Rygsække og tudefjæs

Billedet er stærkt: Der står en masse rygsække i rækker, akkurat som når en skoleklasse stiller op til den årlige fotografering. Men her er ingen elever. Her er kun rygsækkene som symboler på de børn, som har så svært ved at være ordentlige ved hinanden. Også selv om de alle sammen så inderligt ønsker at være dem, som alle de andre gerne vil være sammen med.

Superreals forestilling 'What the f…?!'er i hvert fald en effektiv demonstration af fællesskabets mærkelige udstødningslogik. I dette ’mobbeland’ ligger ord som ’tudefjæs’ og ’luder’ og ’perker’ altid parat.

Rangfølgen er klar: ’Mobberen’ er den stærkeste. ’Mobbeassistenten’ er den, der gør det beskidte arbejde. ’Mobbesupporteren’ er den, der ikke sladrer – mens ’mobbeofferet’ naturligvis bare må lægge krop til det hele.

Eller må hun? Eller er hun så heldig, at der dukker en ’mobbestopper’ op og standser det hæslige?

Gode mobbeeksempler

Det er netop ønsket om at ændre på teenagernes indbyrdes roller, der er drivkraften i denne sympatiske forestilling.

Skuespillerne Jannik Jensen og Linda Nygaard er vildt dynamiske og meget oprigtige i deres forsøg på at nå de unge. De kopierer ubesværet de unges kropssprog, og de taler med skarpe ører for de unges udtryk.

Men diktionen halter bagud. Særligt Jannik Jensen kommer til at skabe lydsuppe med sin udtale, og derfor kommer udtrykket til at virke mere slasket, end det behøvede at være.

Men pointerne kommer klart frem. Når teksten lader en pige sige: ’I vores klasse findes der ikke mobning’, så forstår man, at der er mange illusioner, der skal smadres i denne forestilling.

Og dramatikeren Gert Møller Jensen kender tydeligvis alle disse afvæbnerargumenter på fingrene. Desværre har han ikke et tilsvarende overblik over forestillingens dramaturgiske udvikling. Efterhånden som mobbeeksemplerne bliver afleveret, ryger spændingen i denne iscenesættelse. Og replikkerne kommer mere og mere til at stå alene, fordi skuespillerne ikke skaber teaterbilleder over de ord, de siger.

’Det er hans egen skyld’

Men kendskabet til de unges benhårde domme er umiskendeligt. ’Han er ikke så populær, fordi han ikke siger så meget,’ lyder en replik med usvigelig sikkerhed.

Den gør ondt. Lige som den afvæbnende selvforsvarsreplik: ’Det er jo ikke mobning; det er hans egen skyld.’

Rumligt virker forestillingen dog ikke gennemtænkt. Jeg oplevede forestillingen i en gymnastiksal, hvor det var svært at se, hvad der foregik på scenegulvet, fordi der ikke var bygget scenepodier op. Den slags skal være i orden. Det samme gælder brugen af rygsækkene som forestillingens bærende symboler.

Hvis ’mobberen’ symboliseres med en sort rygsæk og ’mobbeofferet’ med en rød, så må de farver altså holdes hele vejen gennem forestillingen. Ellers giver det ingen mening, når rygsækkene kastes rundt – og ’mobbeofferet’ pludselig er lilla. Medmindre der er en subtil mening med at vise, at ’mobberen’ lynhurtigt selv kan ende som ’mobbeofferet’…

Pis af!

Superreal har skabt forestillingen sammen med Mobbeland.dk og 8. klasserne på Skolen ved Søerne på Frederiksberg. Alt i forestillingen er dermed udviklet sammen med børnene og med psykologisk og pædagogisk erfarne voksne.

Alligevel virker en del af forestillingen bevidst overskræmmende i forhold til den fredsommelige del af målgruppen på 12-16 årige. Men som de fortæller undervejs, så er der typisk tre mobbeofre i en normalklasse på 21 elever, så problemet er godt og grundigt undervurderet.

Tilskuerne var da også pænt lyttende undervejs – og imponerende overbærende, når forestillingen gik i dødgear undervejs. Eller når skuespillerne mere opførte sig, som om dette var en fortrolig dialog under en workshop og ikke en forestilling for vidtfremmede teenagere.

Men som skuespillerne bare sagde til hinanden, hvis der var noget som helst brok: ’Pis af!’