’Har I hørt det?’, ’Har I hørt det?’
Stykkets fem skuespillere kommer alle myldrende bag os, ned fra aftenforestillingens flotte bølgekulisse, imens de ivrigt peger og gætter på hvilke af os, der muligvis har (hørt det).
Det er umiddelbart temmelig uklart for os, hvad det er, vi i så fald skulle have hørt, men med titlen in mente har de snu nu alligevel en anelse om, hvad det hele drejer sig om.
Historien begynder
Rekvisitter findes frem fra kedelige grå kasser fra den enkle scene og eventyret om den lille nattergal og Kinas kejser tager form med diverse remedier og godt med teater-overdrevet-kropssprog. En tværfløjte, en tekande, en smuk guldrobe og fine små tavler med kinesiske tegn akkompagnerer fortællingen:
'Kejserens have var så stor, at end ikke gartneren vidste hvor den endte', lyder det med alvorsfuld schwung, mens nattergalesangen nynnes med højstemte, orientalsk-lydende gentagelser og sætter en flot poetisk stemning, der får lov at agere rød tråd igennem alle de øvrige fjollerier.
Dette blandes yderligere op med en begejstret, næsten overstadig fysisk energi hos skuespillerne, og der skal lyde stor ros herfra for den modige cocktail. Det klæder forestillingen at gøre så god brug af såvel koreografi som musikalitet.
Også sproget får smilet frem: ’Find fuglen! Ellers skal hele hoffet dunkes på maven – efter de har spist middag!’ bliver der ’højkejserligt’ befalet, og alle må ud at lede efter ’den tarvelige møgstruds’. Så er vi i gang.
Forfængelighed / Forgængelighed
Laura Skjoldborg er en fin, bly kokkepige, og Rikke Westi gør det godt som goddag-mand-økseskaft musikmester. Særligt når logikken bliver helt ’kejserens nye klæ’r’-agtig, som da hun, på trods af hvad alle kan se og høre, flot proklamerer, at den kunstige fugl er lige så god som den ægte – 'og så var det sådan'.
Men ellers er det ikke mindst mændene, der har fået de gode roller: Nikolaj Bjørn-Andersen er med formidabel mimik en bragende udgave af den barnlige kejser, som nemt bliver urimeligt arrig eller latterligt tudevorn, hvis ikke han får sin vilje øjeblikkeligt.
Michael Slebsager spiller den vimsede kammertjeners kække slesken for sin kejser og hans imposante selvfedme overfor alle andre helt ud med sin lette fysik, gule accessories og attitude, så det er en fryd.
Dette balanceres forment med Nicolai Jørgensen i rollen som varm og ægte nattergal, der har en helt anden dybde (og bredde), end hele det fisefornemme, forfængelige hof , der kun går op i overflade og pynt. Undertegnede er også vild med, at døden – i form af en maske, et lagen og et par lange, hvide knoglearme – bliver levendegjort, så stærkt.
Hos H.C. Andersen går det mørke ubesværet side om side med det poetiske og det lyse, og det har Charlotte Munksø fanget virkelig skarpt med denne kække opsætning, der på trods af sin lethed holder godt fast i originalens seriøse morale og pointer.
I den forstand er der slet ikke taget så mange friheder ift. det oprindelige Nattergal-eventyr. Helt i H.C. Andersens ånd spilles der på hele paletten.
