Se det ubegribelige ske

Stemning og tilstedevær. Musik som danner resonans i rummet. Dans som bliver til i kroppes bløde bevægelser. Sødmefyldt charme, stærk udstråling og naturlig kontakt. Bekymring og opgivende miner for åben 'skærm'. Kærlighed som bare vokser. Og en vanvittig og vidunderlig linedans, som bliver til virkelighed på scenen. 

Det er Teatret Møllen i en nøddeskal. Men det er også et eksempel på, at det er lykkedes Jakob Højgård Jørgensen at lade det teater, han nu er leder af, Teater Nordkraft, danne co-producerende par med hans gamle arbejdsplads i Haderslev.

Historien er helt fantastisk – og endda sand. ’Linedanseren’ bygger på Phillip Petits gøglerliv og bedrifter. På den linedans som den franske gøgler og artist 7.august 1974 udførte 400 meter over jorden, en halv time på en wire udspændt mellem verdens to højeste tårne; World Trade Centers to tvillingetårne, som den 11.september 2001 sank i grus under et terrorangreb.

Ikke så sært at Petit i dag hyldes for den livsbekræftende bedrift. Og ikke underligt at Møllen og Nordkraft finder historien svimlende god.

Det utilpassede skolebarns historie

Heldigvis formår de også at gøre historien til en både stor, smuk og nærværende teateroplevelse. Stor via lidenhed (enkle stærke greb, som heldigvis aldrig forfalder til sentimentalitet). Smuk via fravalg og gennem præcision. Nærværende via kontakt med og omtanke for publikum (vi gøres vakst til Linedanserens medsammensvorne).

Og almengyldig og aktuel: Med et enkelt og elegant greb spørger Connie Tronbjerg et barn blandt publikum: ’Må vi låne dit navn?’ ­- og derved drejes Petits historie over til (også) at være en her og nu historie. Vores historie. En historie om det utilpassede skolebarn. Ham der må skifte skole i ét væk, og som læreren må bede om at parkere sin ethjulede cykel og alle sine akrobatiske lyster lige indenfor døren til klassen. Ham der får realiseret sin vanvittige og smukke linedanserdrøm på trods og fordi han simpelthen ikke kan lade være.

Genkendeligt Møllen-univers

Gitte Kath står der skrevet over meget af forestillingen. Her er igen-igen et stort gammelt slidt bagtæppe – denne gang et sandfarvet. Igen sang og cirkusmusik på tromme, harmonika, triangel m.m. – her spændende komponeret af Oh Land og Claus Carlsen. Og igen gamle taburetter – de stables i højden som det vakkelvorne tårn, som Anders Astrup Jensen (der med fortættet ro spiller Linedanseren) kyndigt balancerer på, mens Anne Eisensee (som kyndigt kropsligt og musikalsk spiller hans kæreste) smidigt snor sin lille krop gennem den nederste stols ben.

Snart efter tåspidsdanser hun eller griber sin cello for at akkompagnere den trommende Connie Tronbjerg og den harmonikaspillene Margit Szlávik, som strikkende fra hver sin ende af en langt råhvidt halstørklæde med skælmsk mimik og skønne små kommentarer agerer fortællere eller en slags stedfortrædende mødre for Linedanseren.

Den kendte Teatret Møllen-matrix føres videre, men på en fin måde tilsat nye ingredienser. Dans, akrobatik og trylleri.   

Kunst af drift

Stykkets filosofi og smukke morale går lige i hjertekulen – på grund af spillets stemningsbetonede takter og fordi vi hele vejen igennem bliver betragtet som og oplever os som Linedanserdrengens medsammensvorne.

Vi hører ikke til dem som falder fra, da det viser sig, at Linedanseren mener det alvorligt. Vi hænger på. Begunstiges undervejs af sjove små franske sprogforviklinger. Af sange som snor sig sammen og illustrerer verden som ’en smeltedigel af forskellige nationaliteter’. Og af spillernes visninger af, at det koster spekulationer og knofedt at forfølge sine drømme.

Forestillingen gør en dyd ud af at sætte fokus på alt det, der skal til, før selve linedansen kan blive til noget. Vi ser Linedanseren udføre akrobatik på taburetter. Gå på line på taget af Nôtre Dame (en lille projektion). Trylle vand ind og ud af en avis. Og vi ser Linedanseren med et afledende nys rykke den artikel om tvillingetårnene ud af en avis som bliver hans vildeste idé. Den idé, som han ikke kan bremse. Som ikke hjælpes på vej af matematiske kalkuler. Men som bliver realiseret (som i virkelighedens historie) ved slidsom research.

Vi følger, hvordan han aflurer og hvordan det lykkes ham sammen med sine danserindekæreste og med os som medsammensvorne at komme op i et af verdens mest bevogtede bygninger med alt det tunge grej, der skal til for at spænde linen ud.

Et stort stativ står lige fra begyndelsen på scenen. Mod slutningen arbejder hele spillerholdet iført hvide hjelme og arbejdshandsker på at rigge linen til. Rummet er ladet med spænding og med den skønne vished, vi har fået om, at et perfektioneret værk (linedans/kunst) bliver til på basis af en ubændig drift, kærlighed, slidsom træning, der fører til præcision, samt tilfældigheder og held. Og så bliver der danset på line…

I starten bliver historien om Petit trukket op af en lille æske ­som den linedanserhistorie, vi skal høre. Teatrene har lagt den i en æske, ligesom Petit lagde sine ideer i en lille æske. ’Ingen kan stoppe mig’, sagde Petit.

Ingen har heldigvis heller stoppet teatrene i at lade os opleve suset af det ubegribelige.