7. oktober 2019

Riddersalen får Frederiksbergprisen 2019

Frederiksberg Fonden sætter hvert år fokus på byens borgere og dens mange organisationer gennem overrækkelsen af Frederiksbergprisen på kr. 100.000,- Prisen går til en organisation, som har gjort noget særligt for byens indbyggere og Frederiksberg.

Det må man bestemt sige om kommunens lille storbyteater, Riddersalen, der torsdag 3. oktober modtog Frederiksbergprisen 2019. 
I motiveringen fra fonden hedder, det at prisen 'gives som anerkendelse af evnen til at fastholde original scenekunst sammen med en stadig fornyelse og fokusering på teaterkvalitet for børn'.

'Teatret Riddersalen er både et originalt teatermiljø fra etableringen på Allégade i 1914 og et moderne samtidsteater. Teateret behersker som få alle faglige dele af teaterstykkets tilblivelse med idéudvikling, værksted, systue, produktion, formidling og styring, selvom teatret er blandt de mindste i landet. Riddersalen er et kulturfyrtårn, når det handler om at møde sit publikum med nyudviklede, samtidsrelevante og nære lokale forestillinger. 

Fokus er på de 0-12 årige borgere, som for Riddersalen er vigtige teatergængere – også i tider hvor diverse apparater fylder godt i hverdagen hos de yngste. Samtidig modtager Riddersalen Frederiksbergprisen 2019 for sit arbejde for at sætte skole og scenekunst sammen på nye måder, som både skal styrke børns dannelse og scenekunstens betydning i fremtiden'.

Riddersalen har en glorværdig historie bag sig siden Laurentius ’Lorry’ Feilberg  6. maj 1914 åbnede sit forlystelsesetablissement med variete og teater, spisested og natklub.

Men det nuværende teater blev etableret i 1970, hvor Jytte Abildstrøm lejede sig ind i Riddersalen for bl.a. at opføre den berømte 'Svend, Knud og Valdemar'. Man spillede teater for alle, hvor Riddersalen tegnede voksenteatret og Jytte Abildstrøms Teater tog sig af  børneteatret både stationært og lokalt. I dag bærerteatret alene navnet Riddersalen og spiller primært familieforestillinger for de mindre aldersgrupper.

(Billedet: Glade medarbejdere fra Riddersalen tog imod hædersprisen. Riddersalens stifter, Jytte Abildstrøm  og mangeårig skuespiller på teatret, Daimi, tog sig af blomsterne, mens teatrets nuværende leder, Piet Bertelsen, med mikrofon i hånd tog sig af takketalen, flankeret af Frederiksberg Fondens formand, Sys Rovsing, der overrakte prisen. Foto: Martin Sørensen)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne