13. januar 2015

Run på støtte til internationale aktiviteter

De internationale aktiviteter og samarbejdsprojekter er et indsatsområde for Projektstøtteudvalget – og også et fokuspunkt for kulturministerens Scenekunstdialog, der afvikles 16. januar i Dansehallerne.

Og der er faktisk også mange teatre og organisationer, der har samme fokus. Det kunne Projektstøtteudvalget bl.a. konstatere ved seneste ansøgningsrunde til puljen’ Scenekunst – Internationale Aktiviteter’ (frist 1. november 2014), som man nu har delt. Og faktisk udvidet puljen med to mio. kr., så der blev uddelt i alt 4,1 mio. kr. – hvilket bringer det samlede støttebidrag til internationale aktiviteter, der også omfatter gæstespil, residencies og festivaler, op på 11,5 mio. kr.

Til seneste uddeling modtog udvalget i alt 135 ansøgninger og valgte at støtte 56 ansøgere. Fristen for nye ansøgninger i 2015 er 15. maj og 2. november.

Da danske børneteatre er blandt de flittigst turnerende i udlandet, er der følgelig også mange ansøgere til rejsemidler m.v., men dertil kommer ansøgninger til internationale gæstespil ved festivaler, organisationer involveret i en række internationale samarbejdsprojekter og udvekslingsbesøg m.v.

Det ses også ud fra den aktuelle tildeling, hvor Assitej Danmark har fået 90.000 kr. til fire cubanske børneteaterkunstneres ophold, mens Teatercentrum får 150.000 kr. til internationale gæstespil og gæster til Aprilfestival 2015 i Frederikssund (www.aprilfestival.dk).

Også arrangøren af Horsens Teaterfestival, nemlig kommunen – får penge (50.000 kr.) til internationale gæstespil til festivalen i september.

Og et par andre festivaler har også kommuner som ansøger: Silkeborg Kommune får således 200.000 til hjælp til den særdeles internationale Festival of Wonder 2015, der i øvrigt afvikles 5.-8. november, mens Helsingør Kommune/Teaterforeningen får 225.000 kr. til dette års udgave af den internationale gadeteaterfestival Passage, der helt i støttepuljens ånd også er et samarbejdsprojekt med svenske Helsingborg.

Og når vi nu er ved festivaler, så får Gruppe 38 150.000 kr. til ILT 15-festivalen (28.-31. maj) – og 40.000 til teatrets turne til børneteaterfestivaler i Ottawa, Canada og Pittsburgh, USA.

Tilsvarende 150.000 kr. er der også til Dansk Rakkerpak, der står som arrangør af den internationale gadeteaterfestival på Bornholm i juli måned, mens den tredje udgave af den landsomfartende Danmarks Internationale Gadeteaterfestival i 2015 får 75.000 kr. til rejse- og opholdsudgifter for de mange deltagende teatre, mens de deltagende kommuner også spytter i kassen. Det er Zelis Niegaard og hendes DAN SIZE FITS All Productions, der står bag festivalen (se portrætartiklen 'Vi trykker bare på fællesskabsknappen')

Og mere festival: ZeBU får 50.000 til mellemårs-aktiviteter i forbindelse med sin biennale Spring Festival, mens der også er 45.000 kr. i tilskud til teatrets aktiviteter i Sydafrika og Japan.

Dansekapellet i København og Carte Blanche i Viborg får henholdsvis 50.000 kr. og 75.000 kroner til internationale aktiviteter – ligesom Teater Reflektion i Aarhus får 75.000 kr. til internationale gæstespil i den kommende teatersæson og Forsøgsstationen i København får 15.000 kr. til såkaldt 'netværksfremmende aktiviteter' i forbindelse med et projekt om ungarsk scenekunst.

Endelig er der rejsepenge til bl.a. Sofie Krog Teater til turne i Frankrig (10.000) og Teater Patraskets gæstespil i Sydafrika (60.000), mens Danmarks suverænt mest omrejste børneteater, Batida, har fået nøjagtig 20.777 kr. til deltagelse i en international festival i Litauen.

Og så er der selvfølgelig også givet penge til en række eksplicitte voksenteater-aktiviteter.

Hele listen kan ses på www.kunst.dk under 'Tildelinger'.

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne