Af Hans Henrik Clemensen

17. marts 2022

Russisk udelukkelse af ASSITEJ er nødvendig

Hans Henrik Clemensen reflekterer over kunstens rolle i kølvandet på ASSITEJ’s svar på hans indlæg om at udelukke ASSITEJ Rusland fra den internationale organisation:

Der hersker blandt mange kunstnere en romantisk opfattelse af kunstens rolle: Det er sandelig ikke os, der går i krig eller svigter de humanistiske idealer- vi er uskyldigheder, der over landegrænser står sammen i tykt og tyndt.
Når vores hjemlandes diktatoriske magthavere udøver horrible krigsforbrydelser i andre lande – når de bomber teatre, boligblokke og civile mål i stor stil – så tror vi tilsyneladende, at sammenholdet blandt kunstnere, i modsætning til andre faggrupper, bør eksistere uanset magthavernes gerninger.
Vi vil være politiske og apolitiske på én gang.

Problemet er blot, at historien viser, at denne dobbeltopfattelse ikke rigtigt holder.
Historien har masser af eksempler på, at kunstnere – og i den nærmeste nutid visse russiske teaterkunstnere – lissom ikke har forstået, at kunsten er det, der binder os sammen på trods af magthaverne.
Da Rusland invaderede Krim, var en række russiske teaterfolk straks ude med en støtteerklæring til good old Vladimir.
Og i tidligere tider (i trediverne) var Gustav Gründgen (billedet på en opportunistisk medløber i Klaus Manns “Mefisto”) et fremragende eksempel på, hvordan en kunstner sætter ambition over moral.
Danske skuespillere fra Det Kongelige Teater lod sig på gæstespil i Tyskland gladeligt fotografere sammen med ledende nazister.
Diktatorer ved nemlig, at de kan bruge kunstneres naivitet i deres spil.

Selvfølgelig skal vi fortsætte med at spille Tjekov og Tjaikovsky. Men min holdning er: Udelukkelse af russiske hjemlige organisationer på det kunstneriske område er nødvendig i den nuværende situation (dette gælder osse fagforeninger).
Ikke som en udelukkelse af den enkelte kunstner, men som symbol på den grænse, der må trækkes.
Hvordan kan vi kræve udelukkelse af feks russiske sportsforbund uden at kræve det samme af os selv?
Alibiernes tid er forbi!!!

Hans Henrik Clemensen er skuespiller

Flere debatindlæg

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg