13. november 2015

‘Scenekunst på Skoleskemaet’ i godt selskab

Clarissa Meister-Petersen er på blot et par år blevet kendt og påskønnet for sin indsats som stifter og leder af Filiorum, der som pop-up-spillested i Gentofte arrangerer forestillinger og små festivaler med kvalitetsteater for kommunens børn og unge.

Som teaterforeningsleder førte det hende også fluks ind i bestyrelsen for Danmarks Teaterforeninger (DT) allerede i foråret 2014.

Siden har hun og Filiorum udviklet læringskonceptet 'Scenekunst på skoleskemaet', som bl.a. med succes er blevet afprøvet i et samarbejde med Mungo Park Teater for 10. klasses elever i Gladsaxe Kommune og har vakt interesse i vide kredse.

Og for nogle måneder siden blev det så offentliggjort, at Filiorum skal stå for den genopstandne Børnescene på Folketeatret, som åbner efter endt ombygning af det store teater i Nørregade.

Det er således ikke mærkeligt, at Clarissa Meister-Petersens indsats som kulturel iværksætter er blevet spottet andre steder, hvilket har givet sig udslag i, at projekt 'Scenekunst på skoleskemaet' blev valgt som en af syv kandidater til TV3 og Viasats kampagne ved navn Game Changer – lanceret i samarbejde med non-profit-organisationen Reach for Change og med det formål at finde entreprenante ildsjæle med gode ideer, der kan gøre hverdagen bedre for børn i Danmark.

Blandt de seks andre kandidater var ordblindetræning, it-fællesskab for piger, bevægelsesprogram for skoleelever og hesteassisteret undervisning.

Og da vinderen blev kåret i dag, fredag 13. november, ved et finalestævne, løb  Ordblindetræning v. Thomas Mose og Mikael Højbjerg med titlen og præmien, der er et økonomisk tilskud på 400.000 kr. samt adgang til Reach for Changes Inkubationsprogram.

Men Filiorum har altså slået sit navn fast i nye kredse, og det kommer også synligheden af det professionelle danske børneteater til gode.

 Man kan læse en portrætartikel om/med Clarissa Meister-Petersen her på portalen, 'Teateroplevelsen skal gøres til en personlig hændelse' og en reportage fra det omtalte forløb i Gladsaxe af 'Scenekunst på Skoleskemaet'.

Se mere om Filiorum på www.filiorum.dk

Se mere om Game Changer-kampagnen og de øvrige kandidater på https://denmark.mtggamechangers.com

(Billedet: Clarissa Meister-Petersen og hendes 'Scenekunst på Skoleskemaet'-projekt er kandidat i Game Changers-kampagnen. Foto fra Game Changers hjemmeside)

(caj)   

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne