DEBAT
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019
05-10-2019
04-10-2019
28-09-2019
26-09-2019
10-09-2019
Gitta Malling og Jørgen Carlslund i gården ved Kulturmaskinen i Odense, hvor der blev socialiseret livligt i pauserne mellem de mange generalforsamlinger. Nu er Malling formand og Carlslund næstformand i TIO - Teatrenes Interesse Organisation - der er resultatet af fusionen mellem BørneTeaterSammenslutningen og Foreningen Af Små Teatre. Foto: Carsten Jensen

Så blev TIO født

27-09-2011
Som ventet blev fusionen mellem BørneTeaterSammenslutningen og Foreningen Af Små Teatre en realitet. Det skete ved en række hastige generalforsamlinger, der ledte frem til stiftelsen af TIO - Teatrenes Interesse Organisation. Der var ikke megen diskussion - de fleste uoverensstemmelser var afklaret på forhånd. Så de fremmødte teaterfolk fik rig lejlighed til at fejre fusionen, der skal styrke de små teatrenes position over for tilskudsgivere, samarbejdspartnere m.fl.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

- BTS blev stiftet af fem børneteatre i maj 1969 og havde på et tidspunkt omkring 60 medlemsteatre. Ved nedlæggelsen var der 44 medlemsteatre. Sidste formand for BTS blev Jørgen Carlslund (ZeBU).

- FAST er stiftet i 1975 - efter sigende bl.a. for at sikre TO repræsentanter i UBOT (Udvalget for Børneteater og Opsøgende Teater) og har haft et stigende medlemstal gennem årene. Ved nedlæggelsen var der ligeledes 44 medlemsteatre. Sidste formand for FAST blev Mogens Holm (Taastrup Teater).

- TIO er stiftet 26. september 2011 og består p.t. af knap 70 teatre, idet de to organisationers medlemmer automatisk er overført til den nye organisation. Der må forventes enkelte udmeldinger, men også flere tilmeldinger i den kommende tid.

- TIO's første formand er Gitta Malling (Limfjordsteatret), mens de to næstformand blev Jørgen Carlslund (ZeBU) og Jens Svane Boutrup (Bornholms Teater). Bestyrelsen består i øvrigt af: Ebba Bertelsen (Randers Egnsteater), Niels Vendius (Thy Teater), Piet Bertelsen (Riddersalen/Jytte Abildstrøms Teater), Lone Wessel (Svalegangen), Sus Hauch (Batida) og Jakob Højgård Jørgensen (Teater Nordkraft).

- Strukturen er i øvrigt sådan, at formand og næstformand udgør forretningsudvalget. Der er fire stående udvalg: Børne og unge-udvalget, Uddannelsesudvalget, Internationalt udvalg og Overenskomstudvalget.

- Formålsparagrafferne:

Stk. 1. TIO er en partipolitisk ubunden interesseorganisation og arbejdsgiverforening for de professionelle og producerende teatre og scenekunstkompagnier i Danmark (herefter benævnt teatre). TIO arbejder for at sikre de bedst mulige rammer for teatrenes kunstneriske, tekniske og administrative virke.

Stk. 2. TIO fungerer som scenekunstbranchens ledende rådgiver og politiske repræsentant og varetager medlemmernes interesser ved forhandlinger med myndigheder og andre organisationer på området – herunder forhandlinger om fælles overenskomst.

Stk. 3. TIO udøver sin virksomhed gennem udbygning og konsolidering af samarbejdet de tilsluttede teatre imellem.

----

Mød formanden: TIO  inviterer til reception mandag d. 10. oktober kl. 15-17 på: Teatercentrum i Danmark, Farvergade 10, 5. sal, 1463 København K.

Her vil der blive lejlighed til at hilse på den nye formand, Gitta Malling, samt de to afgåede formænd, Jørgen Carlslund (BTS), og Mogens Holm (FAST).

Mandag den 26. september klokken 14,52 ophørte BørneTeaterSammenslutningen (BTS) med at eksistere efter over 42 års virke.

