen følger Ibsens historie meget, meget tæt. Til og med dele af den oprindelige tekst er med, med rim og det hele. Peer møder de samme mennesker og underlige væsener som i originalen, han udsættes for de samme situationer og prøvelser, han vrider sig ud af alle problemer med de samme undvigende pralerier og løgne. Han er stylet som Bowie, hot som Harlem, smuk som Mikkelsen, rå som Bodnia og cool som isklumperne i drinken. I det hele taget: Han er konge, kejser, prins og verdensmester. Sådan!

I egne øjne. Men hvem er Peer Gynt? Man er ingen, hvis man ikke bliver set af andre, og Peer vil for alt i verden blive set, og så handler det netop om at fremstå stylet, hot, smuk, rå og cool.

Mikkel Reenberg er et fyrværkeri i rollen, dansant, kvik i replikken, sjov og charmerende, og lige præcis så gennemskuelig, at det er en ynk at følge ham, når han gør kunster og fortæller fantastiske historier om sig selv. Som ingen tror på, men alle fascineres af.

Reenberg gør rent bord. Selvhævdelsen er grænseløs - for hvad skal han gøre? Han er jo ingenting, et udskud i flokken, en pralerøv og mobbeoffer. Men han skal fandeme vise dem, skal han.

Solvejg

Og så er det, han møder Solvejg, som ser ham med helt andre øjne. Hun ser ham som Peer Gynt, simpelthen, hun ser den kerne, som han selv er blind for, hun ser tværs gennem verdensmesteren. Han skræmmer hende, han svigter hende, rejser fra hende, men hun holder fast. 'Måske vil der gå både vinter og vår…', men hun vil vente på ham.

Øzlem Saglanmak, i gul kjole og norsk strikmønster på sine tights, er helt rigtig i rollen, lille og skrøbelig, men kun tilsyneladende - hun har en stædig styrke i sit forsæt, uden at blive Kvinden der ofrer sig for Manden. Yndigt, aldrig svageligt.

Vi følger Peer på hans vilde færd, hvor kælne hænder og arme, som slanger i sølvlamé forsøger at fange ham, hvor den sortklædte femme fatale dukker op i røg og damp med plateausko og skumle briller, hvor han møder hendes far, The King of the Underworld, og hvor han flygter forskrækket fra at blive som dem der nede i underverdenen - nemlig sig selv NOK.

Peer går udenom alt og alle, tager ingen konsekvenser, digter og drømmer om storhed, flygter fra alle forpligtelser, mens han klamrer sig til sin coolness. 'Jeg må videre' bliver hans refræn, hver gang det bliver svært.

Indtil han møder Solvejg igen til sidst, så vidt undsluppet fra Knappestøberen og Bøjgen og alt det andet som vil ham til livs og tage hans sjæl. Han har skrællet sit løg og ingen kerne fundet, hvornår var han nogensinde Sig Selv?. Redningen ligger i det smukke møde med Solvejg, hvor han endelig får sagt: 'Jeg er her. Lige her'.

En spændende historie

Marc van der Veldens iscenesættelse er mesterlig. Han har fundet den rette blanding af sjov og ramasjang, sorg og tankegods. Den bearbejdelse, han har lavet sammen med Jesper B. Karlsen, tager højde for alle de skærmydsler, Peer udsættes for, og læner sig frækt op ad Ibsens tekst uden at blive bundet af den. De leger med den, bruger den når de kan, men er først og fremmest sig selv, for nu at blive i billedet. Og de har, ved gud, haft en spændende historie at lege med, dramatisk, sjov og tankevækkende.

Mona Møller Schmidts scenografi er enkel og kan bruges til omtrent alt - to tv-lignende bokse i hver ende af scenegulvet, lidt X-Factor, lidt spejlkabinet, lidt teaterscene. Meget funktionelt, med masser af muligheder for variation.

Noget af det bedste har jeg gemt til sidst: Musikken. De tre musikere, Una Motz, Henrik Silver og kapelmester Jens Tolsgaard, spiller deres eget friske balkan-agtige akkompagnement, citerer Grieg når og hvordan det passer dem, går ind i roller som Aslak, som Dovregubben, som Knappestøber og Taxachauffør. Særlig må jeg fremhæve Uta Motz som, ud over sin violin, viser stort skuespillertalent som alt fra lillesøster Helga via underverdenens dronning til den døende Mor Åse.

Hvis jeg var Reumert-komité, ville jeg nominere Reenberg og van der Velden til bedste skuespiller og instruktør – uanset genre. Godt teater er godt teater, uanset hvem det er lavet for.

Af: Janken Varden
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Peer Gynt
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

Flere anmeldelser