DEBAT
13-04-2014
12-04-2014
10-04-2014
03-04-2014
02-04-2014
Bag masken skjuler sig stifter, formand og administrator af Langelands Selvbestaltede Kulturforsyning, som Klaus Eggert initierede for et par år siden. Foto: KE/LaSK

Selvbestaltet kulturforsyning

26-01-2011
Flere nuværende og tidligere børneteaterfolk er aktive i landets teaterforeninger. Et par af dem har ligefrem selv stiftet en for at få teaterkultur ud i deres hjørne af landet. En af dem er Klaus Eggert, der er ophavsmand til LaSK - Langelands Selvbestaltede Kulturforsyning – og udøver kulturformidling som sin borgerpligt...
Af: Carsten Jensen
FAKTA

LaSK blev stiftet januar 2009 af Klaus Eggert, der også er formand, administrator og redaktør af LaSK-siden på Facebook.
Bestyrelsen består desuden af Lis Rasmussen, Birgit Alling, Per Jacobsen og Iben Friis Jensen.
Medlemskontingent til LaSK er på 50 kr., men man behøver ikke at være medlem for at købe billetter til foreningens arrangementer.
LaSK’s repertoire sæson 2010/11:
- Krash Kompagni: Brudstykker af min marionetdukkes bekendelser
- Teatret Masken: En klovns ansigt
- S. Weinkouf: Gud bevare Danmark
- Det Olske Orkester: Skyggen af Kain
- BaggårdTeatret: Producenterne på Fjællebroen
- Bornholms Teater: En dag i Helmand
- TEATRET: Fars dreng
- Teater Rio Rose: Slagmark #4
- Gruppe 38: Jeg har alt
- Teatret Møllen & AbstraXteater: Santiago
- Teatret Variete: Vanart

LaSK er medlem af Danmarks Teaterforeninger (DT), der består af p.t. 66 lokale teaterforeninger, som formidler knap 400.000 billetter årligt (se www.dk-teaterforeninger.dk )

(26.1.2011) Landets knapt 70 lokale teaterforeninger er garanter for, at turnerende forestillinger møder publikum langt fra de store scener. Mange af teaterforeningerne er også aktive arrangører af børneteater - og i visse kommuner står den lokale teaterforening for udvælgelse, indkøb og formidling af teater til alle skolebørn.
Derfor er landets mange turnerende børneteatre også glade for den indsats, som teaterforeningerne yder - og sine steder kan børneteaterfolket også risikere at løbe ind i kolleger i de lokale teaterforeninger.

Det gælder fx. Stevns Teaterforening, hvor skuespiller og instruktør Lene Vestergård som bestyrelsesmedlem står for formidlingen af børne- og ungdomsteater, men nu - i hvert fald formelt - vil trække sig til en post som bestyrelsessuppleant, fordi hun fra 1. april indtræder i Scenekunstudvalget og ikke vil skabe forvirring omkring kasketterne...

Det gælder fx. Næstved Teaterforening, hvor Steffen Sommerstedt er bestyrelsesmedlem, samtidig med at han passer sit arbejder som teaterleder og skuespiller i sit eget Teater Aspendos.

Det gælder fx. Herlev Teater, hvis næstformand, Flemming Nordenhof, bl.a. har en fortid som administrator, instruktør m.v. hos Comedievognen.

Og det gælder også Anne Josephsen, der har i mange år var en del af ledelseskollektivet hos Skægspire og siden har været regnskabsfører for en lang række børneteatre – og i øvrigt også en periode kassemester på Teatercentrum – og som nu huserer i Hvidovre Teaterforening, hvor hun har et deltidsjob i sekretariatet.

Også skuespilleren Finn Rye har været i teaterforeningsarbejde – for den driftige forening i Helsingør, hvor han bl.a. har været aktiv omkring nogle af de teaterforestillinger i udsatte beboelseskvarterer, som Helsingør Teater er kendt for.

Også andre steder har børneteaterfolk sat deres aftryk i teaterforeningerne - og så er der jo dem, der selv har lavet en teaterforening, når der nu ikke lige var nogen på deres hjemegn.

Det gælder således Kate Bryrup, der efter flere år som administrator m.v. i Comedievognen og AnemoneTeatret i København flyttede til det nordlige Jylland og fluks blev stifter af Halkær Teaterforening i 2001, som hun både blev forkvinde og organisator i. Det betød i en række år, at der blev arrangeret forestillinger for både voksne og børn i lokalområdet, men lige nu står foreningen på standby.

Teater i efterskole-regi

Og så er der jo Klaus Eggert, der efter mange år som administrator i teatre som BaggårdTeatret, Rio Rose m.fl. - og bestyrelsesposter i bl.a. Foreningen Af Små Teatre og ASSITEJ og en seks-årig periode som kasserer i International ASSITEJ - nu har bosat sig på Langeland.

Her var der ingen til at arrangere teater for unge og voksne – mens Langelands Kommune og Bibliotek dog sørger for børneteater - og derfor blev LaSK (Langelands Selvbestaltede Kulturforsyning) oprettet i januar 2009, hvorefter de første to forestillinger (og fire opførelser) blev afviklet på Musikefterskolen i Humble. Med tilskud fra ’pulje 3’ (formidlingstilskud) efter ansøgning - som privatperson - ved den ekstraordinære ansøgningsrunde i efteråret 2008.

Det gik godt, så succesen blev gentaget i sæson 2009-10, hvor det blev til otte forestillinger og 11 opførelser på nu tre forskellige spillesteder på øen (Musikefterskolen i Humble, teatersalen på Langelands Efterskole og Tranekær Beboerhus). I indeværende sæson 2010-11 byder man på 11 forestillinger og 20 opførelser. Og et nyt spillested, den nye store Ørstedskolen i Rudkøbing, hvor LaSK i et samarbejde med Kulturregion Fyn har præsenteret BaggårdTeatrets 'Producenterne på Fjællebroen'.

Til alle forestillinger er der almindeligt offentligt billetsalg, og flere og flere voksne langelændere finder vej til spillestederne og oplever den professionelle teaterkunst sammen med de unge efterskoleelever.

Overskud bruges til sommerteaterforestilling

»Jeg har haft to sigter med at stifte LaSK: Jeg er jo gået på efterløn og føler en forpligtelse til at bruge mine kompetencer til at gøre noget for lokalområdet. Og derfor blev det altså forsøget på at formidle teater til et i øvrigt noget kulturforsømt område, hvor man bestemt har brug for kulturens mangfoldigheder. Samtidig er det jo sådan, at mange gode teatre slet ikke sælger nok, og på denne måde kunne jeg også være med til at købe forestillinger,« siger Klaus Eggert, der dog pointerer, at han ikke køber venne- men kun kvalitetsteater til ’sin’ teaterforening.

Og det går glimrende. Takket være ’barfods’-administration af teaterforeningen – man opererer således ikke med fysiske billetter, men blot med virtuelle på Klaus Eggerts bærbare computer og med betaling ved døren – kunne LaSK sidste år opvise et overskud på op mod 50.000 kr., fordi man forvalter billettilskudsordningen – altså det nuværende faste tilskud pr. opførelse – så elegant, at tingene hænger godt sammen.

Overskuddet bliver, i øvrigt sammen med midler fra Langelands Kulturpris, brugt til at sende en teaterforestilling for hele familien rundt på Langeland i en uge i juni – sammen med bibliotekets bogbil, der besøger to landsbyer dagligt, og hvert sted opføres så den udendørs forestilling i ’åbningstiden’.

Med til historien hører selvfølgelig, at Klaus Eggert arbejder gratis (efterlønspolitiet har været efter ham i andre sammenhænge) og i øvrigt via sine forhandlingsevner og kontakter også kan finde sponsorer til annoncer , brochurer m.v.

Og så spiller man jo altså bl.a. på musikefterskolen i Humble, hvis forstanderpar udgør en del af bestyrelsen og gladelig lægger lokaler til foreningens forestillinger, som så også bliver en del af efterskoleelevernes kulturelle ballast.

