2. december 2016

Scenekunstnere uden Scene har nedlagt sig selv

Foreningen Scenekunstnere Uden Scene (SUS), der blev stiftet i januar 2012 for at udgøre en formel repræsentation af miljøet og arbejde målrettet for at få etableret en Åben Scene i København, har nedlagt sig selv. Det skete ved en ekstraordinær generalforsamling 6. november 2016 – og som et konkret udtryk for manglende resultater i bestræbelserne.

Som der står i et efterskrift på Facebook: 

”SUS har gennem årene været aktiv dialogpartner med Kulturministeriet, Statens Kunstfond og andre, der ønskede at medvirke til etableringen af en åben scene.

Det har været en stor frivillig indsats, som flere gange har været tæt på at udmønte sig i konkrete løsninger, senest i efteråret 2015, hvor Kulturminister Bertel Haarder bad SUS, Uafhængige Scenekunstnere (US) og Teatrenes Interesseorganisation (TIO) give et fælles bud på en model for en åben scene. Dette bud skulle holdes indenfor det meget beskedne økonomiske råderum, som frem til 2018 udgøres af Puljen for gæstespil i København og på Frederiksberg, administreret af Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for Scenekunst. Det udmøntede sig i et forslag om en Mobil Åben Scene. Desværre valgte Kulturministeren endnu en gang at afvise vores grundigt udarbejdede forslag. Derfor er foreningen nu nedlagt'.

SUS har i sin korte levetid bl.a. arbejdet tæt sammen med organisationen Uafhængige Scenekunstnere (US) om Det Frie Felts Festival, som afviklet 2014-16 og en fjerde planlagt til 2017 – ligeledes som en del af CHP Stage-festivalen.

En Åben Scene er det altså ikke blevet til. Og som det hedder i den sidste formandsberetning fra Bjørn Lense-Møller, der i en alder af 91 stadig er at finde som en betydningsfuld røst i det organisatoriske teatermiljø:

'Det Frie Felts Festival er i disse foreløbig tre udspil vokset som et betydningsfuldt vindue for det mangesidede, kunstneriske arbejde, der udvikles i det frie felt.

Da jeg nu trækker mig ud af dette arbejde med at gøre opmærksom på den politisk svage forståelse for scenekunstens udvikling, er det med et blik på tidens politiske kræfter, som næppe vil tænde lys en række år fremefter. Tænk bare på 2015-16’s udspillet fra Kulturministeren'.

Se mere om SUS på hjemmesiden: www.scenekunstnereudenscene.dk

Se mere om US på hjemmesiden: www.scenekunstnere.dk

Se mere om Det Frie Felts Festival på hjemmesiden: www.detfriefeltsfestival.dk

(Billedet: Bjørn Lense-Møller (f. 1925), der her holder oplæg ved et SUS-arrangement, har været en yderst markant skikkelse i det organisatoriske teaterliv i årtier, herunder senest  altså nogle år som ordførende for Scenekunstnere uden Scene, der nu har nedlagt sig selv. Foto fra Uafhængige Scenekunstneres Facebook-side)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne