Scenekunstnerisk kurbad

’Life Live’ er som at få et scenekunstnerisk kurbad. Undervejs i processen føler man sig mere og mere intenst tilstede og bagefter breder der sig en følelse af oplivethed i kroppen på én. Porer bliver åbnet. Det sensoriske apparat bliver stimuleret. Ens sanser bliver skærpet overfor lys og mørke. Overfor stilhed og bevægelse. Over for berøring og ikke-berøring. Og samtidig kommer man helt uvægerligt til at reflektere. Tanker myldrer frem. Man kommer til at grunde over hvad de andre i den lille fem-personers gruppe, man har været i, har sagt. Og man genhører og genovervejer de svar, man selv kom med.

På den led fylder og åbner ’Life Live’ én op. Og man føler sig glad og taknemmelig over at nogle kan begå en sådan type af udfordrende, skrøbelig og modig scenekunst.     

’Life Live’ udvikler på én og samme tid det scenekunstneriske sprog og udvider sit publikums oplevelse af hvad eksistens er. Eller man kan – for nu at referere til titlen – sige, at forestillingen bestyrker og åbner publikums oplevelse af hvad det vil sige at være levende og i live.

Et labyrintisk forestillingsspil

Human specific teater og sensorisk teater er ikke mystiske teaterformer. Det er 'bare' anderledes teater. Begge teatre har begået performances som ligestiller teatrets mange udtrykselementer og som interaktivt og reelt inddrager publikum. I ’Life Live’ er det lykkedes for Nullo Facchini og Sara Topsøe-Jensen at skabe et labyrintisk forestillingsspil som med seks sensibilitetsfyldte og sikkert styrende performere skaber rammerne for at der kan opstå en stærk følelse af sammenhold og intimitet på de små 5-personers hold som sammen tilbagelægger en labyrintrejse. Både som enkeltperson og som lille gruppe oplever man at være del af noget større. Fordi man ser og mærker, at der er fem andre små hold rundt om i rummet. Fordi vi alle samtidig oplever en performer (Anne Nyboe) danse så vitalt. Og fordi vi alle mod slutningen oplever lysende objekter trække vejret som var de en menneskelig muskel – et hjerte eller en lunge. Objekterne sender baner af lys ud i rummet. Lys som krydser hinandens spor og deler rum – akkurat som vi som publikum undervejs er kommet tættere på både os selv og hinanden i en fælles sanse- og forundringsproces. 

Små sten og høje huse

Det fascinerende, udfordrende og skrøbelige ved ’Life Live’ er, at vi som publikum skaber forestillingen sammen på den sansefyldte og bevidsthedsudvidende rejse, som forestillingsspillet er.

Holdene bliver skabt ved at de, som ved indgangen har fået det samme lille billede udleveret, søger hen under et lille lys, hvor det samme billede findes sammen med en performer.

På de seks små oplyste stationer i mørket bygger seks performerne et tillidsforhold op til deres respektive publikummer ved at stille os en række spørgsmål. Spørgsmål som fx ’Er du dominerende?’ ’..jaloux?’ ’..hjælpsom?’, ’..nysgerrig?’, ’Er der noget særligt du gør, når du bliver ked af det?’, ’Vil du gerne vide, hvornår du skal dø?’. Vi angiver vores svar ved at placere den sten, vi lige har valgt, et sted på linjen mellem de to sten, som performeren fortæller står for ’Ja’ og ’Nej’, eller ’Meget’ og ’Lidt’.

Ingen spørgsmål er for store, ingen for små. Og de handler alle om vores fælles eksistens – akkurat som den hvirvlende dans, vi kort efter oplever, når Anne Nyboe i sort kjole og med en hvid paraply snurrer hurtigere og hurtigere rundt i rummet på en sådan måde, at hendes cirkelbevægelser kaster vind og åndedræt fra sig i takt med, at vi med en indtalt stemme og musik får en helt muskulær og meget kraftig fornemmelse af, at hendes bevægelser udsender en usynligt lysende energi, og af at alt i rummet er del af et uendeligt stort og betydningsfuldt verdensrum.

Snart efter er vi med opfordringen ’Lad os bygge en by’ i gang med at bygge en by op af store hvide sammenklappelige vægge som billedanimeres. Senere guides vi af en ny performer ind i et af husene for der at deltage i nok noget nyt. Sammenkomster som fx inviterer os med på en tyst hviskende opdagelsesrejse i en søgen efter det allermindste element på gulvet. Den lillebitte del som forbindes med altings beståen af atomer og molekyler og store mellemrum af absolut ingenting.

Nedbryder skel og flytter grænser

’Life Live’ flytter grænser - aldersgrænser, fordi det er et forestillingsspil som åbner op for at børn og voksne kan mødes som mennesker. Forestillingen markedsføres i parentes bemærket som en forestilling, der spiller for 15 børn og 15 voksne ad gangen. Og den nedbryder skel og rokker ved indstillinger, fordi spillet giver os 'nye' og 'større' øjne og ører og følelser at se, lytte og mærke med.   

Spillet skaber med sine enkle rum, sin stærke styring og den afhængighed af et ærligt tilstedeværende publikum, som samtidig er en indbygget forudsætning, et betagende intimt samtalerum og bliver derved utroligt livsbekræftende. Spillet skaber en anderledes og særlig oplevelse som lever videre i én. Det gælder (oplevede jeg), når forestillingsspillet finder sted mellem (primært) voksne, som aldrig har mødt hinanden før. Og det må også være givende for mennesker i forskellige aldre, som kender lidt eller mere til hinanden, fordi spillet også åbner for at gensidige meninger og forestillinger om hinanden kan blive reviderede og ændret.

Spillet kan give stemme til én, som ellers ikke tør sige noget. Én, som plejer at dominere, kan opleve hvor givende det er at lytte osv., osv.

Mulighederne er uendelige i ’Life Live’s koncept, som, når det er skruet så spændviddefyldt og godt sammen og forvaltes så professionelt som her, er grænseoverskridende på en måde, som beriger både på det scenekunstneriske og mellemmenneskelige plan.

’Life Live’ skaber møder. Mellem performerne og publikum, mellem publikum indbyrdes i de små grupper, og mellem den enkelte og helheden. Udover at møderne forskellige aldre imellem må være utrolig interessante at være en del af, så slog det mig  i erindringens lys, at publikums oplevelse og performernes oplevelse har det væsensforskellige vilkår over sig, at vi som publikum får den gave at følges ad i en gruppe som kan udvikle noget sammen, mens de seks performere (som er tilstede som både performere og 'dem selv') får deres oplevelse delt i tre, fordi de er sammen med tre forskellige publikumsgrupper i løbet af forestillingsspillets tid. 

Inden den forestilling, jeg deltog i fandt sted, modtog Sara Topsøe-Jensen Merete Hegner prisen 2012. Prisen tildeles én gang årligt til en ildsjæl indenfor drama/teater eller anden kunstnerisk virke. ’Life Live’ er et levende bevis på, at prisen er velfortjent.