Nogenlunde samtidig afsluttede Foreningen Af Små Teatre (FAST) sin levetid efter omkring 36 år som faglig organisation for de små turnerende og stationære teatre.

Begge organisationer vedtog nemlig denne solrige efterårsdag  i Odense at oprette Teatrenes Interesse Organisation (TIO) ved en fusion af de to organisationer, der i rapt tempo på et par eftermiddagstimer blev nedlagt på en række ultrakorte generalforsamlinger.

Således var åstedet for fusionen, Kulturmaskinen i Odense midtby, et passende navn til den næsten kliniske aflivning af de to hæderkronede organisationer.

Jørgen Carlslund, afgående BTS-formand, opsummerede situationen ved at konstatere:

»Det er vemodigt at lukke BTS, men man skal huske på, at dette er NAVNET, der nedlægges, for ARBEJDET føres videre i den nye organisation. Fusionen er godt for BTS, fordi vi ikke har tid og kræfter nok i den nuværende form til de mange nødvendige kampe.«

Og klokken 17,29 samme dag var denne nye organisation en kendsgerning, efter at de forsamlede teatre, 35 i tal og repræsenterende 48 af den nye forenings omkring 70 medlemsteatre, enstemmigt vedtog de nye vedtægter for TIO efter endnu en forbavsende udramatisk samling, hvor der blot var en smule snak om opstillingsregler og det eventuelle behov for det faste Børne- og Unge-udvalg, der bliver en del af fusionsorganisationens indre struktur.

’For bør der så ikke også være et fast udvalg for voksenteater?', lød det fra en af de tilstedeværende.

Men kritikken blev sendt til hjørne ved flere enslydende konstateringer af, at den nye store organisation ville få travlt nok med det samlede teaterliv til, at der var megen fornuft i at have et decideret børne- og ungdomsteater-fokuseret udvalg til de særlige udfordringer for dette område.

Mogens Holm takker af

Jørgen Carlslund, der for tre år siden noget nølende påtog sig formandsposten i BTS, fortsætter som en af de to næstformand i TIO i erkendelsen af, at han er blevet mere og mere interesseret i det faglige arbejde - ikke mindst det, der rækker længere ud i tiden og er med til at fremme mulighederne for dansk børneteater.

Derimod takkede Mogens Holm af efter imponerende 17 år som formand for FAST, hvor han har været en endog særdeles synlig formand og har haft sæde i en lang række udvalg og arbejdsgrupper.

Mogens Holm havde forlods besluttet, at han ikke skal være med i den nye TIO-ledelse.

»Jeg synes at jeg har været med længe nok, og nu skal jeg så lære at holde kæft, når der snakkes i den nye fusionskreds,« siger Holm, der har stor tiltro til den nye bestyrelse, som efter hans mening supplerer hinanden perfekt.

Mogens Holm har haft fusionen med BTS i kikkerten i de sidste ti år – og arbejdet intenst på det de sidste tre-fire år. De to organisationer har trods stort medlemssammenfald ganske forskellige kulturer, og ’man kan altid se, om det er en fra BTS eller FAST’, som Mogens Holm udtrykker det.

På spørgsmålet om, hvordan teatrene selv og aftagerne af deres produkter vil opleve fusionen, er svaret:

»Brugerne skal slet ikke mærke fusionen, mens teatrene skal mærke, at de får mere ro til at drive deres teatre, samtidig med at de får bedre rådgivning,« lyder det fra Mogens Holm, der har oplevet fastlæggelsen af TIO's kontingentsatser som den suverænt største hurdle i de afgørende forhandlinger – et problemfelt, der faktisk har trukket fusionen længere ud end forventet.

Fokus på billetformidlingen

Mogens Holm ser et stort potentiale i TIO - og forventer et medlemstal på op mod 80 teatre. Han fortæller således, at bl.a. CafeTeatret, Mungo Park, Ishøj Teater m.fl. har vist interesse for at komme med i den nye samlende organisation.

Mogens Holm selv, der stadig har et ekspanderende teater i Taastrup at lede, vil fremover koncentrere en del af sit organisatoriske virke på billetformidlingsproblematikken.

Han er formand for Teaterbilletter.dk – og ganske harm over udsigterne til forringelser af de rabatmuligheder, som ikke mindst børneteatrene nyder godt af.

»Kunststyrelsen vil reducere mulighederne for rabatordninger, som ikke mindst børneteatrene nyder godt af,«lyder det fra Holm, der bl.a. advarer mod embedsmændenes ønske om en ensartet rabatstruktur, der vil kvæle den nuværende mangfoldighed af muligheder for teatrene til at få folk ind på sæderne.

FAST sætter niveauet

Således lød ordene fra Mogens Holm, som børneteateravisen.dk fangede i en af de pauser, der omkransede fusionshandlingerne.

Faktisk gik det så tjept, at der blev ekstraordinær megen tid til socialt samvær og hyggesnak  , inden fusionen blev fejret mandag aften med en overdådig festmiddag på Restaurant Cuckoo’s Nest, efterfulgt af underholdning og siden lounge - et dækord for en serviceminded bar - i Teaterhuset, hvor tre af organisationens medlemmer har til huse; Nørregaards Teater, Den Fynske Opera og Momentum...

Forud for generalforsamlingerne var de tilrejsende teaterfolk i øvrigt blevet diverteret med en lækker frokost på Odense Teaters restaurant som endnu et element i en flot designet TIO-dåb. Og som flere BTS-teaterfolk sagde, så kunne man godt mærke, at det var FAST, der stod for den luksusprægede planlægning. Her har man altid sat forkælelsesniveauet lidt højere end hos børneteatrene...

Men fusionen BLEV fejret med maner. Og for en del så ihærdigt, at grødet sang og højrøstet tale i timevis fyldte både Teaterhuset, natten – og gangene på Deres udrejstes hotel…

Dagen derpå var følgelig en relativ stille affære for flere. Startende med et uformelt møde med Scenekunstudvalget, inden anden af den stiftende generalforsamling i TIO blev afviklet, inklusiv vedtagelse af arbejdsprogram og valg (se faktaboks), inden endnu en god frokost og afsluttende rundvisning i Teaterhuset - hvor man altså havde festet igennem natten før - lagde låg på TIO's fødselsdag.

Ikke megen diskussion

Men da havde man altså også fået ansigter på den nye bestyrelse i TIO. Navnene har ikke været den store overraskelse, idet fusionsmagerne med rettidig omhu har sikret sig forlods accept fra alle de nu valgte kandidater til formandspost, næstformandsposter og menige bestyrelsesmedlemmer. Dermed har man også søgt at danne netop den brede og kompetente sammensætning, som afgående FAST-formand Mogens Holm tidligere erklærede sig så positiv overfor.

Der var ingen modkandidater, selvom en vedtægtsændring fra dagen før åbnede mulighed for, at man stadig kan melde sig til bestyrelsen helt op til selve valget.

I øvrigt et af de ganske få diskussionspunkter. For der var ikke de store snakke ved de i alt fem generalforsamlinger, som blev afviklet på nogle ganske få timer. Det skyldes selvfølgelig den lange og grundige proces med møder og information ad libitum. Der var således ikke så meget at spørge ind til – og de nye vedtægter er et konglomerat af de to gamle organisationers vedtægter.

Dog fik man - helt som Mogens Holm havde antydet dagen før -  en fortsat ophedet debat om kontingentsatsern under anden del af den stiftende generalforsamling. Men der er også mange penge på spil med et spænd på 9.500 til 40.000 kr. for et medlemskab - opgjort efter samlet indtægt for et teater.

Til gengæld var der absolut ingen strid om, hvem der skulle være den første formand for TIO. Gitta Malling, leder af Limfjordsteatret, mor til tre børn og særdeles aktiv gennem mange år i allehånde fora, blev enstemmigt valgt til posten.

