Af: Henrik Lyding

22. oktober 2010

Romantik og alkoholisme

Kabalen går fint op i Odense Teaters musikalske dramatisering af Reneé Toft Simonsens børnebog om Karla og hendes alkoholikerfar – uden at socialrealismen på nogen måde tager overhånd...

Seje børn og tossede voksne – den opskrift går man aldrig fejl af. Bøger, film, teater – den holder hver gang. Fra Pippi og Emil over Puk, Nancy, Kim og De 5 til Gummi Tarzan, Orla, Virgil og senest Iqbal Faruk og Karla. Foruden alle dem, jeg lykkeligt har glemt.

Alligevel er der med de sidstnævnte sket en beskeden udvikling. Et strejf af virkelighed har sneget sig ind i komikken. Hos Renée Toft Simonsens Karla er det, at hendes far er alkoholiker. Hvilket dog ikke skal forlede nogen til at tro, at nu er socialrealismen buldret ind i det institutionsbårne børneteater. For Karlas alkoholiker-far er samtidig verdens bedste og kærligste far – når han da lige husker det – og det bumse-univers, han tilhører, er tegnet med alle den klassiske vagabond-romantiks formildende streger.

Alligevel er der noget velgørende over Karla og forsøget på at få hendes livs kabale til at gå op. For Renée Toft Simonsens historie – i Gunvor Reynbergs velfungerende dramatisering – rammer trods alt mange moderne børns vilkår med skilsmisse, nye forældre og en forjaget dagligdag. Og den fortæller sit børnepublikum, at det er i orden, at man godt må føle sig lidt udenfor og ked af det, og minder sit voksenpublikum om, at livet som delebarn ikke nødvendigvis er det letteste i denne verden.

Fornøjeligt og tempofyldt

Historien om Karla, der løber hjemmefra, møder gadens forhutlede eksistenser, er lige ved at blive tyv i en bagerbutik og vender styrket hjem til familien for at fejre fødselsdag med deltagelse af bumserne, fortælles på Odense Teater fornøjeligt og tempofyldt på blot 70 minutter.

Der er gang i komedien og flotte scenebilleder i Susanne Juuls gedigne scenografi, overordnet holdt i sort og rødt – kabalekortenes to grundfarver. Enkelt og effektivt forvandles Karlas hjem til et dramatisk silhuet-gadebillede med brændende olietønder og masser af røg, for øjeblikket efter at blive til delikat bagerbutik. Stemningsfulde scenerier.

Tilsvarende har instruktør-eleven Jacob Schjødt fint fat i balancen mellem det indfølende og det komiske. Beinta K. Clothier er skøn som Karla – barnlig uden at blive tuttenuttet; ægte i hver en bevægelse og stemning. På samme måde balancerer Kim Leprévost som Karlas far perfekt mellem alkoholikeren og faderkærligheden, lige som Sanne Saerens både rummer forjagetheden og omsorgen som Karlas mor. Klaus T. Søndergaard er skæg som bumsen Buster og Johanne Dahl-Lewkovitch glimrende som fortælleren og nabokonen Cecilie, der også formulerer historiens morale: At livet er som en kabale. Nogle gange går den op og nogle gange ikke.

På Odense Teater går kabalen aldeles nydeligt op, så vi er godt underholdt.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.