Af: Randi K. Pedersen

28. april 2016

Samvittighed på hjernen

Musikken og de medvirkendes lange arme og ben fører an i en heftig kabaret om samvittighed og samvittighedskvaler.

Vi kender det godt, store som små. Det er rart at have en – om ikke ren – så i hvert fald god samvittighed. Den dårlige samvittighed derimod klæber til sin ejermand og tynger både krop og sjæl. Alligevel er det lettere sagt end gjort at gøre det rigtige. Måske er det mageligheden, der vinder, når hundelorten ikke bliver samlet op. Måske er det tvivlen, der spærrer for handlingen, for hvad nu, hvis det rigtige ikke er ærlig ment, men en sur pligt?

Dilemmaerne er mange, når man begiver sig ind i samvittighedens modsætningsfyldte univers. Men i 'Syv sange om samvittighed' splitter kabaretformen forestillingens tema op i numre, der gør det nemmere at overskue indholdet.

Efter den første sang og festlige stemning tage dialogen over, og vi får læst og påskrevet om nødvendigheden af at lytte til vores samvittighed. Hvor i hjernen, den er placeret, illustreres med ivrigt brug af de medvirkendes lange arme og ben.

Det er musikken og kroppene, der fører an, selvom ordene både er vigtige og velvalgte og velformulerede. Teksten er en broget blanding af faktuelle forklaringer og småfilosofiske statements fra en række kendte personer fra teatrets, sportens, tv-underholdningens og nyhedsmediernes verden.

Ti populære danskere har givet hver deres bud på, hvad samvittighed og samvittighedskvaler betyder for dem, og guldkornene er sat sammen i et sprogligt miks, der er til at kapere for børn.

Hårdt trukket op

På den musikalske front er der masser af drive og godt håndværk, der fyrer op under publikum. Samtidig får det de speedsnakkende skuespillere til at folde sig mere roligt ud sammen med pianisten i en fest af en trio med masser af sjove instrumenter.

Det går fint i hak med den elegante kabaret-scenografis små øer af runde plysbeklædte siddepladser, der giver nogle kringlede spillemuligheder, som er med til at skabe afveksling i forestillingen. 

De medvirkende opleves først og fremmest som gode formidlere af ord og musik og mindre som skuespillere. Der er ingen egentlige roller, men på traditionel kabaret-vis optræder der en række karakterer, som skifter fra sang til sang.

Typerne bliver hårdt trukket op i en stil, der er på grænsen til karikaturer uden rigtig at blive til god komik. Replikkerne fungerer også udelukkende som meddelelser og indbyrdes kommandoer og fyres af i et tempo, der  opleves som lige lovlig hektisk og forceret.

Det er helt unødvendigt, for tilskuerne store som dem i børnehøjde keder sig ikke et øjeblik. Det myldrer med budskaber, der tager afsæt i dagens virkelighed med flygtninge, mobning og andre tunge emner, der koges sammen i en samvittighedsgryde.

Men det hele sendes af sted med højt humør og gakkede indfald, så selv om man ikke kan få Nobelprisen i samvittighed, så giver de syv sange om samvittighed publikum mulighed for at blive klogere og tage stilling.  

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.