Sæson for julerier

En juleforestilling? Du må da være vanvittig! Sådan et progressivt børneteater som os spiller da ikke juleforestillinger. Julen er jo indbegrebet af kapitalisme, materialisme, vare- og menneskeudbytning og alt muligt andet vederstyggeligt. Sælge billetter, siger du, betrængt økonomi? Det er nok muligt, men vi går hverken på kunstnerisk eller politisk kompromis med vores idealer og overbevisning. En juleforestilling, jamen, hvad vil de andre i BørneTeaterSammenslutningen da ikke tænke? Nej, det er fuldstændig udelukket.

Ordvekslingen hos dette BTS-gruppeteater i midten af 1970’erne er fiktiv. Helt og aldeles. Ingen garvede og rettroende gruppeteaterspillere ved deres fulde fem ville nemlig overhovedet have turdet foreslået en juleforestilling, ikke engang for at redde økonomien. Juleteater var pr. definition reaktionært og noget, man med væmmelse overlod til Folketeatret og lignende småborgerlige institutioner, der så kunne friste værgeløse sjæle med ”Nøddebo Præstegaard” og anden klam juleromantik.

Men kunne man så ikke have lavet en anti-juleforestilling, der klart og tydeligt demonstrerede foragten for julens angivelige forløjethed og udstillede forbrugergøglet i al sin rungende tomhed? Jo, det kunne man formentlig godt, men som tilbud til juleglade børn ville det næppe have solgt specielt godt. Det var man trods alt godt klar over i periodens gruppeteatermiljø. Derfor det massive fravær af juleteater i Den Røde Børneteaterbrochure fra årtiet.

I stedet møder man op gennem 1970’erne titler som seksualoplysningsstykket ”Bim Bam Busse” med Banden, ”Min far er arbejdsløs” med Fair Play og ”Din hud er mørk” med Skifteholdet. At genlæse omtalen af dem i Den Røde Brochure er i øvrigt en fornøjelig, men også bizar oplevelse. For hold da op, hvor var verden dog enkel og firkantet dengang. Tag blot Turnus’ tekst til ”Mishandlet” fra 1974-75: ””Mishandlet” handler om, hvordan et barn bliver samfundstilpasset på nogle præmisser, som direkte virker nedbrydende på dets selvstændighed og personlighedsudvikling (…) et debatstykke, der appellerer til alle, som har et ønske om et bedre medmenneskeligt samfund”. Kønne og hjertegribende naive ord. Næsten som beskrev de et stykke juleteater. Nej, undskyld, det var grimt sagt.

Undtagelser fra 1970’ernes kollektive julehad var der dog. Zangenbergs Teater spillede ”Dummepeters jul” flere år i træk, Høje Taastrup Teater forsøgte sig med en gendigtning af juleevangeliet, ”Rejsen til Betlehem” i 1976 og Dryadeteatret havde i adskillige år stort held med dukkekomedien ”Et nissestykke”. Salgsteksten bestod af en enkelt lakonisk sætning i Den Røde Brochure: ”Plejer at gøre lykke ved juletid”. Så var den åbenbart solgt!

I dag, 30 år senere, ser billedet noget anderledes ud. Meget passende faldbydes lige præcis 24 juleforestillinger i årets brochure – enten som turneforestilling eller som forestillling på landets stationære børneteatre. Zangenbergs Teater er stadig med – ”Julemandens hemmelighed” spiller på 3. sæson – Gruppe 38 agter at teste juleevangeliet med ”Den hellige nat”, Randers Egnsteater spiller Dickens’ ”Et juleeventyr” og AnemoneTeatrets ”Når du ser et stjerneskud” synes i uopslidelighed at kandidere til kåringen som børneteatrets svar på ”Nøddebo Præstegaard”.

Og hvorfor dog ikke. At børneteatrene benytter lejligheden til at give det kommercielle juleræs et kvalificeret modspil, burde vel dybest set være sket for flere årtier siden. Man skulle da have grebet chancen for at demonstrere, at der var og er andet og mere i julen end gaveræset. Formidlet på en facon, der stak dybere end den overflade-nostalgi, der prægede mange af de øvrige tilbud. Ærgerligt at den politiske korrekthed i sin tid blokerede for, at børneteaterfolkene kunne slippe den indre julemand løs uden frygt for at blive opfattet som det værste af alt, nemlig reaktionær.

Den bekymring synes børneteatret omsider at have frigjort sig fra. Måske er det økonomien, der kradsende har tvunget nogle af teatrene til at spille de populære juleforestillinger, så bundlinjen kunne løftes en smule – altså den tidligere så foragtede Folketeater-model – måske er de politiske strømninger blødt op i børneteatermiljøet, eller også er det fjernsynets julekalendere, der har vist lidt af vejen. Her har man, nogle gange heldigere end andre, demonstreret, at det faktisk kan lade sig gøre at samle familien om en julehistorie, der forener den uundgåelige nostalgi med et vist blik for nutidens problemer og følelser. Monteret i et univers, der nok lader eventyret og nisserierne få deres plads, men samtidig giver juleriet et tiltrængt twist af noget moderne.

Det samme har en række børneteatre de senere år formået med stort held. Oven i købet med den tillægsgevinst, at her omklamres julens uskyldige glæder ikke af vamle reklamer for Fætter BR.

Flere af julens nye forestillinger vil i øvrigt blive anmeldt her på sitet i den kommende (jule)tid...