DEBAT
25-09-2018
18-09-2018
10-09-2018
07-09-2018
20-07-2018

Nørregaards Teater: Bolbronx

Snart syder og raser rummet, snart trækker det vejret i rolige åndedrag - der er dømt sejt koncertteater for de unge på Nørregaards Teater. Foto: Daniel Buchwald

Sejt og sanseligt koncertteater

26-03-2014
'Bolbronx' er både en musikalsk svir, en fysisk spændende oplevelse og et mentalt bombardement af det at være teenager. Alt sammen i en vellykket udforskning af hvad musikteater kan være.
FAKTA
Nørregaards Teater: Bolbronx -

Koncept og instruktion: Nils P. Munk. Komponist: Erling Hjernø. Scenografi: Carsten Wittrock. Kostumer: Malene Redder Ruby. Lyd: Kim Malmose. Lys: Søren Knud. Medvirkende: Benjamin Katzmann Hasselflug, Jacob Moth-Poulsen, Olivia Francicka Fevel Borgels, Erling Hjernø, Nana Schwartzlose, Jacob Broholm og Sune Skuldbøl Vraa. Aldersgruppe: 14 år og opefter. Varighed: 70 min. Set til premieren 22. marts 2014 på Nørregaards Teater i Odense, hvor den spiller til 29. marts - og igen fra 23. oktober til 8. november 2014.  www.nrt.dk

Fire musikere, der spiller som gjaldt det livet, og tre skuespillere, som energisk okser med store firkantede trækasser, gør det at være 15-årig til en lyslevende, sanselig og musikalsk oplevelse. 

Koncertteater kalder Nørregaards Teater deres forestilling 'Bolbronx'. Titlen forklares i programmet, og når man har været en del af forestillingen, har man tillige fået en kropslig oplevelse af navnet. De første seks bogstaver refererer til det kendte boligområde i udkanten af Odense. De sidste fem bogstaver til et kvarter i New York, som Bolbro fint kan sammenlignes med. 

Nuvel tilbage til koncertteateroplevelsen. Forestillingen er som at ase, krænge, flænse og krybe sig adgang til et pubertetsbarns hormonelle raseri og det blomstrende og poetisk ladede drømmehvælv som følger med den følelsesmæssige kraftige bølgegang.

En scenografi i forvandling

Noget af det fascinerende ved 'Bolbronx' er den scenografiske foranderlighed. Forestillingen lægger ud med at lukke publikum ind i et rum, hvor vi – skoløse og på lånte uldstrømper – er blevet inviteret til at bevæge os nysgerrigt rundt i rummet, som ingen faste publikumssæder har – ja ingen sæder overhovedet.

Vi kommer ind i et rum beboet af en stor massiv træklods bygget op af rustikke trækasser. Ovenpå kasserne kommer performerne til syne som 'kryb'. De er ligesom musikerne (der lidt senere kommer til syne) sværtede sorte omkring øjne og mund og klædt i blågrå kedeldragter, røde strømper og lyse tennissko.

Gradvist forandrer rummet sig på spændende vis til mange interessante slags arenaer i takt med, at skuespillerne og musikerne dynamisk ommøblerer det og selv 'skifter ham' - som et fysisk udtryk for det virvar af stærke energier og kaotiske følelser og de forvandlinger, som fylder en 15-årig.

Som publikum bliver vi tildelt en herlig frihed til at følge forestillingen fra akkurat den vinkel, den afstand og i nærheden af de medpublikummer, vi nu lige lyster. Et skønt selvansvar - også fordi det forvaltes uden krav eller pres fra teatrets side.

Som det fungerer her er det et i den grad oplevelsesproduktivt greb. Vi er enkeltindivider og samtidig en del af gruppehelheden (hvor de medvirkende og publikum blander sig med hinanden) – det mærkes godt og tydeligt – helt fysisk – og emotionelt.

Intense øjne og kroppe med vrid 

Fysisk gestalter kasserne i hænderne på de medvirkende den ommøblering som hører teenagealderen til. Kassekonstruktionen lukkes op, flyttes rundt, siddes på, ligges på, bruges som svingstativ, som bolværk, som terrasse osv.

Herudover – uden at det virker som en tyk symbolik – vrider, flår og krænger de medvirkende på forskellige tidspunkter deres kedeldragt af – altid i meget ekspressive udtryk med desperation i kroppen og med intensitet og undertiden vildhed i blikket – og åbner op ind til et helt igennem rødt indre (rødt tøj fra top til tå).

Jeg associerede hver gang passion, glød, smerte, hjerte og sårbarhed: Processen at nå ind til sig selv i den alder er fyldt med eufori men også hård og barsk. Omkostningsfuld ad h... til. Og holdet gestalter det med nærvær og nerve.

Nok en kvalitet er de musikalske kompositioner. Ø,j de er gode. Spændende, spændstige og overraskende. Kræs for øregangen.

Godt gået Hjernø og Co. – og her er Co. både musikerne og skuespillerne som behændigt betjener cello (Olivia Franciska Fevel Borgels) og synger flot (Benjamin Katzmann Hasselflug). Sej koncert. Keyboard, saxofon, guitar, cello, kontrabas m.m. for fuld hammer og hviskende lavmælt. En harmonika går foran og får os til at trække vejret helt ned til storetæerne. En cellobuer vrider smerte og skærer struber over. En saxofon fylder os med skumsprøjt og giver os 'hår på brystet'. Og en kontrabas sender os ud på oceanerne og skyller os op på livets bred.

Digteriske sangtekster

Flot poetisk skåret og dejligt kogt ind som små digte afspejler sangteksterne i mange afskygninger og tonelejer det at være ung. Sangteksternes vekslen imellem og kombination af det abstrakte og konkrete fungerer rigtigt godt – det peger på virkelighedsnære situationer og tillige på håb, drømme og visioner.

I udpluk berøres søndagsbilture fra barndommens land, selvmord, fortvivlelse, kærlighedsinvitationer mv. Drømme og længsler udtrykkes i sentenser a la "Lige rundt om hjørnet måske …eller over oceanet ..finder jeg det". Protest og frihedstrang kyles ud i rummet med strofer som "står med en hammer og smadrer den sorte skole". Depression 'hviskes' med linjer som "Livet kan være skønt, men bare ikke for dig".

Og i finalen falder 'alt til ro' med de sidste ord: "Elskede vær hos mig." 

Fin finale

Hvordan får teatret sluttet en sådan hormonåbning af, tænkte jeg undervejs – hvor vi både opholder os i stille stunder og er til fed koncert med klap og dans?

Helt flot viser det sig: Som en nedtoning, et fald og et fokus omkring en helt rød på gulvet rygliggende performerkrop som 'svøbes' i en lavmælt melodisk sang om at vende tilbage til havet. Til premieren bragte det alles åndedræt i en rolig fælles balance og koncentration. En flot mental finale i et rum som fysisk igen har reetableret sin kæmpestore træklods af en firkant.

'Bolbronx' er på den vis et rigtigt godt bud på musikteater i en tid, hvor mange store teatres teaterkoncerter er ved at køre fast i en uinteressant og døsig gengentagelsesrille. 'Bolbronx' fungerer via sin dynamiske og nervefyldte musik, sit scenografiske set up, sine dygtige medvirkende, ved at have så lidt tekst og gennem sin uforudsigelighed – selvom det ligger lidt ligefor at forudse, at vi scenografisk ender, hvor vi begyndte – men når der er en god ide i genmøbleringen glædes vi over det. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Bolbronx
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

18-10-2018

12-10-2018

11-10-2018

09-10-2018

07-10-2018

05-10-2018

01-10-2018

28-09-2018

26-09-2018

24-09-2018

21-09-2018

19-09-2018

18-09-2018

16-09-2018

14-09-2018

12-09-2018

10-09-2018

04-09-2018

24-08-2018

17-08-2018

13-08-2018

02-08-2018

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

09-06-2018

07-06-2018

05-06-2018

03-06-2018

01-06-2018

Flere anmeldelser