Ronja Røverdatter – nu med hår på brystet!

Ronja Røverdatter går sin sejrsgang som bog, som film, som teater, som musical. Historien er både eksotisk, eventyrlig, teatralsk og dramatisk, med vidunderlige identifikationsmuligheder, og den er mere eller mindre det man ynder at kalde 'eviggyldig'.

Folketeatret har ønsket at lave 'en familieforestilling, der talte til tiden. Ikke en traditionel forestilling - men en sand og bevægende'. Dette intetsigende mumbo-jumbo fra teaterchef Kasper Wilton (i programmet) er heldigvis ikke betegnende for forestillingen. Dén er tværtimod forbilledlig skarp og klar, spændende og velspillet.

Dét har først og fremmest sin årsag i at instruktøren – Moqi Simon Trolin – vover at sætte modsætningerne i stykket op mod hinanden uden brug af blødgørende ftalater og parabener og hvad det nu hedder.

Astrid Lindgrens saftige sprog med fantasifulde eder og forbandelser ydes fuld retfærdighed, og her er ingen forsonende udglatning: Skænderierne mellem Ronja og Birk er helt reelle, her er hadet mellem Mattis-røverne og Borka-stammen levende og livsfarligt, her er Ronjas (og Birks) forældre-opgør/oprør fuldt forståeligt og dybt alvorlig. Sådan bliver denne Ronja-forestilling en 'coming-of-age'-historie med relevans til alle tider.

Store krav til skuespillet

Skal man tro hele vejen på Lindgrens fortælling, skal bipersonerne Borka og Undis kunne måle sig med Mattis og Lovis i saft, kraft og stædighed; å skal samtlige menige røvere kunne udtrykke lige dele macho Robin Hood-færdigheder, jovial lystighed og rørende omsorg; så skal Ronja og Birk-figurerne overbevise os om, at det ikke kun er talemåder når de strides - eller når det kommer til dødsforagt og vovemod - samtidigt som vi skal tro på deres samhørighed med alt levende, - inklusive det gryende venskab og – efterhånden – kærligheden til hinanden.

Det stiller altså store krav til spillerne. I så fald må man sige, at Folketeatret har samlet et godt ensemble og - ikke mindst - en dygtig instruktør.

Relativt nyuddannede Lise Koefoed yder en overbevisende indsats som Ronja. Sødmen er ægte, ligesom oprøret,  angsten er reel, ligesom glæden - og både sorgen og længslen er troværdig. Det er nok til at notere hendes navn i Forventningernes Bog.

Magnus Christensen er stadigvæk skuespillerelev og har selvfølgelig mindre erfaring. Men han udfylder smukt rollen som Birk, enkelt og uden falbelader.

Røverbanden ledes af en Mattis (Kristian Boland), der har en fin blanding af sentimentalitet, romantik og stædig manddomskraft.  Vi kan godt forestille os, at han er den værste røverhøvding af alle - med stor succes i skoven og på landevejene. Goldman Sachs i svedig undertrøje, men med hjertet på rette plads.

Peder Holm Johansen er den skrøbelige, men vise og milde Skalle-Per i skikkelse af en aldrende Bandidos på afmagring. Ham tror jeg på, ligesom de andre i røverbanden - om de er tapre eller forlegne, brovtende eller enfoldige.

Snedig scenografi

Jeg er ambivalent i forhold til scenografien. Små, diskrete kameraer placeret i forskellige vinkler filmer aktørerne på scenen. Og scenen er formet som en slags halfpipe med glatte vægge - stor, stiliseret og ensfarvet blå. Ikke meget skov og borg over dette. Men det monokrome gør, at aktørerne kan sættes ind i hvilken baggrund, det skal være, projiceret op på bagvæggen- i skoven blandt anemoner og sommerfugle, i sprang over Helvedesgabet, på flugt fra grådværgene.  

Det fungerer faktisk rigtigt godt, og indimellem tænker jeg, at det er fandens snedig. Men samtidig mærker jeg at jeg har fokus-problemer: Jeg ved ikke rigtig om jeg følger videoen (med en vis beundring), eller spillerne på scenen (med en tilsvarende ærgrelse).

Værst er det, når monokromt formummede aktører på scenen tager opmærksomheden fra videobilledet. Det er, som om filmens magi med alle sine overdådige effekter skaber en afstand til teaterkunstens her-og-nu-virkelighed.

Jeg mener ikke kun fandens snedigt, jeg mener fandens dygtigt. Det er sindssygt godt lavet og tænkt af de to video-designere, men jeg føler mig altså lidt snydt for teatrets egen magi. Film-tryllerier af den moderne slags er udelukkende teknik – men imponerende. Teatrets tryllerier er illusionsnumre udført av (mere eller mindre) virtuose tryllekunstnere, altså mennesker. Jeg føler altid en vis lede når jeg stopfodres med atten millioner orker i Hobbitten eller mejer ned kæmpe krigsmaskiner i Robocop & Co.

Men i retfærdighedens navn skal det siges at netop video-teknikken gør scenen med rumpenisserne ekstra sjov! At få 'Voffor det?' i nærbillede skabte jubel i salen.

Musical eller teater

Jeg føler også en vis ambivalens i forhold til musikken. En historie med en så klar og spændende fremdrift som Ronja Røverdatter kan ofte blive bremset af indlagte sange med ligegyldige tekster som skal highlighte scener uden særlig relevans til dynamikken i stykket. Men min skepsis, efter at have set tidligere forestillinger med Sebastians sange, blev gjort til skamme. Ikke hele vejen, men stort set.

Instruktøren, sammen med koreograf Esa-Tuomas Alanne, har nemlig magtet at integrere sangene i forestillingen, så man ikke taber tempo og bliver hængende i uvæsentligheder. Stort set.

De to musikere er også godt integreret i handlingen, og kombinationen af el-piano og violin fungerer fremragende også som akkompagnement til handlingen generelt.

Dette er en forestilling, jeg gerne anbefaler. Den er præget af dygtighed på alle leder og kanter, helt ned til de originale kostumer, inklusive 'nøgen-billeder' med påsyede pikke og bjældeklang. Og helt op til spil og spænding.