DEBAT
20-11-2019
19-11-2019
17-11-2019
24-10-2019
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019
05-10-2019
Der blev klappet og bukket, da holdet på DV 2017-19 modtog hyldest efter seks vellykkede stage readings fredag aften på Teater Vestvolden. Foto: Carsten Jensen

Seks nye spirer er sprunget ud

01-06-2019
Fredag 31. maj var der offentlig visning af værker fra afgangsholdet fra Dramatiker Væksthus 2017-19 efter to års projektforløb. God stemning og faglig interesse fulgte de seks spirers afsluttende stage reading på Teater Vestvolden - og nu er det selvfølgelig håbet, at de danske børne- og ungdomsteatre vil tage godt imod de nye dramatikere.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

Holdet på Dramatiker Væksthus 2017-19:

- Anette Vinther Jensen (f. 1970):  Har arbejdet som sygeplejerske og lærer og debuterede som børnebogsforfatter 2011. Har skrevet: 'Astas himmel', 'En hat en kat' og Sifs mod'.

- Gaia Victoria Muñoz Rosberg (f. 1977): Uddannet skuespiller v/ Den Danske Scenekunstskole i Odense 2007. Har medvirket i teaterforestillinger, film og tv. Uddannet på master level i Suzukimetoden og del af det internationale ensemble ISCOT ved Tadashi Suzuki i Japan. Har undervist i drama og kropssprog.

- Julie Ravnhøj (f. 1988): Uddannet fra DR's talenthold og siden medvirket i produktion af tv for børn. Har tidligere gået på teaterskole, undervist børn i drama mv.

- Marie Louise Cornelius (f. 1982): cand. mag i film og teatervidenskab, har instrueret film og teater og skrevet manus til forestillinger opført på Teatret Zeppelin. Stiftede i 2015 Teater Sammensurium. Skriver børnebøger, underviser i storytelling m.v.

- Tine Grauengaard (f. 1969): Uddannet skuespiller fra Teaterstudio 2001. Ansat ved Opgang2 2fra 2002. Underviser unge og skriver og instruerer forestillinger. Fra 2014 tilknyttet projekter som manuskriptforfatter og instruktør; herunder Forældreakademiet, Center for Integration og Ung Ålborg.

- Ulrik Bencard (f. 1965): Uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium som saxofonist. Arbejder bl.a. som manuskriptforfatter, skriver bøger m.v.

***

Dramatiker Væksthus: 

I 1997 fik BørneTeaterSammenslutningen (BTS) bevilget 900.000 kr. af Statens Teaterråd til et tre-årigt projekt, der fik navnet Dramatiker Væksthus. Projektet fik desuden en et-årig bevilling på 250.000 kr. af Kulturens Børn, Kulturministeriet.

- Siden 1997 har der været afholdt 11 væksthuse - der har til formål at udvikle talentmassen af dramatikere indenfor børne- og ungdomsteatret.  Hvor DV tidligere hørte under BTS og TIO, har man siden DV 15-17 været en selvstændig forening med en bestyrelse, der også fungerer som kunstnerisk sparringspartner og jury, når nye deltagere skal udvælges. 

- DV har tidligere haft til huse hos Scenekunstens udviklingscenter i Odsherred. I en overgangsperiode var samlingerne på Københavns Musikteater. Fra og med sæson 14-15 og til og med sæson 17-18 var alle samlinger i på Bomhuset i Charlottenlund. Fra sæson 18-19 er DV på Stokkerup

- Jane Rasch er DV's kunstneriske leder, og Kennet Gall er administrativ konsulent. 

- Dramatiker Væksthus modtog  i efteråret 2011 Frie Skolers Lærerforenings Børnekulturpris.

* Se mere på http://www.dvhus.dk

Tilskuerrækkerne var fyldt af den velkendte blanding af familie og venner, tilsat en mindre flok teaterkolleger m.fl., da Dramatiker Væksthus fredag aften inviterede til staged reading for hold DV 2017-19 på Teater Vestvolden i Hvidovre.

Dermed blev hold nummer 11 fra det succesrige talentudviklingsprojekt, som startede i 1997, sendt af sted til en forhåbentlig interessant fremtid som leverandører af nye og spændende manuskripter til de danske børne- og ungdomsteatre.

De seks spirer - som eleverne på holdene kaldes frem til deres afgang - har i næsten to år været igennem et projektforløb, der bl.a. har indeholdt en halv snes samlinger af fire dages varighed, hjemlige opgaver, besøg på de store børneteaterfestivaler, workshops m.v. 

Og altså afsluttende med produktion af et færdigt manuskript til en børneteaterforestilling, der vises for offentligheden ved en stage reading i form af et knap 15 minutters uddrag i et set-up med professionelle instruktører og skuespillere - med manuskript i hånd, men uden kostumer, enkelte rekvisitter og en stort set ikke-eksisterende scenografi.

Hvor var branchen?

Dramatiker Væksthusets kunstneriske leder, Jane Rasch, pointerede i sin lille velkomsttale, at der var tale om en fremvisning af, hvad instruktør og skuespillere  havde haft blot en enkelt arbejdsdag til - og at slutningen på de enkelte værker som vanligt ikke ville indgå i visningen.

Alligevel var det imponerende at se, hvad instruktørerne Solveig Weinkouff og Leiv Arne Kjoellmoen og skuespillerne Katrine Karlsen, Theresa Sølvsteen, Lotte Bergstrøm, Jesper Pedersen, Anders Valentinus Dam og Folmer Gry Kristensen havde formået at få ud af anstrengelserne.

