19. januar 2021

Særlige arbejdslegater til corona-ramte kunstnere

Statens Kunstfond er klar med 25 mio., der skal gå til særlige arbejdslegater til professionelle kunstnere – både skabende og udøvende – inden for musik, scenekunst, billedkunst, litteratur, arkitektur, film samt kunsthåndværk og design, hvis økonomi har været påvirket i løbet af 2020. De skal hjælpe til, at kunstnere kan fortsætte deres arbejde også under Corona-restriktioner, afprøve nye formater og række ud til nye målgrupper. 

De særlige arbejdslegater udspringer af en politisk beslutning fra efteråret omkring behovet for sætte ekstra ind med hjælp til kunstnere i Danmark.

'Vi har som samfund brug for kunsten mere end nogensinde før. Det står lysende klart midt i Corona-krisen, som har påvirket mange af vores kunstnere voldsomt. Derfor er vi glade for at kunne hjælpe til med at uddele flere arbejdslegater til flere kunstnere, der har brug for det' lyder det fra  bestyrelsesleder Michael Bojesen fra Statens Kunstfond i en pressemeddelelse om initiativet.
Kunstnere, der er interesseret i at søge de nye arbejdslegater, skal enten have tjent under 350.000 kr. på deres kunstneriske virke i 2020, eller have tabt minimum 30 % af årsindkomsten i 2020 sammenlignet med 2019 eller 2018. 

Arbejdslegaterne har frist for ansøgning 1. marts. Størrelsen af arbejdslegaterne afgøres af det enkelte udvalg under Kunstfonden, dog vil de max. være på 100.000 kr. 

Læs mere og ansøg puljen 'Særlige arbejdslegater til kunstnere'

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne