Er der nogen, der har eksponeret sin egen person i dansk børneteater, så er det Katrine Karlsen.
Er der nogen, der har balanceret på kanten mellem eksistentiel ærlighed og social pinlighed, så er det Katrine Karlsen.
Er der nogen, der har fremprovokeret et nyt, nøgent teaterudtryk med sig selv som krop og sjæl, så er det Katrine Karlsen – altid med den digitalt avancerede scenograf Sissel Romme Christensen som æstetisk dansepartner.
Deres fælles teater Graense-Loes har ikke mindst flyttet grænser i gennembruddet med ensomhedsforestillingen ’Fucking Alene’ fra 2007, men også i dødsdriftsforestillingen ’Undertiden lever man’ fra 2010, hvor Chr. Viktor Rasmussen stod for den afgørende lydside og de utællelige mikrofoner.
Nu står Katrine Karlsen så på scenen igen i forestillingen ’Say Cheese’. Forestillingen handler om trangen til berømmelse, og den havde aktuelt nok premiere i netop den uge, hvor ’X Factor’ bød på finale og Sarah og drømmen om at skille sig ud fra alle de andre.
’Say Cheese’ er samtidig en retrokommentar til Det Kgl. Teaters dukketeateragtige forhistorie – og en absurd skildring af drømmen om Hollywood. I hvert fald længslen efter Manhattan og ambitionen om at gøre hvad som helst for at blive international filmstjerne. Også om prisen for berømmelse så er at blive voldtaget af selveste filmgorillaen King Kong…
For følsom
Handlingens montagestruktur er avanceret. Konstruktionen af det forstørrede Ej-blot- til-lyst-dukketeater er avanceret. Teknikken med livevideo og dukkeprojektioner er avanceret. Lydsiden med forudoptagede replikker er avanceret. Kostumernes lag-på-lag-påsætning er avanceret. Og Chr. Viktor Rasmussens bananskrælleteknik i gorillakostume er avanceret.
Det ulykkelige er, at de mange raffinerede tanker og effekter aldrig samler sig. At interessen om den interessante kvindefigur daler, jo flere underlige ting hun insisterer på at beskæftige sig med. Og at dramaturgien klasker, så man knap ved, at forestillingen er slut. ’Du er for følsom, min pige,’ lyder en af de første replikker. De ord kunne gentages i hver eneste scene…
For bagklog
’Status: Sukkerkold’. Sådan står der på et display undervejs i forestillingen. Og sukkerkold går både Katrine Karlsen og spændingsopbygningen. Humoren er også begrænset til en grotesk scene med et banan-blowjob. Man må tage, hvad man kan få…
Forestillingen er tydeligvis blevet samlet i hast, ikke mindst fordi Sissel Romme Christensen kort før premieren havde dødsfald i sin familie og måtte trække sig ud af forestillingen. Det kan undskylde en del af de tekniske vanskeligheder, der antagelig vil løse sig, når Graense-Loes får spillet forestillingen varm.
Men det er egentlig ikke det, der er det værste problem.
Det afgørende er, at Katrine Karlsen tilsyneladende ikke selv kan se, at hun i ’Say Cheese’ udfordrer og overskrider skillegrænsen mellem teater og terapi. At hun skubber det generelle fokus og gør sin forestilling privat. Og at hun gør sin forestilling til en slags ’X Factor’ bag kulisserne – blot ikke med udgangspunkt i den unges oplevelser, men med den voksnes bagklogskab og efterrationalisering.
For voksen
Graense-Loes betegner selv forestillingens målgruppe som 13 år og op. Men hovedpersonens seksuelle fantasier er lovlig eksplicitte for en del 13-årige – lige som hendes ramponerede selvværdsdefinitioner heller ikke tilhører de 13-åriges univers. Desuden er hendes forestillinger om vold bekymrende offeragtige.
Og hendes balletreferencer til ’Svanesøen’ med tylsskørt og tilsneet søbred er mere i retning af selvskaderfilmen ’Black Swan’ end af den russiske ballets forsonende happy end .
Så selv om Katrine Karlsen stadig ligner en 19-årig, så har hun her altså skabt en forestilling, der absolut er for voksne. Og hvis fokus på ingen måde er teenagerens, men derimod snarere den 30-åriges panik og længsel efter at lykkes og blive berømt – eller trangen til at gå op i flammer og voldelig selvdestruktion.
’Say Cheese’ er charmerende i sit overskudsagtige udstyr med groteske fotostater af Katrine Carlsen som smækker biografpige, perfekt og munter med cigaretbakke og lille, kæk hat over paillettrusser og rød kjolejakke.
’Say Cheese’ er digitalt fremme i skoene og i røntgenskanningens æstetik – de vilde forvrængningsportrætter af en underskøn Katrine Karlsen med påmalet skelet udløser en stjerne ekstra for kunstnerisk overskud.
Og ’Say Cheese’ er en tidsperfekt historie til et publikum, der måske tror på, at berømmelse er det vigtige i verden.
’Say Cheese’ er desværre også en forestilling, der går i opløsning. Akkurat lige som dens drøm om berømmelse.