Formanden har ordet

Børneteateravisen.dk sikrede sig lige et par ord med Gitta Malling forud for selve konstitueringen:

»Min første største opgave bliver at samle organisationen på de indre linjer og få fusionen på skinner. Og det handler bl.a. om at sikre kommunikationen indadtil og udadtil,« siger Gitta Malling, der i mange måneder er blevet opfordret til at blive TIO's første formand.

»Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg ville eller kunne løfte opgaven, så det har taget lang tid for mig at sige ja til udfordringen, som jeg nu glæder mig meget til. Arbejdet gøres nemmere af, at der er valgt en så bredtfavnende bestyrelse med medlemmer fra både BTS og FAST med så mange erfaringer og kompetencer.«

 Med en organisation på op mod 75 teatre og en samlet omsætning i mangemillionklassen skal TIO selvfølgelig være en magtfuld spiller på teater- og kulturfronten, og Gitta Malling er parat til at bruge den øgede organisatoriske muskelstyrke:

»Jeg vil ikke sige, at Skuespillerforbundet, instruktørerne, dramatikerne, scenograferne osv. er vores  modstandere, for det er også vores samarbejdspartnere i det langt større spil om støtte og en anstændig kulturpolitik, men vi skal vise, at TIO arbejder benhårdt for teatrenes interesser. Mens teatrene selv først og fremmest vil mærke fusionen ved, at der vil være en større mulighed for rådgivning og hjælp,« siger Gitta Malling.

Om udsigten til at have formanden for TIO siddende i det nordvestjyske siger Gitta Malling, der i forvejen er kendt for stor rejseaktivitet:

»Det er måske fint, at TIO får en formand, der er hjemmehørende på Mors og altså langt fra hovedstaden og beslutningstagerne. Det sender både et signal om den bredtfavnende organisations geografiske omfang og at organisationsarbejde godt kan finde sted ved få intense møder i København, mens resten af arbejdet kan afviklet via de mange digitale muligheder.«

Også farvel til Thorkild Ibsen

Og så var TIO født og trukket i arbejdstøjet.

Herefter kunne mange af teaterfolkene tirsdag eftermiddag så fortsætte til endnu en generalforsamling (!), idet ASSITEJ – med et voldsomt medlemssammenfald med den nye organisation – snedigt nok havde lagt SIN generalforsamling i forlængelse af de øvrige aktiviteter.

For BTS' forretningsfører gennem 17 år var det til gengæld slut. Og han blev hyldet med taktfast og stående bifald, hvilket gav en fin kulør i den tidligere SF-rådmands ansigt...

Thorkild Ibsen kan nu kaste sig over pensionisttilværelsen og sin interesse for bl.a. havebrug. Og så alligevel ikke. Han er blevet overtalt til at fortsætte lidt endnu på konsulent- og timebasis, så han kan ’overdrage sin viden’ til den nye organisation -  som det blev formuleret.

Her er organisationssekretær Loa Haislund Larsen klar til at tage over. Hun har været ansat hos FAST de seneste måneder og fortsætter som planlagt i TIO.

Trods det erklærede ønske om at etablere et større TIO-sekretariat bliver hun i første omgang ene kvinde på pinden, mens man ser tingene an og vurderer behovet for yderligere arbejdskraft her. 

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Så blev TIO født
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

23-02-2009
 

19-02-2009
 

12-02-2009
 

11-02-2009
 

04-02-2009
 

03-02-2009
 

29-01-2009
 

25-01-2009
 

22-01-2009
 

15-01-2009
 

15-01-2009
 

09-01-2009
 

01-01-2009
 

19-12-2008
 

19-12-2008
 

15-12-2008
 

07-12-2008
 

05-12-2008
 

05-12-2008
 

28-11-2008
 

25-11-2008
 

21-11-2008
 

17-11-2008
 

14-11-2008
 

12-11-2008
 

09-11-2008
 

06-11-2008
 

03-11-2008
 

29-10-2008
 

24-10-2008
 

21-10-2008
 

18-10-2008
 

17-10-2008
 

11-10-2008
 

10-10-2008
 

10-10-2008
 

10-10-2008
 

05-10-2008
 

03-10-2008
 

27-09-2008
 

Flere anmeldelser