Intet kommunalt tilskud

- Har LaSK' aktiviteter så betydet, at øens børn og unge generelt får mere teater?
»Øens efterskolebørn på de to af øens fem efterskoler får minimum fire forestillinger pr. år via LaSK, mens øens øvrige børn op til 14 år har muligheden – og få desværre benytter sig af det,« fortæller Klaus Eggert, der dog kan glæde sig over, at de fremmødte børn er glade for muligheden for at se levende scenekunst.

Teaterforeningens aktiviteter sker helt uden tilskud fra Langelands Kommune, for LaSK har bevist undladt at søge.
»Dels er det jo en fattig kommune, og dels slipper vi så også her for en besværlig administration. Det skal så ikke opfattes som en protest, men netop som foreningens navn antyder: Vi er en selvbestaltet kulturformidler på Langeland,« siger Klaus Eggert.

Alligevel har LaSK helt formelt valgt at blive medlem af paraplyorganisationen for landets teaterforeninger, Danmarks Teaterforeninger (DT).

»At vi blev medlem af DT, skyldes faktisk mest, at vi kørte en lokal skattesag – som vi i øvrigt vandt - sideløbende med at DT kørte en tilsvarende sag. Derfor var DT-formand Lars Salling og jeg i kontakt og kunne gensidig rådgive hinanden,« kommer det fra Klaus Eggert, der i øvrigt også har undervist i administration m.v. på Odsherred Teatercenter og Statens Teaterskole og via sine mange år som teateradministrator og seks år som kassemester (Treasurer) i den internationale børneteaterorganisation ASSITEJ m.v. har ganske godt styr på tal og regler, og det er selvsagt kommet LaSK til gode.

Klar med råd og vejledning

»Jeg mener, at der kun er fire betingelser, der skal være tilstede for at et projekt som LaSK kan gennemføres: 1. At billettilskudsordningen forbliver cirka som nu. 2. At man har et samarbejde med en kunde, der på forhånd aftager et vist antal billetter (her efterskolen, red.) 3. At man er i stand til at finde ’egnede’ forestillinger og 4. At man råder over en ildsjæl med indsigt i tilskudsmulighederne og udbuddet af forestillinger og med ork til de administrative gøremål i form af regnskab, billetadministration, PR etc.,« kommer det fra LaSK-stifter Eggert, der gerne stiller op med råd og vejledning, hvis andre skulle have lyst til at lave en lille, velfungerende teaterforening i et udkantsområde.

»En times supervision er faktisk nok, så kan de gå hjem og gøre ligeså,« lyder det fra Klaus Eggert, der i øvrigt også spreder sine aktiviteter over mange andre gøremål.

Han er bl.a. aktiv i frivilligarbejdet i den lokale golfklub og bannerfører i diskussionen om etableringen af en nationalpark i og omkring Det Sydfynske Øhav.

Men lige nu gælder det så næste forestilling i LaSK, nemlig Rio Roses ’Slagmark’ 27. januar kl. 17 på Langelands Efterskole i Rudkøbing...

FLERE ARTIKLER
12345678910

08-11-2010
 

01-11-2010
 

25-10-2010
 

19-10-2010
 

17-10-2010
 

11-10-2010
 

09-10-2010
 

05-10-2010
 

29-09-2010
 

27-09-2010
 

24-09-2010
 

20-09-2010
 

15-09-2010
 

09-09-2010
 

03-09-2010
 

25-08-2010
 

16-08-2010
 

06-08-2010
 

29-06-2010
 

24-06-2010
 

22-06-2010
 

14-06-2010
 

10-06-2010
 

03-06-2010
 

27-05-2010
 

14-05-2010
 

12-05-2010
 

10-05-2010
 

06-05-2010
 

02-05-2010
 

30-04-2010
 

26-04-2010
 

23-04-2010
 

21-04-2010
 

16-04-2010
 

16-04-2010
 

10-04-2010
 

06-04-2010
 

30-03-2010
 

25-03-2010
 

Flere anmeldelser