DEBAT
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017
12-10-2017

Team Teatret: Min Mormors Gebis

Per Spangsberg er rørende som den venlige, men ensomme buschauffør, der pludselig oplever livet og poesien, da Dorte Petersens charmerende pige træder op i hans bus i ’Min Mormors Gebis’. Foto: Steen Jøker Dohn

Så bliver det Vestergade

17-05-2011
Team Teatret har skabt en charmerende teaterbustur over Jakob Martins Strids ’Min Mormors Gebis’.
FAKTA
Team Teatret: Min Mormors Gebis -

Tekst: Hans Nørregaard og Dorthe Skøtt Bébe efter Jakob Martin Strids bog. Instruktion: Hans Nørregaard. Scenografi: Thomas Ravnsgård. Musik: Per Spangsberg. Medvirkende: Dorte Petersen og Per Spangsberg. Aldersgruppe: 3-8 år. Varighed: 35 min. Set i april på Festival 2011 i Randers. Turneforestilling – bl.a. turné i oktober-november 2011. www.teamteatret.dk

Hvis man er Strid-elsker i forvejen, så er det bare om at opleve ’Min Mormors Gebis’ som teater. Hvis man ikke er Strid-elsker, så bliver man det nok, når man har set Team Teatrets fornøjelige og rørende skildring af livet for en buschauffør, sådan en helt almindelig, fantasifuld dag på linje

For Per Spangsberg skildrer voksenlogikkens enfoldige rutineglæde så overbevisende – og netop sådan som den kan tage sig ud for et barn, der gerne vil lære livets og trafikkens at kende. Spangsbergs chauffør strammer sit slips og passer sin bus. Holder sin køreplan. Trykker på alverdens usynlige knapper. Og siger tydeligt navnene på alle gaderne. ’Så bliver det Vestergade.’ Hvor skønt og enkelt.

Heldigvis holder han også og venter, da Dorte Petersens smilende buspassager kommer løbende med en masse oppakning. Og så indledes et finurligt venskab, der er lige så uventet, som det er dejligt – og en betagelse, der umiskendeligt minder om forelskelse.

Bustur med bump

Hans Nørregaard og Dorthe Skøtt Bébe har fint indfanget stemningen fra Strids nyklassiker. I deres dramatisering af billedbogen har de skabt et handlingsforløb, som nænsomt præsenterer chaufføren og passagerens sarte eksistenser – og i sin instruktion har Nørregaard bevidst leget med børnenes synsvinkel på de voksnes adfærd. Ingen revolutioner; kun kærlig ironi.

Undervejs forlader iscenesættelsen bevidst realismen og inviterer børnene tage med på en fantasirejse. Men her er børnene straks på vagt. Da chaufføren forlader sit usynlige rat i bussen for at sætte sig ved siden af passageren, udbryder ungerne straks uroligt om den førerløse bus: ’Den kører af sig selv’. Billedet af de imaginære førersæde er simpelthen for stærkt til at blive glemt, bare fordi chaufføren har lyst til en kop kaffe sammen med den søde pige.

Thomas Ravnsgårds scenografi har desuden en retromodernisme over sig, der tiltaler ungernes funktionelle sans. Gebisset ligger på skamlen, bamserne ligger under tæppet - og sådan er det. Et skærmbillede, en standerlampe og et plaster må gøre det ud for resten. Og det går fint. Ellers kan chaufføren jo altid bare sige: ’Pas på. Der kommer bump!’

Plaster rimer på faster

Strids egne finurlige tegninger gemmes inde i poesien – og i nogle billeder på væggen. Så når busdigtet kommer, må fantasien klare resten:

’Jeg så isbjørne vinke fra SAS-hotellet /

til hvaler i Holmens Kanal /

Der var nogen der hængte lygter ud /

fra et vindue på femte sal.’

I Strids kåde bogstavverden rimer ’plaster’ på ’faster’ – og ’medister’ på ’minister’ og ’fister’. Performerne synger en del af rimene som sange, lystigt akkompagneret af mormors gebis. Men her bliver det lovlig poetisk og langstrakt for børnehavebørnene, der mere er til action; også selv om Dorte Petersen vitterlig har en skøn sangstemme. De tre-årige ved jo heller ikke, hvad ’araberkompot’ er for noget – her kræver forestillingens ordleg nok de seksåriges livserfaring.

Det er Per Spangsberg, der har skrevet musikken, og her aner man en inspiration fra Bernhard Christensen og musikstemningen i P.H.’s Danmarksfilm, ikke mindst i Strids retrovise om København. Melodierne har i hvert fald en insisterende optimisme over sig, der virker gammeldags; måske fordi de rytmisk virker lidt tamme. Lidt junglejazz ville nok have gjort godt.

Men okay. Strids univers er altså også lidt retro i sin rimglæde – med hilsner til Halfdan Rasmussens uopslidelige ’Børges bukser brændte’-humor.

Hos Strid lyder det: ’Der er vilde dyr i min have / Tigeren prøver at stave.’

Så gerne. I hvert fald så længe tigeren husker at købe billet og trykke stop i god tid.

Godmorgen i bussen!

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Min Mormors Gebis
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

04-09-2017

01-09-2017

30-08-2017

28-08-2017

25-08-2017

23-08-2017

21-08-2017

18-08-2017

16-08-2017

14-08-2017

Flere anmeldelser