Det var således også en glimrende mulighed det professionelle børneteatres ledere og udøvere til at se potentielle leverandører af nye og spændende manuskripter nærmere an - og vise opbakning til det målrettede udviklingsprojekt, som Dramatiker Væksthuset repræsenterer - men alligevel var der mødt beklageligt få branchefolk frem.

Blot en lille håndfuld teaterledere fra producerende børne- og ungdomsteatre kunne spottes blandt de knapt 100 tilskuere til arrangementet, der ellers som næsten alt andet teater-relateret i denne tid også bidrager til volumen i CPH Stage-programmet og således var annonceret til en større kreds.

Punktnedslag

Hver af de seks dramatikere præsenterede indledningsvis deres bidrag - og her er Deres udsendtes ultrakorte noter fra de dramatiske punktnedslag:

- Julie Ravnhøj: 'Min usynlige ven' (fra 9 år):

Bevægende venskabsdrama, der forgår i et hospitalsmiljø omkring en handicappet dreng, hvis bedste - og for alle andre usynlige - ven må forlade ham, hver gang der kommer en ny medpatient på tosengsstuen. 

- Ulrik Bencard: - 'Jeg hedder Villum' (fra 9 år):

Grum komedie om en lille kørestolsbrugende dreng, der helst vil lege i fred, men hele tiden bliver forstyrret og intimideret af sin irriterende og overomsorgsfulde mor. Sekvensen ender med at han i frustration maltrakterer en række Lego-figurer og spærrer sin mor inde i et hemmelighedsomgæret skab.

- Gaia Victoria Muñoz Rosberg: 'I vejen' (7-12 år):

Absurd fysisk komedie med brutale undertoner: En pige er i vejen for sine evigt-dansende forældre, der undviger enhver nærkontakt med deres barn, som helst skal være usynlig for dem. Med inspiration fra en (fiktiv?) ven forsøger hun at gøre op med den dystopiske situation ved netop at prøve at være i vejen hele tiden.

- Anette Vinther Jensen: 'Verdens dummeste familie' (6-9 år):

Familiedrama med en pige, der kæmper med alle midler mod farens kommende giftermål med Sonja, 'der har stjålet min familie'. Hun kalder sig selv en 'haderske' og får af fiktive personer hjælp og remedier til diverse anslag mod Sonja, men tilsyneladende uforløst.

- Marie Louise Cornelius: ' Det indre cirkus' (9-12 år):

Med cirkusstemning udspiller sig et drama omkring den temperamentsfulde og vredladne Trine, der altid kommer til at gøre alting forkert og pådrage sig omverdenens/forældrenes vrede. En højstemt person i 'Cabaret'-konferencier-stil giver hende mulighed for at ændre på tingene ved deltage i 'det indre cirkus' og blive sådan en pige, som alle kan lide - måske bl.a. ved at vise dem, hvor dygtig hun er til at gå på line.

- Tine Grauengaard: 'Ulige uger' (9-12 år):

Skilsmissedrama, hvor en pige helst være hos sin far fremfor hos moderen og hendes nye mand, der laver fisk og andre retter, som hun ikke kan li' -  hun er faktisk mest til masser af slik. Farens nye veninde er en skralder, der finder gode sager i containere, og pigen sniger sig med på togt. Hjemme hos moren forsøger hun at gemme det kaprede slik i et opgør med mor og mad og situation: 'Voksne gider ikke høre på børn.

Nye spirer på vej

Aldersmæssigt ligger alle seks værker i mellemgruppen fra 6-12 år og undviger de helt små og de unge. Indholdsmæssigt strækker de sig over børns situation omkring sygdom, mistrivsel og familiekriser. Ikke-eksisterende figurer forekommer i rigt mål, og en vis humorfyldt/komisk ageren er også fremherskende...

En staged reading selv i uddrag  yder absolut værkerne mere retfærdighed end ovenstående noteskriblerier - men dertil har man fået lov til selv at forestille sig det videre forløb, den interessante slutning osv. - og en hel forestillings dramatiske kvaliteter.

Heldigvis er det sådan, at flere af afgangsværkerne henover de mange år og hold faktisk er blevet antaget og opført. I sin oprindelige eller viderearbejdede form. Og mange af de udsprungne dramatikerspirer får også fået fast tilholdssted i dansk børneteater, ligesom ganske mange og har haft en vis tilknytning til området.

Under alle omstændigheder gav seneste udspil og afgang en hyggelig og opbyggelig aften i selskab med Dramatiker Væksthuset.

Processen med at finde spirer til det kommende DV-hold 2019-20 er i fuld gang. Der er deadline for ansøgning og aflevering af de tilknyttede tre opgaver 15. juni. De udvalgte skal derefter til en to-dages optagelsesweekend 24.-25. august, inden de seks nye spirer udpeges.  

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Seks nye spirer er sprunget ud
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

05-03-2010
 

26-02-2010
 

24-02-2010
 

16-02-2010
 

12-02-2010
 

09-02-2010
 

05-02-2010
 

29-01-2010
 

28-01-2010
 

23-01-2010
 

22-01-2010
 

20-01-2010
 

12-01-2010
 

07-01-2010
 

04-01-2010
 

21-12-2009
 

17-12-2009
 

13-12-2009
 

09-12-2009
 

06-12-2009
 

02-12-2009
 

24-11-2009
 

22-11-2009
 

18-11-2009
 

16-11-2009
 

13-11-2009
 

10-11-2009
 

06-11-2009
 

03-11-2009
 

03-11-2009
 

26-10-2009
 

22-10-2009
 

21-10-2009
 

19-10-2009
 

13-10-2009
 

08-10-2009
 

05-10-2009
 

01-10-2009
 

29-09-2009
 

24-09-2009
 

Flere anmeldelser