Rigelig sød

Pjerrot er en nøler. Han kan ikke tage sig sammen til at få skrevet et brev færdigt til den pige, Pierette, som han er forlibt i og som han gerne vil giftes med. Det er almenviden for alle som kender sangen 'Pjerrot og månen' fra sangbogklassikeren 'De små synger'.

 I sangen er Pjerrot 14 dage om det halve brev, og han når ikke at blive færdig, fordi den måne, i hvis stråler han skriver, har bevæget sig væk fra himmelbuen over ham.

Ishøj Teater har i deres forestilling, som de også kalder 'Pjerrot og månen' og som er for de 3- til 9-årige, ladet sig inspirere af børnesangen og ført Pjerrot-figuren ind i deres amfiteater-rum. For at gengive sangen om 'Pjerrot og månen', for at fortælle en historie om (ulykkelig) kærlighed og for med Pjerrot og månen-klassikeren som ramme at spinde en række andre gamle viser og sange ind i helheden.

Jytte Lyngbirk, som står for manuskriptet, får behændigt – men også med tiden lidt vel konstrueret, lirket de øvrige gamle sange ind.

Grebet er, at Pjerrot (som præsenteres som møllersvend) beder Harlekin (som præsenteres som skrædder med tillægsevner udi trylleri) om at trylle Pierette frem og at der hver gang følger en sang med – en sang, som Pjerrot nupper en linje fra eller omskriver en passage fra og fører ind i sit brev til Pierette.

I hver eneste trylleseance håber og tror Pjerrot, at det er ham, som løber af med Pierette, men det er selvfølgelig den vågne charmør Harlekin, som danser bort med hende – fordi Pjerrot får de forkerte roller i tryllespillene.

'Det var en lørdag aften' bliver i Pjerrots brev til 'Det er dig, jeg venter på hver dag. Du må love mig at komme, for jeg holder jo så meget af dig'. 'Skære, skære havre' bliver til 'Jeg så dig skære havre inde på marken. Tak fordi du vinkede til mig. Vil du gerne følges med mig ud i det klare måneskin?'. 'Roselil og hendes moder' bliver til 'Jeg vil gøre alting for dig og du skal også få en guldring af mig. Og vi skal begge to le til sidst'.

Måne-comeback

I scenerne, hvor sangene 'Tornerose var et vakkert barn', 'Tre små soldater de vendte hjem fra krigen og bum-bummelum, de vendte hjem fra krigen' og 'Munken går i enge, de lange sommerdage', spilles og synges vinder Pjerrot heller ikke Pierette.

Trist synger han sidste vers af 'Det var en lørdag aften', men så indføjer Jytte Lyngbirk, at Pjerrot ikke bare synger sidste vers af 'Pjerrot og månen' med også gen-synger det første vers – hvorved månen på ny begynder at skinne.

Pjerrot når lige at protestere mod denne lidt omvendte facon, men Lyngbirk gennemfører, at månen igen står fuld på himlen via månens replik: 'Ikke for månen og stjernerne og himlen omkring os. For oppe hos os er det første det sidste og det sidste det første'.

Den sidste sætning, som man kan kalde en slags omskrivning af slutsentensen i lignelsen fra Matthæusevangeliet, flyver helt sikkert hen over hovederne på målgruppen.

Så hvad får vi for en fortælling? En historie om (ulykkelig) kærlighed i en på mange måder gammeldags livsførelse. En livsførelse før industrialiseringen. Et liv hvor fortidsnormer i forhold til kærlighed og traditioner for giftermål holdes i hævd. Hvor fokus er på drømme, ønsketænkning og ulykkeligt bankende hjerter. Og hvor vi får gentaget en morale om, at hvis der er noget man gerne vil, men ikke kan, så må man øve sig.

Retfærdigvis skal siges, at der bestemt også er en pæn portion sødme og håb i fortællingen. Og at man - om man vil og kan - har mulighed for at identificere sig med Pjerrot som mennesket, der har de bedste og reneste intentioner, men bare ikke har modet til at få dem leveret videre til den eller dem, som kærlighedserklæringerne angår.

Neongul, hurtig og harmløs

Udover tekstens noget altmodische islæt og rem af at være ufarlig og meget sød, lider spillet også af de sidste ting; af en sødmefylde som bliver for pæn og glat i længden.

Skuespillet er kædet sammen med for konstante og 'velvillige' smil fra Harlekins side, for tuttenuttede udtryk fra Pierette og for enslignende en nølen fra Pjerrot.

Ærgerligt at der ikke er arbejdet mere med nuancer, nerve, intensitet og variation, for energien er i top. Især de to unge - Mikkel Moltke som spiller Harlekin og Julie Lund som har rollen som Pierette - mangler ikke lethed og hurtighed i deres bevægelser, og de kan både synge og spille.

Apropos musik, så spiller Lillian Törnqvist til på en stor harpe, mens Sebastian Eskildsen supplerer hende på en lang række instrumenter. De er også udmærket placeret synligt i en åben pavillon på scenografiens torv i den bykulisse, som måske er lidt kedelig i sin stregtegningsdesign med kirke, møllevinger og huse, men samtidigt også med sine pangfarver i rød og navnlig neongul, lyser moderne op i helheden og i øvrigt helt omslutter publikum, da scenografien går hele vejen rundt i rummet.

Udmærket, men ikke nok til at hindre eller skjule, at forestillingen har noget udynamisk og stillestående over sig, fordi den virker for sød, pæn og harmløs.