DEBAT
24-10-2019
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019
05-10-2019
04-10-2019
28-09-2019
26-09-2019

Superreal: What the f…?!

Jannik Jensen og Linda Nygaard i ’What the f…?!’, der tager mobbe-eksempler med i en både sympatisk og pædagogisk forestilling. Foto: Superreal

Rygsække og tudefjæs

08-08-2014
Mobningens uhyrlige logik vælter ud af rygsækkene i Superreals imødekommende forestilling. Men både teksten og iscenesættelsen løber tør for ideer.
FAKTA
Superreal: What the f…?! -

Tekst: Gert Møller Jensen. Medvirkende: Linda Nygaard og Jannik Jensen. Aldersgruppe: Fra 12 år. Varighed: 50 min. Produceret sammen med Mobbeland.dk og 8. klasserne på Skolen ved Søerne på Frederiksberg. Turneforestilling. Set på Aprilfestival 2014 i Holstebro. www.superreal.dk

Billedet er stærkt: Der står en masse rygsække i rækker, akkurat som når en skoleklasse stiller op til den årlige fotografering. Men her er ingen elever. Her er kun rygsækkene som symboler på de børn, som har så svært ved at være ordentlige ved hinanden. Også selv om de alle sammen så inderligt ønsker at være dem, som alle de andre gerne vil være sammen med.

Superreals forestilling 'What the f…?!'er i hvert fald en effektiv demonstration af fællesskabets mærkelige udstødningslogik. I dette ’mobbeland’ ligger ord som ’tudefjæs’ og ’luder’ og ’perker’ altid parat.

Rangfølgen er klar: ’Mobberen’ er den stærkeste. ’Mobbeassistenten’ er den, der gør det beskidte arbejde. ’Mobbesupporteren’ er den, der ikke sladrer – mens ’mobbeofferet’ naturligvis bare må lægge krop til det hele.

Eller må hun? Eller er hun så heldig, at der dukker en ’mobbestopper’ op og standser det hæslige?

Gode mobbeeksempler

Det er netop ønsket om at ændre på teenagernes indbyrdes roller, der er drivkraften i denne sympatiske forestilling.

Skuespillerne Jannik Jensen og Linda Nygaard er vildt dynamiske og meget oprigtige i deres forsøg på at nå de unge. De kopierer ubesværet de unges kropssprog, og de taler med skarpe ører for de unges udtryk.

Men diktionen halter bagud. Særligt Jannik Jensen kommer til at skabe lydsuppe med sin udtale, og derfor kommer udtrykket til at virke mere slasket, end det behøvede at være.

Men pointerne kommer klart frem. Når teksten lader en pige sige: ’I vores klasse findes der ikke mobning’, så forstår man, at der er mange illusioner, der skal smadres i denne forestilling.

Og dramatikeren Gert Møller Jensen kender tydeligvis alle disse afvæbnerargumenter på fingrene. Desværre har han ikke et tilsvarende overblik over forestillingens dramaturgiske udvikling. Efterhånden som mobbeeksemplerne bliver afleveret, ryger spændingen i denne iscenesættelse. Og replikkerne kommer mere og mere til at stå alene, fordi skuespillerne ikke skaber teaterbilleder over de ord, de siger.

’Det er hans egen skyld’

Men kendskabet til de unges benhårde domme er umiskendeligt. ’Han er ikke så populær, fordi han ikke siger så meget,’ lyder en replik med usvigelig sikkerhed.

Den gør ondt. Lige som den afvæbnende selvforsvarsreplik: ’Det er jo ikke mobning; det er hans egen skyld.’

Rumligt virker forestillingen dog ikke gennemtænkt. Jeg oplevede forestillingen i en gymnastiksal, hvor det var svært at se, hvad der foregik på scenegulvet, fordi der ikke var bygget scenepodier op. Den slags skal være i orden. Det samme gælder brugen af rygsækkene som forestillingens bærende symboler.

Hvis ’mobberen’ symboliseres med en sort rygsæk og ’mobbeofferet’ med en rød, så må de farver altså holdes hele vejen gennem forestillingen. Ellers giver det ingen mening, når rygsækkene kastes rundt – og ’mobbeofferet’ pludselig er lilla. Medmindre der er en subtil mening med at vise, at ’mobberen’ lynhurtigt selv kan ende som ’mobbeofferet’…

Pis af!

Superreal har skabt forestillingen sammen med Mobbeland.dk og 8. klasserne på Skolen ved Søerne på Frederiksberg. Alt i forestillingen er dermed udviklet sammen med børnene og med psykologisk og pædagogisk erfarne voksne.

Alligevel virker en del af forestillingen bevidst overskræmmende i forhold til den fredsommelige del af målgruppen på 12-16 årige. Men som de fortæller undervejs, så er der typisk tre mobbeofre i en normalklasse på 21 elever, så problemet er godt og grundigt undervurderet.

Tilskuerne var da også pænt lyttende undervejs – og imponerende overbærende, når forestillingen gik i dødgear undervejs. Eller når skuespillerne mere opførte sig, som om dette var en fortrolig dialog under en workshop og ikke en forestilling for vidtfremmede teenagere.

Men som skuespillerne bare sagde til hinanden, hvis der var noget som helst brok: ’Pis af!’

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - What the f…?!
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

13-11-2019

11-11-2019

05-11-2019

25-10-2019

11-10-2019

09-10-2019

07-10-2019

02-10-2019

27-09-2019

25-09-2019

24-09-2019

23-09-2019

21-09-2019

18-09-2019

17-09-2019

15-09-2019

13-09-2019

11-09-2019

01-09-2019

30-08-2019

26-08-2019

23-08-2019

21-08-2019

19-08-2019

15-08-2019

12-08-2019

11-08-2019

08-08-2019

14-07-2019

11-07-2019

08-07-2019

28-06-2019

26-06-2019

24-06-2019

22-06-2019

20-06-2019

18-06-2019

16-06-2019

14-06-2019

12-06-2019

Flere anmeldelser