22. september 2010

Sæsonens første showcase

Så er det blevet showcase-tid igen, hvor ikke-støttede børneteatre – der vel at mærke heller ikke har fået refusionsgodkendelse ’på papiret’ – skal stille til eksamen hos Refusionsudvalget.

Traditionen tro er der showcase i Jylland og på Sjælland – Midtbyskolen i Horsens lægger lokaler til 25. september, og 9.-10. oktober sker det på Virum Gymnasium.

Der er tilsagt fem teatre i Horsens og 14 i Virum – hvor et teater kommer med to forestillinger.

Børneteateravisen.dk vil efterfølgende bringe listen over de teatre og forestillinger, som opnåede refusionsgodkendelse, der som bekendt er den store entrebillet til børneteaterområdet. Dels betyder det, at man kan sælge forestillinger til ’halv pris’, idet kommunerne får penge retur via refusionsordningen, og dels giver det adgang til såvel den store årlige festival i april som til repertoirekataloget Den Røde Brochure.

Så der er meget på spil for teatrene ved en showcase.

Refusionsudvalget består fortsat af Methe Bendix (formand) instruktør og kunstnerisk leder af Teater Hund – Louise Ejgod Hansen, cand. mag. i æstetik og kultur, ph.d. stipendiat – Claudio Morales, skuespiller og iscenesætter – Jacob Stage, koreograf, danser og skuespiller, stifter af Mute Comp – Jesper La Cour Andersen, skuespiller og kunstnerisk leder af Det Fortællende Teater.

Mere om refusionsordningen på www.kunst.dk/scenekunst/refusionsordningen

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne