Sårbare teenagere med stærke kroppe

Aaben Dans har været engageret i alle Roskildes kroppe, lige fra kompagniet blev etableret som egnsdanseteater tilbage i 2008. De har skabt forestillinger for de mindste babyer som i ’Tre Ben’, der er på turné lige nu. Og de har gladelig også skabt danseforestillinger for almindelige ’voksne’ og afholdt danseworkshops rundt omkring på kommunens plejehjem.

Men nu er det altså teenagerne, der er kommet i fokus. Ikke bare i form af en danseforestilling, men med teenagerne selv som performere. Forestillingen ’What Do You Think?’ er blevet skabt af den belgiske koreograf Hendrik Lebon fra Les Balles C de la B.

Han har netop erfaring med at løfte amatørdansere og med at gøre dem medskabende. Så koreografien er blevet skabt af Lebon og disse otte piger i fællesskab; danseglade drenge er åbenbart stadig en mangelvare i Roskilde…

Strømpesokkefødder

Forestillingen skaber et fint univers af teenagetvivl og usikkerhed – alt sammen med udgangspunkt i en stille guitarsang. Pigerne sætter sig på en lang bænk og klasker rytmer med håndfladerne på hinandens knæ. Og de skaber sjove billeder, hvor kroppene vælter bagover, så der kun stritter strømpesokkefødder op bag bænken. Her handler det om at være med i fællesskabet. At være udenfor er tydeligvis det værste overhovedet for en teenagepige.

Pigerne virker alle sammen imponerende velkoordinerede og danser enkelt og energisk. De har ingen belastende stilarter i kroppene – hverken overdreven balletteknik eller outrerede manerer fra ’Vild med Dans’. Disse piger danser moderne dans, sådan som Hendrik Lebon har fået dem til at gøre det. Med rul og drej og hop.

Følelsen af vold

Pigerne har en oprigtig udstråling af sårbarhed. Samtidig er de tydeligvis i god form og i stand til at gennemføre ret imponerende synkronbevægelser. Undervejs opstår der også flere fine situationer, hvor pigerne netop bruger deres kroppes kræfter til at skabe drama på scenen. Som når en pige ligger ned på gulvet, mens en anden pige står hen over hende og presser sine hænder voldsomt ned mod hende – uden at røre hende, men med så klart et voldeligt afsæt i sine slag i luften, at alle mærker mobningen og overgrebet.

Det er sejt og også ret ubehageligt – og teenagetilskuerne reagerer tydeligvis stærkt på disse stiliserede situationer, der skaber så genkendelige følelser hos dem.

Sort-i-sort

Kostumerne af tights og T-shirts og små nederdele er opfindsomt designet med retromønstre og lækre sort-i-sort-detaljer af Mira Vinzents, og Mikkel Magnus Olsens enkle lys med 12 LED-standere og en enkelt spot bag bænken formår at skabe en fin intensitet og overraskende meget drama.

Som scenekunst er ’What do you think?’ altså på alle måder en fin forestilling. Det kropslige udtryk er raffineret og gennemført og fint tilpasset danserne.

Men det ændrer ikke ved, at disse dansere er amatører. Deres forestilling svarer til, hvad teenagere er med til at skabe rundt omkring på efterskoler og højskoler med særlige danselinjer og dedikerede danselærere.

Spejler sig selv

Det er glædeligt for dansefødekæden, at Aaben Dans påtager sig at give teenagerne mulighed for selv at optræde – og for måske at blive inspireret til at uddanne sig videre som dansere. Dermed svarer initiativet til skuespilsatsningen hos flere egnsteatre, hvis talenthold uddannes og spiller forestillinger, netop for at ruste performertalenterne til eventuelt senere at uddanne sig som skuespillere.

Gråzonen mellem amatør og professionel udvides selvfølgelig her – og det er fint. Også som et realistisk puf til den autodidakte drøm om at få et filmgennembrud som 17-årig…

Men der er ingen tvivl om, at det oplagte publikum til disse teenageforestillinger netop er – andre teenagere. Da jeg oplevede forestillingen, stod to teenage-piger i hvert fald bagefter og var fuldstændig rystede over, hvor stærkt dansen havde virket på dem. De kunne tydeligvis spejle sig selv 100% i den dans, som deres jævnaldrende havde præsteret på scenen - og formodentlig på en helt anden måde, end hvis dansen var blevet danset af ’gamle’, professionelle dansere i 20’erne.

Set med anmelderøjne er forestillingen en amatørforestilling. Men set med teenagerøjne rammer den rent. Som et uventet slag i brystkassen fra din bedste veninde.