Af: Kirsten Dahl

18. september 2008

Sanselig havfruesang

Månegøgl mikser harmonisk musik, dukker, lys, farver og fortælling i en sød lille forestilling, som også bringer nysgerrighedspirrende, raffinerede videoanimationer på banen for de 2- til 5-årige.

Værdig ro, yndefulde bevægelser og blid stemme. Hanne Trolle har gennem årene udviklet sig til et ikon på den trygge, omsluttende fortællerske når det gælder teater for de allermindste, eller rettere de 2- til 5-årige, nu der er kommet flere forestillinger for de helt ammespæde til.

‘Den lille pige fra Havet’ er ingen undtagelse. Med havblå gevandter og ferskenrød blomst i håret er Hanne Trolle klædt helt i harmoni med den historie, hun fortæller. En historie som handler om den lyst en lille pige en dag får til at lære den sang hun hører nogle havpiger synge ude på havet.

I forgrunden dukker pigen op som en lille rødhåret dukke ved en rosenbusk. Og fra baggrundens maritime blå strømmer snart både meterstore søheste, støvlekriblende krabber, en stor havheks der både bruger sneglehuehat og søbriller, og selvfølgelig de små halesvansende havpiger, hvis sang både pigen og de små publikummer på forestillingens lille halve time får lært.

Raffinerede animationer

I Kirsten Victoria Linds fantasifulde og smukt farveafstemte scenografiske farvand af sejldugssætstykker, havoverflade og dyb bevæger Hanne Trolle sig behændigt rundt som både dukkefører og havets forskellige væsner, mens hun i et bølgende flow veksler mellem fortælling og sang.

I forhold til Teatret Månegøgls tidligere forestillinger er ‘Den lille pige fra Havet’ tillige en tand mere teknisk raffineret på grund af Ole Højer Hansens videoanimationer. Fortællingens billeder glider nænsomt og legende med afstande og dimensioner op på de scenegulvsanbragte sejldugssætstykker. Eller de dukker op på bagtæppet. Øjet følger fx den lille pige som bliver mindre når hun fjerner sig fra land. Hun glider fra at være dukke ind og bliver til billede i animationerne, for når som helst at kunne vende tilbage som dukke igen. Fiskekutter med garn, søhest, havheks, krabber og andre spændende sager bevæges tilsvarende ud og ind af de to medier, mens Hanne Trolle på skift fortæller og synger fortællingen frem. Og sådan beriges spillet med interessevækkende billedligheder og ekstra rytmer.

En sød lille fortælling

Øjne og øre stimuleres af den frodige scenografi og det musiske univers. Og begge dele går godt i spænd med en lille fine historie. En historie, som handler om brændende at ønske sig noget (at lære havpigernes sang). Om at gå ud i verden og vende hjem igen (pigen drives af sin egen lyst og sit mod og får hjælp af søhesten, som svømmer hende ud på havet). Om at forære noget væk (pigen må forære sine røde lokker til havheksen for på afmålt tid at få den fiskehale, som er nødvendig for at kunne svømme ud at møde havpigerne). Om at gøre nogen glade (pigen spreder rosenblade på havet som takkegave til havpigerne). Og sådan udvikler ”Den lille pige fra Havet” sig i løbet af den passende halve time forestillingen varer med sanselig fantasi, sød musik og rolig progression fremad i et forløb, som er til at følge med i for aldersgruppen.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.