Af

29. maj 2011

Scenekunst uden klagemulighed

Redaktør Me Lund skriver om sagen omkring Niels Vandrefalks og Holbergteatrets forestilling,  ’Far, Mor Får Børn’, som Refusionsudvalget har nægtet godkendelse:

En af de sidste kulturministre, der virkelig havde hands onpå teaterområdet var Niels Matthiasen. En dag indløb en anbefaling på ministerkontoret fra teaterrådsformand Arthur Ilfeldt, som foreslog, at man fratog det nu hedengangne teater, Kaj Abrahamsens Tourne, dets tilskud, fordi dets kvalitetsniveau var for ringe. Det var tilfældigvis samtidig et teater, hvis ’Sommer i Tyrol’-forestillinger publikum strømmede til.

Ministeren øjede anbefalingen igennem, nikkede anerkendende til argumentationen – og flyttede så Kaj Abrahamsen tilbage på listen over støttede teatre. Ilfeldt var chokeret. Følte sig mildt sagt desavoueret. Og så var det, Niels Matthiasen sagde de berømte ord: »De gjorde det rigtige, Ilfeldt. Men det gør jeg også.«

Anekdoten er sand og bekræfter, at den fremskudte hær af kvalitetsvogtere har haft sin berettigede funktion både i forhold til kunstverdenen og kulturministeriet ligeså længe, kulturministeriet har eksisteret. Hver og én af dem, der i tidens løb har løftet bajonetten for at forsvare den sande kunst véd, at uden deres personlige indsats havde vores kunst- og kulturliv muligvis ligget i ruiner.

Men anekdoten viser også, at Niels Matthiasen forstod sin rolle som øverstansvarlig på den måde, at han ’hørte hvad fagkonsulenten sagde’, men traf sine egne valg. Det kaldes kulturpolitik. Og det er en mangelvare i dag.

Inappellabel dom

Teaterrådet havde ganske vist kun indstillende myndighed i Ilfeldts tid. I dag er meget anderledes, f.eks. hedder Teaterrådet noget andet, og efter det øgede fokus på det såkaldte armslængdeprincip siden midten af 1990erne overlades ansvaret nu helt og holdent til statens konsulenter, som derved er blevet en slags højesteretsdommere i stedet for advokater, der plæderer for en sag. Med den iboende pointe, at deres dom i dag – nøjagtig som ved Højesteret – er inappellabel.

Er systemet og den enkelte fagkonsulent rustet til det? Og er det en hensigtsmæssig måde at håndtere det beskidte arbejde på med at kvalitetsvurdere og justere vores teaterliv? Eller spurgt på en anden måde: er det mon på tide at overveje, om der er brug for en uvildig ankeinstans, som kunne tage sig af sager, hvor kunstnerne føler sig fejlbehandlet af de nuværende konsulenter?

Den aktuelle sag om Niels Vandrefalks ’Far, Mor Får Børn’ er ét blandt flere eksempler på, at der måske er grund til at se ordningen efter. Den handler i korthed om, at Niels Vandrefalk (Holbergteatret) har søgt om at få ’Far, Mor Får Børn’ – en historie om forplantningens gåde for de 6-10-årige – optaget i Den Røde Brochure og dermed om at få refusionsgodkendelse. Men refusionsudvalget, der bl.a. består af kolleger/konkurrenter fra børneteatermiljøet, har afvist forestillingen med flere begrundelser, herunder at den ikke er professionel, og at ’dens bagvedliggende pædagogiske motiver er rettet mod voksne og ikke mod børn’ – hvilket vistnok betyder, at den er klam.

At udvalget er sat i verden for på ministerens vegne at foretage kvalitetsvurdering, er der vist endnu ingen, der har bestridt, selv om der er faldet mange knubbede ord i den efterfølgende debat. Såvidt jeg kan bedømme, går diskussionen da osse i sin kerne på, om refusionsudvalgets begrundelse er holdbar. Altså om der argumenteres kvalificeret for en så alvorlig dom, som det er, at forestillingen ’ikke kan karakteriseres som professionel scenekunst for børn’. Hvis dommen nemlig ikke er holdbar, er det ikke bare ærgerligt. Det er osse definitivt. For nu er der ingen øverste myndighed, som har kompetence til at ændre afgørelsen.

Armslængde i metermål

Jeg hører til de få, der faktisk har set forestillingen. Den kan godt strammes op, men bottom line: Den er professionel. Og ikke det mindste klam. Jeg har fulgt Vandrefalken som anmelder i de seneste 20 år, og ’Far, Mor Får Børn’ er en typisk Vandrefalk-forestilling, som ikke kvalitativt adskiller sig fra hans øvrige, refusionsgodkendte produktion. Den adskiller sig heller ikke kvalitativt fra så meget andet støttet og dermed pr. definition professionelt, dansk børneteater, hvis samlede styrke netop er – eller rettere: burde være – at der er mange temperamenter, stilarter og historier repræsenteret.

Min pointe er, at når refusionsudvalget som i dette tilfælde tager fejl ved at frakende forestillingen professionalitet, ville det klæde det danske demokrati med en organisationsstruktur, der gjorde det muligt at klage. Men (scene-)kunsten har ingen ombudsmand, intet klagekontor. Og heller ikke længere en kulturminister, der føler sig ansvarlig for den politiske afvejning af de mere eller mindre kvalificerede fagfolksbeslutninger nede i virvaret af råd og nævn, udvalg og underudvalg, som hver især lægger centimeter efter centimeter på armslængden ind til ministerkroppens hjerteslag.

Mens alle andre grupper i samfundet kræver deres ret eller i hvert fald ret til at afprøve deres krav, må kunsten i almindelighed og potentielt refusionsberettiget børneteater i særdeleshed stadig pænt stå med hatten i hånden og passivt håbe, at der kommer nogen forbi og tilkaster den en mønt. Er det virkelig Danmark anno 2011?

 

Me Lund er redaktør af kritiken.dk – en webside for kulturkritik – og har tidligere været anmelder og teaterredaktør på Berlingske Tidende.

Flere debatindlæg

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg