Af: Kirsten Dahl

29. august 2011

Sci-fi-dans som ‘fyld selv ud’-fortælling

Et sted i en grå og regnfuld fremtid møder vi manden, der som ung nødigt ville løsrive sig fra Sunny Beachs kulørte solbeskinnede terræn. Men hvorfor har stedet forandret sig fra farverigt til gråt? Og hvad er der sket for manden? De spørgsmål vil Saga Dance Art Collective gerne i dialog med de unge om.

Enkelhed kan åbne op. I et spartansk univers fanger sanserne det 'lidt', der er at se og høre. Korte forestillinger kan også have overskueligheden som sit fortrin. Begge dele ved Saga Dance Art Collective.

Rummet i 'Drømmen om solen' er gjort af få remedier. En todelt bagvæg. Den ene side ret abstrakt og lidt med en illusion af noget gammelt og slidt qua sit materialevalg af pap og plast sat op i kvadrater som lapper på et faldefærdigt skurs væg. Den anden i form af en skærm, hvorpå billedet af en strand med hav og en ø i baggrunden skifter mellem at stå postkortskinnende i solrigt farvet lys og være henlagt til en regnfuld grå dag. I forgrunden et sandfarvet gulv, der ligner en fin sandstrand, men også et mere råt og brugt grus-terræn.

På denne destination, som både virker ret ingenmandslandsagtig og skifter mellem at være den solbeskinnede Sunny Beach og en grå og våd tilsvarende, udspiller en 25 minutter kort 'hvad mon der er sket manden i den lilla skjorte'-sekvens sig.

En spørgsmålstegnstillende næsten nonverbal dansesekvens, der i skolesalgsregi efterfølges af 20 minutters dialog med det 10 til 12-årige publikum. En samtale om hvad der mon er sket og hvordan det hele kan tænkes at ende.

Spirrevip og vagabond

Saga Dance Art Collective kalder 'Drømmen om Solen' en 'Sci-Fi-danseforestilling om klima, ensomhed, drømme, venskab og et gammelt postkort'.

At vi er rykket frem i tiden – til 2110 – giver Ingrid Tranums dansepigefigur udtryk for med sine meget præcise og veludførte abstrakte bevægelser og sit rumvæsensagtige patchwork kostume med små påklistrede kegleformede gevækster og den stramme sølvfarvede badehætteagtige hat.

Og vi aner det klart på Torkild Lindebjerg, der som en gammel vagabondudgave af den unge mand, der indledningsvist åbnede forestillingen, vågner op på en interimistisk sammentømret bænk og med alderen i kroppen får sat sig op med et flosset Sunny Beach postkort i hænderne.

Et postkort med affektionsværdi. For postkortet er det samme som den unge mand ville skrive færdig fra den strand, han nødigt ville forlade. I ført samme lilla skjorte og med postkortet som det fælles omdrejningspunkt krydser de to mænd undervejs hinanden i en slags erindringsøjeblikke.

Ingrid Tranum danser sig smidigt og ekspressivt til en samhørighedsfuld kontakt med Lindebjergs Beach-strandede person. Videobilleder af dansende børn i et lidt sløret skær og et nærbillede af en ung pige lægger spor ud til noget, der måske engang er sket.

Hvem, hvad, hvornår og hvorfor, er det så op til publikum at digte frem. Bud har de unge givetvis (festivalforestillingen i Horsens gennemførte ikke denne del).

Forestillingens koncept er udfordrende og afprøvende. Fint. Spørgsmålet er bare om der ikke kunne være placeret lidt flere ingredienser i de indledende 25 minutter. Ligesom som der synes at være noget lidt for lukket over historien, i og med at den har besluttet, at vi bevæger os fra sol til regn, eller fra sol til en drøm om sol.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.