25. februar 2017

Riddersalen får ny teaterchef

Frederiksbergs lille storbyteater, Riddersalen, får pr. 1. marts 2017 ny teaterchef i skikkelse af Piet Bertelsen, der dermed kan skippe titlen konstitueret leder, som har han har været siden januar 2016 – efter i øvrigt fra 2007-16 at have været administrativ leder.

Piet Bertelsen, der har en diplomuddannelse i Kunst og Kulturledelse fra Den Danske Scenekunstskole og en karrieremæssig baggrund på bl.a. Det Kgl. Teater, Vejle Musikteater og Aarhus Teater, er ikke noget nyt bekendtskab for hverken teatret eller Frederiksberg Kommune – der p.t. med statsligt tilskud sørger for et årligt driftsbudget på knap 4,2 mio. kr. for det lille storbyteater i de smukke gamle lokaler på Lorry.

Dermed er en ny fase altså en realitet, efter at dramatiker og skuespiller Signe Birkbøll overtog rollen som kunstnerisk leder af Jytte Abildstrøms Teater på Riddersalen fra oktober 2009. Da havde Jytte Abildstrøm selv havde været teaterleder på Riddersalen i 39 år og haft sit turnerende Jytte Abildstrøms Teater i 45 år.

Siden er navnet Jytte Abildstrøm stille og roligt sivet ud, så navnet Riddersalen nu i flere år har stået for både forestillinger for både børn og voksne og dermed også den stationære og turnerende del af teatret.

Jytte Abildstrøm, der til marts fylder 83 år, har dog fortsat været med omkring teatret – bl.a. som medlem af bestyrelsen – og deltog da også aktivt i bl.a. åbningen af Aprilfestival 2016 sidste år på Frederiksberg.

Med den nye konstruktion på teatret bliver Signe Birkbøll fremover et af de ansvarlige medlemmer i et repertoireudvalg – der sammensættes i løbet af foråret – ligesom hun skal koncentrere sig om  udviklingsopgaver indenfor rammerne af den nye fire-års aftale, som teatret har indgået med Frederiksberg Kommune og som skal skærpe teatrets særlige profil.

Læs også artiklen 'Sceneskift' fra oktober 2010 i forbindelse med Signe Birkbølls overtagelse af Jytte Abildstrøms Teater/Riddersalen fra Jytte Abildstrøm

(Billedet: Piet Bertelsen er pr. 1. marts teaterchef for Riddersalen. Foto: Dennis Westerberg)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne